Innovationsdagen 2017 bød på hele 52 korte præsentationer af smarte løsninger og gode ideer, som bruges rundt om på Region Midtjyllands arbejdspladser. Iderigdommen fejler ikke noget, men kunsten er at dele viden i hverdagen og sprede de gode ideer, der kan bruges andre steder.

Et mildt kaos opstod hvert 9. minut i forhallen på Hermans, da Region Midtjylland holdt Innovationsdag 6. september 2017 med 280 deltagere.

Deltagerne susede af sted til næste stand for at være klar ét minut senere, når klokken ringede ind til næste lille oplæg om et nyt tiltag. På den måde kunne de nå at høre 12 små oplæg på hver ni minutter med ét minuts pause imellem og en lidt længere pause midtvejs.

52 præsentationer indgik i speeddatingen, og de handlede om alt fra telemedicinsk blodsukkermåling hos gravide og time-out-samtaler med akut hjertesyge til indsamling af subjektive patientdata og systematisk stillingtagen til genoplivning.

”Bredden i tiltagene er virkelig inspirerende. Selvfølgelig skal der være en form for overlap, for at vi kan overføre en ide til vores egen verden, men det er også interessant at høre om, hvad de arbejder med andre steder, og hvilke udfordringer de har. Vi kan godt have fælles udfordringer, selv om vi arbejder med noget helt forskelligt,” siger Bodil Buus Eriksen, arbejdsmiljøkoordinator hos Regionspsykiatrien Vest, da hun puster ud over frokosten.

Oplever større åbenhed på tværs

Kollegaen Louise Jul Ditlevsen, lægesekretær hos Regionspsykiatrien Vest, nikker:

”Til daglig spreder vi viden om vores nye tiltag i de netværk, vi er med i. Men jeg oplever, at der er opstået en større åbenhed i forhold til at kontakte hinanden på tværs af afdelinger, hvis man har et godt tiltag, som andre kan bruge. Der er også større åbenhed og ærlighed om de udfordringer, der følger med.”


Louise Jul Ditlevsen, lægesekretær, Regionspsykiatrien Vest

De to har netop været med i en stand, hvor de fortalte om, hvordan der er indført gåbånd, cykler, stepmaskiner og måtter for 60 medarbejdere i sekretariatet på Regionspsykiatrien Vest, så de kan bevæge sig, mens de arbejder.

”Jeg blev helt stolt over vores projekt, da jeg fortalte om det,” smiler Louise. ”Til daglig tænker man, at det er da ikke noget særligt, men det er det jo. Satsningen har været med til at skabe en god kulturændring hos os, da flere afdelinger skulle lægges sammen.”

Motionsmaskineriet er temmelig synligt, så det har ikke været vanskeligt at sprede viden til andre afdelinger på hospitalet om indsatsen - ofte er nysgerrige kolleger bare dukket op for at høre mere. En anden afdeling i Herning har kick-off på et lignende projekt sidst i september.

Stor interesse for løsninger på fælles udfordringer

Region Midtjyllands Innovationsdag er blevet afholdt siden 2013 for at styrke udvikling, innovation og videndeling på tværs af regionens mange arbejdspladser. Dagen er inspireret af bilentusiasternes stumpemarkeder, hvor de bytter smådele, samler dem på nye måder og skaber noget nyt, som fungerer.

En af de meget omsværmede stande i forhallen på Hermans handlede om, hvordan man på Reumatologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital har arbejdet med at minimere udeblivelser på ambulante spor. Afdelingen brugte i 2016 1 mio. kr. på udeblivelser fra røntgen og scanning. Med indsatsen er de ca. 10 pct. udeblivelser svundet ind til 3 pct.



Reumatologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital
har gjort en stor indsats for at minimere udeblivelser.

Med enkle virkemidler, bl.a. dette postkort, er det lykkedes at nedbringe udeblivelser fra 10 til 3 pct.


Indsatsen består i dialog med alle patienter om vigtigheden af, at de melder afbud. Der er lavet en animationsfilm, som kører i venteværelset og kan ses på hjemmesiden og facebook, og på postkort kan man læse, hvordan man melder afbud. Dukker en patient ikke op til undersøgelse, bliver han/hun ringet op af den læge eller sygeplejerske, der skulle have udført undersøgelsen.

”Det kunne vi også godt bruge i Blodbanken,” udbrød Ketty Bruun, da hun lyttede til oplægget. Hun er uddannelsesansvarlig bioanalytikerunderviser i Blodbank og Immunologi, AUH, Palle Juul-Jensens Boulevard. Senere fanger vi hende ved frokosten:

”Selv om jeg er fra et helt andet speciale, er der nogle parallelle udfordringer, som også vi kender: Hvordan motiverer vi f.eks. donorer til at booke deres tappetider på nettet. Det kunne spare Blodbanken for mange ressourcer til indkaldelse. Det er meget inspirerende at høre, hvad andre afdelinger og specialer har fundet på,” siger hun.

For hende har speeddatingen blandt andet ført til en øget opmærksomhed på, hvor vigtigt det er at skabe et tværfagligt samarbejde allerede i starten af et udviklingsprojekt. Hun er også blevet mere opmærksom på, at hendes egne monofaglige kompetencer kan bruges i nogle uvante sammenhænge.

