Alle nye ledere i Region Midtjylland skal på lederudviklingsprogrammet Galathea. For afdelingssygeplejerske Malene Sejrup Dyrskog fra Aarhus Universitetshospitals øjenafdeling har forløbet givet et stærkere ståsted og et levende netværk med andre ledere.

Af Jonna Toft, journalist

Da Malene Sejrup Dyrskog 1. januar 2018 startede som afdelingssygeplejerske på Øjenafdelingen, Aarhus Universitetshospital (AUH), havde hun en diplomuddannelse i ledelse med i rygsækken. Men hun var spændt på, om teorierne fra uddannelsen nu også svarer til det, der forventes af en leder i Region Midtjylland.

Malene Sejrup Dyrskog startede som leder for 16 sygeplejersker, men opgaven har siden ændret sig til et ledelsesspænd på ca. 50 sygeplejersker og 5 serviceassistenter. Afdelingen er netop flyttet til Skejby.

Umiddelbart efter, at hun var startet som leder, var hendes egen leder så forudseende at melde hende til Galathea, regionens lederudviklingsforløb for nye ledere.

”På Galathea fik jeg bekræftet, at de teorier, jeg havde lært, bliver brugt i regionen, og jeg fik mere at vide om forventningerne til mig som leder, og hvor jeg kan hente støtte. Det gav stor tryghed i alt det nye,” siger hun.

Rum til refleksion over ledelse

Galathea er et obligatorisk forløb for alle nye ledere i regionen. Fokus er på det personlige lederskab og personaleledelse, og deltagerne får indsigt i rammer og vilkår for ledelse i regionen. Forløbet er blevet udvidet, så det nu varer seks dage.

Organisationskonsulent Dorte Madsen fra Koncern HR, Udvikling koordinerer og underviser på Galathea. Hun fortæller, at det, der især rykker for deltagerne, er at arbejde med deres personlige lederskab:

”Ofte er de nye leder meget optaget af personaleledelse, fordi det er en dirrende her og nu-opgave at skulle lede sine måske tidligere kolleger. Det kan være en udfordring at forvalte den nye rolle og position. Men det har en positiv effekt at få indsigt i positionsskiftet og snakke med andre nye ledere om de første erfaringer."

”Det sætter også aftryk hos deltagerne at møde repræsentanter fra direktionen eller koncernledelsen. Deltagerne oplever, at de bliver inviteret ind i ledelse og bliver en del af et fællesskab. Det er med til at gøre lederskabet meningsfyldt og aflive en masse forbehold om dem i toppen,” siger hun.

”Deltagerne fremhæver ofte det netværk, de får med andre ledere. De får et begrebsapparat til at tale om ledelse, og det er givende. Nogle Galathea-grupper holder i årevis,” fortæller hun.

Man kan trække en livline

Netværket med andre ledere bliver også fremhævet af Malene Sejrup Dyrskog. Ganske vist kan det være praktisk vanskeligt at mødes i en travl tid med flytninger, men det er guld værd at kunne ringe til lederkolleger:

”Jeg er ikke helt så alene. Jeg kan trække en livline, hvis jeg står i en svær situation. Nogle gange har jeg brug for sparring og feedback - så forbereder jeg mig, gennemtænker processen og snakker med én fra netværket, og når det er sagt højt, er det meget lettere at gå i gang i praksis,” siger hun.

Lige nu handler meget af hendes ledelsesarbejde om ændrede vilkår for kerneopgaven, flytningen af afdelingen og om, hvordan det påvirker personalegruppen.

”Et af de praktiske redskaber, jeg fik med fra Galathea er forbedringsmodellen. Den er præsenteret i afdelingen, og vi arbejder med at have den som mindset og styringsredskab, når vi arbejder med forandringer,” fortæller hun.

Koblede praksis og teorier sammen

Malene Sejrup Dyrskog nød at få et rum til at reflektere over sin ledelse, da hun var på Galathea. Det var spændende at få koblet nogle praksisfortællinger på teorierne - og omvendt at se på praksis og lægge et teoretisk perspektiv hen over.

Et af de meget givende indslag var, da en repræsentant fra direktionen besøgte holdet:

”Han talte med os om ledelse i Region Midtjylland, og det var rigtig godt at høre tanker og visioner fra vores øverste ledelse. Det er et vigtigt signal, at direktionen prioriterer os nye ledere og møder op,” siger hun.

Sidst på forløbet blev kursisterne tilbudt sparring. Det hjalp til at sætte tingene i perspektiv, fortæller Malene Sejrup Dyrskog:

”Den første tid i ledelse kan opleves som en ensom rejse, men sparringen bidrog til, at jeg fik perspektiveret udfordringerne, så de ikke overskygger alt det, der faktisk går fint fremad.”

 

FAKTA

Hvad er Galathea?
Galathea er Region Midtjyllands lederudviklingsprogram for førstegangsledere og for dem, der har ledererfaring, men er leder i Region Midtjylland for første gang.

Forløbet er obligatorisk og gennemføres inden for de første seks måneder af ansættelsen. Der gennemføres to-tre hold pr. år.

Galathea-forløbet består af seks undervisningsdage fordelt på tre moduler med overnatning.

Deltagerne får bl.a. indsigt i rammer og vilkår for ledelse i Region Midtjylland og i de mest centrale temaer i ledelse. Der arbejdes bl.a. med personligt lederskab, personaleledelse og forskellige ledelsesmodeller og -teorier. Desuden får deltagerne viden om, hvor i organisationen de kan finde støtte til arbejdet som leder.

Koncern HR Udvikling står bag lederudviklingsprogrammerne.

Læs om Galathea og de andre udviklingsforløb for ledere her.