To patienters beretninger om deres indlæggelser på Kirurgisk Afdeling P, Aarhus Universitetshospital gjorde stort indtryk på 30-35 fremmødte ledere og medarbejdere. Nu er der sat prøvehandlinger i gang, som kan give forbedringer, og man vil gerne skabe bedre muligheder for, at medarbejderne kan lytte til og rådgive patienterne.

Af journalist Jonna Toft, Periskop

 

To kræftpatienter, lad os kalde dem Søren og Anders, gav stof til eftertanke for 30-35 medarbejdere og ledere ved en patientdialog i oktober 2015 på Kirurgisk Afdeling P, Aarhus Universitetshospital.

”På P bliver man betragtet lidt som en krop, der skal repareres. Det gøres kompetent og dygtigt, men også lidt fabriksagtigt. Jeg kunne godt tænke mig, at nogen så mennesket og spurgte til, hvordan jeg havde det inde i hovedet,” sagde Anders, en mand i 40’erne, som har udbredt kræft.

Ved mødet deltog ledelsesrepræsentanter fra centerleder til afdelingssygeplejersker, og fra medarbejdersiden deltog læger fra kirurgisk og anæstesiologisk afdeling og sygeplejersker fra sengeafsnit, ambulatorium, anæstesi- og opvågningsafsnit samt smerteteam.

Patientdialogen var en del af et gruppeprojekt i forbindelse med udviklingskurset Kon-Tiki, som anæstesisygeplejerske Charlotte Melchior, afdelingslæge Birgitte Brandsborg, overlæge Liselotte B. Lundbech og overlæge Jytte F. Møller, Enheden for Akut Smertebehandling, har gennemført.

Deres projekt handlede om at skabe lettere overgange mellem de forskellige afsnit, som en patient kommer i berøring med under et behandlingsforløb. Patientdialogen er en del af det værktøj, Kon-Tiki-deltagerne bliver introduceret til, og det var tydeligt for deltagerne, at den kan give et dybt og nuanceret indblik i patienters oplevelse af et behandlingsforløb.

Brug for øget fokus på mennesket 

Et klart signal fra de to patienter var, at de havde brug for i højere grad at blive set som hele mennesker og tale med nogen om, hvordan de havde det psykisk. Og det er der ikke ret meget tid til på en hospitalsafdeling.

”Jeg tror, at alle, der deltog, har fået et stærkere fokus på, at samtalen om det psykiske er vigtig. Man bliver ked af at høre, at vi ikke er bedre til at sørge for, at patienterne føler sig hørt og set,” siger Henriette Vind Thaysen, klinisk sygeplejespecialist på afdeling P.

 

Hvad sagde patienterne?

Søren:

(Mand i 60’erne, har gennemgået en stor operation for kræft)
- ”Det er ikke optimalt at have en samtale med en læge inde på en 6-mandsstue.”

- ”Mens jeg ventede på operationen, fik jeg pludselig besked om, at jeg kunne blive opereret 14 dage tidligere end planlagt. Om fire dage. Det var noget af en mavepuster. Det ville jeg gerne have vidst tidligere.”

- ”En uge efter operationen var der én, der havde tid til at putte mig i bad. Dét var dejligt. Og så på en lørdag!”

- ”Der var god sammenhæng i mit forløb. Men kommunikation på tværs af regionerne er en udfordring. I Aarhus kunne de ikke se resultater af de blodprøver, jeg havde fået taget i Region Syddanmark, så de måtte tage prøverne igen.”

- ”En dag var der en sygeplejerske, som snakkede med mig i 20 minutter. Det fortalte jeg min kone om. Jeg ved, der er travlt – men hvis man kan få tid, er sådan en snak vigtig for patienten.”

- ”Jeg fik enormt meget mundtlig information på kort tid. Godt, min kone var med.”

”Det er hårdt at ligge på stue med patienter, der har fået en dødsdom. Angst smitter.”

- ”Ind imellem må man som patient være den, der har overblikket. Jeg oplevede flere gange sygeplejersker, der sagde ’Jeg har ikke nået at læse journalen…’

Anders:

(Mand i 40’erne, uhelbredeligt syg af kræft)

- ”Jeg var en uerfaren patient. Jeg var ikke vant til at bede om hjælp. I kan rustes bedre til at modtage uerfarne patienter.”

- ”Smerteteamet var min redning. De vidste, hvordan de skulle spørge, for at jeg kunne forklare om mine smerter. Og de havde de dér fem minutter til samtale.”

- ”Jeg havde det svært psykisk. Min krop var syg, men mit hoved var mindst lige så sygt. En dag snakkede en sygeplejerske med mig i en hel time. Det var guld værd for mig. Men de andre sygeplejersker så lidt skævt til hende. Jeg hørte nogen sige ’Sidder hun stadig der?’. Det psykiske fylder meget, når man er dødssyg, og jeg synes, der mangler fokus på det.”

- ”Der er lidt for vandtætte skotter mellem afdelingerne.”

- ”Ved vagtskifte går nogle aftaler tabt. Når jeg havde lavet en aftale med én sygeplejerske, kunne jeg tage samtalen én gang til, når den næste kom. Det er trættende, og man føler sig lidt ladt i stikken.”

- ”På P fik jeg meget mundtlig information. På Onkologisk afdeling fik jeg en stabel med skriftlig information sammen med den mundtlige, og det var bedre, for så kunne jeg finde viden, efterhånden som jeg fik brug for det.”

- ”Afdeling P opleves mere som en fabrik end Onkologisk afdeling. På P skulle jeg opereres og sendes videre. På Onkologisk stod de klar, da jeg kom: ’Velkommen. Vi har fulgt dig hele vejen. Vi ved, hvad der skete for tre uger siden og for fem uger siden. Nu skal vi i gang med behandling, så du får det så godt som muligt.’ De ser mennesket mere, og de viste mig, at der også er en fremtid, selv om den måske ikke bliver så lang.”