Lavpraktiske løsninger er lettere at sprede

Der var også mange tilhørere samlet omkring den stand, hvor man kunne høre om Akutkørekortet, et kompetenceudviklingsprojekt for anæstesisygeplejersker og -læger, der er involveret i akutte kald på operationsgangen E OP, OPI Nord, Akutcentret, Aarhus Universitetshospital.

Her er lavet en ’teoribog’, som gennemgår funktionerne i det centrale udstyr på afdelingen. Personalet træner deres viden om udstyret i grupper og bliver testet af kolleger.

"Akutkørekortet er en lavpraktisk løsning, der giver kompetenceudvikling i mange sammenhænge," forklarer sygeplejerske Anni Mølgaard og afdelingssygeplejerske Dorte Thordal fra Akutcentret, Aarhus Universitetshospital

”Hvis medarbejderne er trygge ved apparaterne, er det ligegyldigt, hvilken adresse de står på,” siger anæstesisygeplejerske Anni Mølgaard Andersen med henvisning til udflytningen til Skejby. ”Vi tager noget stress og utryghed væk, som var knyttet til vores grej. Så koncentrerer medarbejderne sig om patienterne, og det giver større patientsikkerhed.”

Afdelingssygeplejerske Dorte Thordal supplerer:

”Vi har lavet en lavpraktisk løsning. Mens vi holdt oplæg, hørte jeg mange gange, at folk sagde ’Det kunne vi også bruge’. Vores metode er nem at overføre til andre sammenhænge, fordi den er simpel. Vi kunne måske godt have lavet en app - det har mange andre gjort. Men vi holdt os til det simple, og det virker,” siger hun og tilføjer, at Akutkørekortet er en stor succes på afdelingen.

Mangel på data kan være en barriere

En af barriererne for at sprede en ny, velfungerende løsning kan være manglen på kvantitative data, oplever udviklingssygeplejerske Berit F. Nørgaard og sygeplejerske Christina Iversen, som holdt oplæg om ’Timeout på patientens præmisser’. Et projekt, som er indført på Kardiologisk Afsnit M2 på Regionshospitalet Horsens.

Patienterne føler sig set og hørt, når de hver dag har
mulighed for en 10-15 minutter lang timeout-samtale med den medarbejder, oplever Berit F. Nørgaard og Christina Iversen,
hhv. udviklingssygeplejerske og sygeplejerske, Kardiologisk Afsnit M2, Regionshospitalet Horsens.

Tiltaget giver også arbejdsglæde hos sygeplejerskerne

For at inddrage patienternes ønsker og behov mere systematisk i behandlingen, er man her begyndt at tilbyde alle patienter en timeout-samtale på 10-15 minutter hver dag. Et kort referat af samtalen lægges ind i EPJ.

”Det giver virkelig mening for patienterne, som har meget forskellige bekymringer i forhold til deres hjertesygdom. Samtalerne giver os sygeplejersker glæde og energi. Vi blev sygeplejersker, fordi vi ville gøre en forskel for nogle mennesker, og det sker her. Systematikken betyder, at vi prioriterer det,” forklarer Christina.

Flere andre afdelinger har vist interesse for timeout-samtalerne, og to steder forsøger man nu noget lignende. Men det har været en barriere for udbredelsen, at afdelingen ikke har kvantitative målinger på patienttilfredshed mv.

”Vi har valgt det kvalitative fokus. Der var en stor sygeplejemæssig interesse for at lave samtalerne, for vi kunne jo se behovet. Men det ville nok have været nemmere at sprede ideen, hvis vi havde haft kvantitative data,” siger Berit.

Se videoer om nye initiativer

Videoer af nogle af de mange initiativer og ideer, der blev præsenteret på Innovationsdagen, vil løbende blive lagt på Koncern HR, Udviklings LinkedIn-profil og på hjemmesiden www.innovation.rm.dk.

Initiativpris til Klinik for Multisygdom

Region Midtjyllands Initiativpris gik til Klinik for Multisygdom på Regionshospitalet Silkeborg, der inviterer patientens egen praktiserende læge med til tværfaglige konferencer om de multisyge patienter. Det sker via et videokonferencesystem, som de fleste praktiserende læger alligevel har i deres klinikker og bruger i forbindelse med tolkning.

Initiativprisen gives til en person eller afdeling, som har skabt en løsning, der enten giver værdi for borgerne, udløser bedre udnyttelse af regionens ressourcer eller er så enkel, at den er nem for andre at overtage.

Der var 48 løsninger indstillet til Initiativprisen 2017.

Smartpris til Gårdhaven i Viborg 

Region Midtjyllands Smartpris gik til det socialpsykiatriske bosted Gårdhaven i Viborg, hvor medarbejderne siden 2016 hver uge har brugt et AFFI-skema til at kortlægge beboernes aktuelle funktionsevne.

AFFI står for Adfærd, Funktioner og Faglig Indsats, og det giver medarbejderne et præcist og fælles sprog, så de kan tilrettelægge effektive behandlingsforløb.

Skemaet er inspireret af en internationalt udbredt model, der er tilpasset Gårdhaven i Viborg. Smartprisen, der blev indstiftet sidste år, gives netop til en, der smart har genbrugt en løsning opfundet et andet sted.

Der var 22 løsninger indstillet til Smartprisen 2017.

 

Vinderne af Initiativprisen til venstre og
vinder af Smartprisen til højre

Læs om prismodtagerne: Priser til Silkeborg-klinik og Viborg-bosted