Lægers rolle og opgaver vil ændres de kommende år i takt med udviklingen inden for teknologi og sundhedsvæsen. På Medicinsk Uddannelseskonference i Horsens diskuterede de 270 deltagere, hvordan den samlede lægeuddannelse kan forbedres og gøres mere fremtidssikret - gennem hele lægelivet

Af journalist Jonna Toft

Fra en håbefuld studerende starter på medicinstudiet, til han eller hun aflægger lægeløfte og måske senere bliver speciallæge, går der så mange år, at en del af den tillærte viden fra studietiden uvilkårligt vil blive forældet. Samtidig er sundhedsvæsenet i rivende udvikling, og lægen forventes at kunne indgå i nye processer og samarbejdsformer - hele tiden med patienterne i centrum.

For første gang herhjemme blev hele lægeuddannelsen sat til diskussion. og de 270 deltagere netværkede på kryds og tværs hen over skellet af universiteter og hospitaler

Der er altså et konstant behov for at udvikle lægeuddannelsen, ikke bare den prægraduate, der foregår på universiteterne, men også videreuddannelsen og efteruddannelsen. 

For første gang herhjemme blev hele lægeuddannelsen sat til diskussion på Medicinsk Uddannelseskonference (MUK 2017) den 7.-9. maj i Horsens. Både repræsentanter fra uddannelsessystemerne og ledere fra alle lag var blandt de 270 deltagere på den totalt udsolgte konference.

”Det væsentligste resultat er, at det lykkedes at skabe netværk og dialog mellem dem, der har med universitetsuddannelsen af læger at gøre, og dem, der arbejder med efter- og videreuddannelse. Vi håber, det kan skabe en grobund for nye samarbejder og udviklingsprojekter,” siger en af de to initiativtagere, Bente Malling, der er ledende lektor for Center for Sundhedsvidenskabelige Uddannelser på Aarhus Universitet.

Hun fremhæver overgangen fra studie til nyslået læge på et hospital som et oplagt sted at sætte ind med nye tiltag, der kan mildne praksischokket.

Den anden initiativtager, sekretariatschef i Videreuddannelsesregion Nord Berit Bjerre Handberg, peger på, at den teknologiske udvikling sætter lægen i en helt ny position, som der skal tages højde for i uddannelsen:

”Læger terper enormt meget viden ind. Men fremtidens behov er måske, at lægen ikke i så høj grad skal være en videnbank, men i stedet formår at samle, vurdere og fortolke viden og i samarbejde med patienten lægger en plan for det videre forløb,” siger hun.

Simulation kan give ny viden

Konferencedeltagerne netværkede på livet løs på de tre konferencedage, godt hjulpet på vej af Susie Lynge fra Netværkskompagniet, der gav alle den opgave at spørge nogle ukendte om, hvad de var optaget af at lykkes med, og hvad der inspirerede dem. Det skabte en summen som fra en bikube i samtlige pauser.

Men også det øvrige program bød på inspiration og nye ideer.

En af hovedtalerne, den australske læge Victoria Brazil, arbejder med simulation som et kraftfuldt redskab til at udvikle nye arbejdsgange. Hun har bl.a. optaget et forløb med et GoPro-kamera på patientens hoved: I mange timer så patienten kun et kedeligt loft, men kunne til gengæld høre meget mere end tilsigtet fra de omgivende rum.

Brug simulering af hele patientens rejse til at få øje på uhensigtsmæssigheder i de overgange, der foretages mange gange dagligt, rådede hun. Her kan arbejdsgangene hurtigt komme til at hvile på dårlige vaner, traditioner og mangel på indsigt i andres opgaver i stedet for på, hvad der er mest hensigtsmæssigt for patient og flow.

En anden hovedtaler, Søren Brostrøm, chef for Sundhedsstyrelsen, forklarede, at det er en udfordring, når læger bliver så specialiserede, at de har svært ved at indgå i samarbejder med andre fagligheder. Sundhedsstyrelsen kommer til at fokusere på kompetencer som evnen til samarbejde, påpegede han.

Konferencedeltagerne blev bedt om at skrive tre ord om, hvad de havde opnået ved konferencen. Netværk, refleksion, inspiration og engagement var i centrum 

Uddan læger til at tage ansvar og lede

Både Lars Hvilsted Rasmussen, dekan på Sundhedsvidenskabeligt Fakultet på Aalborg Universitetet, og lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital Claus Thomsen efterlyste, at de studerende i højere grad uddannes til at tage ansvar.

Men mens Lars Hvilsted Rasmussen mente, at der skulle mere fokus på ’soft skills’ som dannelse, dømmekraft, etik, værdier og kritisk bevidsthed, mente Claus Thomsen, at det gamle mesterlæreprincip skal dyrkes langt mere ude på afdelingerne, for det er her, yngre læger kan træne det kliniske skøn og øve sig i at træffe beslutninger.

Han ridsede tre kompetencer op, som universiteterne og hospitalerne skal bidrage til at udvikle i lægeuddannelsen: Den gode kliniker, den gode lægelige forbedrer og evnen og viljen til at lede.

Medicinsk Uddannelseskonference 2017 var arrangeret af Videreuddannelsesregion Nord i samarbejde med Region Midt- og Nordjylland, Aarhus og Aalborg Universiteter, Lægeforeningen og Dansk Selskab for Medicinsk Uddannelse. Det ligger ikke fast, om der bliver en lignende konference igen på et senere tidspunkt.

MUK 2017

Medicinsk Uddannelseskonference 2017 foregik 7.-9. maj på Hotel Opus Horsens med 270 deltagere. Konferencen havde fokus på hele lægeuddannelsen: Den præ-graduate på universiteterne, videreuddannelsen på klinik- og efteruddannelse.

Arrangørgruppen bestod af :

  • Videreuddannelsesregion Nord,
  • Region Midt- og Nordjylland,
  • Aarhus og Aalborg Universiteter,
  • Lægeforeningen og
  • Dansk Selskab for Medicinsk Uddannelse.

 

Læs evt. artikel i Ugeskrift for læger

Kontakt
Berit Bjerre Handberg, sekretariatschef i Videreuddannelsesregion Nord og kontorchef for Sundhedsuddannelser, Region Midtjylland. Tlf. 2162 0054, berit.handberg@stab.rm.dk 

Bente Malling, ledende lektor på Center for Sundhedsvidenskabelige Uddannelser, Health, Aarhus Universitet. Tlf. 3092 2311, bente.malling@cesu.au.dk

Dorte Madsen, projektleder og organisationskonsulent, Koncern HR, Udvikling, Region Midtjylland. Tlf. 5188 6293, dotmds@rm.dk