- ”Man kan ikke skemalægge en snak med patienten om, hvordan han har det. Dér må man gribe det rette øjeblik.”

- ”Jeg har en positiv oplevelse af hele forløbet. Jeg har mødt mange utroligt kompetente folk. Det, der mangler, er holdspillet. Hvis de dygtige, dyre spillere ikke spiller sammen, vinder man ikke.”

”Den ekstreme travlhed går ud over de bløde værdier. Vi er nødt til at synliggøre, hvordan vi skaber tid og rum til at tale med og lytte til patienterne. Ofte lander ansvaret for de medmenneskelige relationer i sengeafdelingerne, men alle har et ansvar. Også ledelsen og dem, der går på tilsyn i afdelingen,” siger hun.

”Alle skal have en forståelse for, at når sygeplejersken har en samtale med en patient, så skal den ikke afbrydes. Den er vigtig, og det skal hele systemet respektere.”

Konkrete effekter

Patientdialogen skal følges op med prøvehandlinger på afdelingen, hvor man vil forsøge at skabe tid og rum til samtale med patienter. Men forløbet er blevet forsinket af, at der er udskiftninger i ledelsen på sengeafsnittene.

Et andet resultat af patientdialogen er, at Smerteteamet nu i visse tilfælde supplerer den mundtlige information med skriftligt informationsmateriale om behandlingsformer og medikamenter. Mødet med de to patienter viste, at der kan være brug for at vende tilbage til de aftaler, der er indgået, og se på dem igen.

Patientdialogen gjorde det også tydeligt, at der fortsat er behov for, at alle ansatte bliver undervist i at give bedre smertebehandling. Der er tilbud om undervisning i smertebehandling for både læger og sygeplejersker, og hver måned bliver fulde hold af sygeplejersker undervist. Men det er vanskeligt at gøre læger opmærksomme på tilbuddet. Derfor arbejdes der for tiden med at gøre annonceringen af tilbuddene mere målrettet, fortæller overlæge Jytte F. Møller.

Det kom også frem under patientdialogen, at man på de enkelte afsnit ikke ved nok om, hvilke opgaver de andre afsnit udfører. Derfor har der været lagt op til et møde med repræsentanter fra alle syv afsnit. Men mødet er udskudt, indtil den nye ledelse på sengeafsnittene er på plads.

Desuden er der planlagt flere prøvehandlinger omkring ambulante kontakter. Den første er i gang frem til uge 7. Den har til formål at forkorte patienternes vej gennem koloskopier med anæstesiassistance og at give bedre betingelser for dialog og rådgivning.

Fælles referencepunkt

Selv om Søren og Anders naturligvis ikke repræsenterer alle patienter, men kun kunne fortælle om deres egne oplevelser, har patientdialogen givet de fremmødte et fælles referencepunkt.

”Når vi diskuterer forskellige emner, kan vi huske patienternes fortællinger. De gik under huden på os alle. Det var meget lærerigt,” siger overlæge Jytte F. Møller.

”Vi skal passe på, at det ikke kun er fagpersonalets dagsorden, der styrer mødet med patienten. For at kunne hjælpe godt nok, skal vi forholde os til hele mennesket. Alle medarbejdere har de bedste intentioner, men vi er pressede af travlhed. Så kunsten er at øge kvaliteten ved at lave nye procedurer uden at bruge flere ressourcer. Det håber jeg, prøvehandlingerne kan hjælpe med til.”

For smertesygeplejerske Camilla Poulsen var patientdialogen en øjenåbner:
”Den har fået mig – og andre, ved jeg – til at reflektere mere over egne handlinger. I dagene efter talte jeg med flere kolleger om de indtryk, patienterne havde efterladt, og om de umiddelbare ændringer, der kunne iværksættes. Selvfølgelig kan man ikke generalisere på baggrund af to patienters oplevelser. Men de giver mulighed for eftertanke og refleksion. Der er virkelig meget læring at hente, og jeg håber, vi kommer til at gennemføre patientdialoger igen.”

God oplevelse for patienterne

Selv var de to patienter glade for at deltage.
”Det var en god oplevelse. Den måde, mødet blev holdt på, betød, at selv om jeg sagde nogle kritiske ting, var der ikke en konfrontation. Det gjorde det nok lettere at kapere for personalet,” sagde Anders bagefter. Søren supplerede:
”Det vil jeg godt gøre igen. Hvis personalet bliver klogere af at høre om mine oplevelser og kan lave nogle forbedringer, synes jeg næsten, man har en pligt til at medvirke"

Sådan foregår en patientdialog

Når man afholder en patientdialog, skal man forestille sig, at patienten sidder i ’Boks 1’, og medarbejderne – gerne alle dem, der har været involveret i patientens forløb - sidder i ’Boks 2’.
Metoden sikrer, at der ikke opstår direkte konfrontationer mellem patient og medarbejdere.

  1. Først åbner værten for Boks 1, og patienten fortæller om sin oplevelse af indlæggelsen. Værten spørger ind, og de andre fremmødte lytter, men kan ikke stille spørgsmål.

  2. Derefter åbner værten for Boks 2. Nu kan medarbejderne fortælle, hvad patientens beretning har fået dem til at tænke på. Der kan stilles uddybende spørgsmål til patienten via værten.

  3. Herefter siger man farvel til patienten.

  4. Til sidst er der en fælles drøftelse blandt medarbejderne af de emner, som blev berørt.

En tovholder har ansvaret for at sikre, at den viden, der kom frem, bliver brugt fremadrettet.