Otte ud af 10 registreringer er sløjfet i Kirurgisk Centers korttidsafsnit i Randers. Så kontant er udbyttet af Safari, og den tid, der ikke længere skal gå med endeløse registreringer, kan nu i stedet bruges på stuerne hos patienterne.

Safari-gruppe 6, 4 satte sig i 2015 for at få bugt med ikke-meningsfulde registreringer på hospitalet. Afdelingssygeplejerske Birgitte Aborg, Kirurgisk Sengeafsnit i Randers, er en del af gruppen.

"Patienterne bliver jo ofte spurgt om de samme ting igen og igen. Først stiller vi dem en masse spørgsmål i ambulatoriet, og når de så kommer på korttidsafsnittet, spørger vi om det samme igen", fortæller hun.

Spørgsmålene handler f.eks. om familieforhold, sociale forhold og rygning. "Når patienterne kom op til os, havde de lige fået en ordentlig omgang KRAM i ambulatoriet, og så var der jo ingen mening i at gøre det igen", fortsætter Birgitte Aborg.

På afdelingen oplevede personalet tit, at patienterne undrede sig over, at de skulle svare på de samme spørgsmål igen og igen. "Læser I ikke journalen, eller hva´?", spurgte de.

Slut med meningsløse registreringer

Safarigruppen havde som mål at sætte en stopper for det, de oplevede som stadigt mere omfattende dokumentationskrav. Derfor kogte de definitionen af meningsfulde registreringer ned til fire kriterier:

  1. Juridiske krav
  2. Indberetning til national database
  3. Økonomiske hensyn (DRG)
  4. Registreringen letter arbejdsgangen

 
De gik i krig i hver sin afdeling, og i Kirurgisk Sengeafsnit førte det til en gennemgang af alle SFI'er (SFI = Sundhedsfagligt indhold). Dem, der ikke faldt ind under de fire kriterier, røg ud, og de resterende blev så vidt muligt hæftet sammen i logiske, patientspecifikke helheder. Resultat:

Færre klik, højere kvalitet og nye søgemuligheder, fordi der nu er tilføjet links, så man kan søge, når man er i tvivl. Personalet i afsnittet bød selv ind med forslag til, hvor der kunne undværes registreringer, og de kan allerede mærke resultatet af anstrengelserne.

"Den måde, vi arbejder på nu, har givet os mere tid hos patienterne", fortæller sygeplejerske Tina Mosgård Jonsson. "Man kan godt være tilbøjelig til at have fokus på en lang liste af skal-opgaver, man skal igennem. Nu kan den intuitive sygepleje komme bedre til udtryk. I stedet for at afkræve patienterne svar på en masse ting, de har svaret på i forvejen, kan vi nu koncentrere os om at gøre de ting, som er vigtigst for patienten her og nu", siger hun.

Og Birgitte Aborg supplerer:

"Det har smittet af hele vejen rundt i alle arbejdsgange. Nu ringer vil til andre afdelinger og aftaler med dem, hvem der skal dokumentere hvad, så vi ikke spilder patienternes og vores egen tid med at gøre tingene flere gange".


For patienterne har oprydningen i mængden af registreringer betydet, at de får et hurtigere flow. Nu er udfordringen at få oprydningen til at brede sig ud til hele hospitalet.

Ny samhørighed

Birgitte Aborg er ikke i tvivl om, at Safari har skabt to mærkbare og varige forandringer i hendes arbejdsliv. Den første er resultatet af arbejdet i Safari-gruppen. Den anden har også store perspektiver.

"Jeg synes, at en af de helt store styrker er, at jeg har fået en masse nye relationer. Jeg har knyttet nogle bånd på tværs af hospitalet, som gør, at det er blevet meget nemmere at tage kontakt, når jeg har brug for hjælp. Jeg har fået en samhørighed med dem, jeg var på hold med", fortæller hun. 

Hun fremhæver specifikt, at bedre relationer på tværs af afdelingerne har været med til at styrke kapacitetskonferencerne. Især camp 1 og 3 får roser med på vejen fra Birgitte Aborg, mens camp 2 står mere diffust og får bedømmelsen "noget langtrukket".

Hun ærgrer sig over, at hver camp lagde fra land med diskussioner blandt en del af deltagerne om, hvorvidt det var relevant at bruge tid på forløbet.

"En anden god gang synes jeg, at det skal være afklaret på forhånd, om man skal på Safari eller ej. Det skal ikke foregå i processen", lyder anbefalingen fra Birgitte Aborg.

 

Safarigruppe 6.4 består af:

  • Overlæge Søren Lyhne
  • Afdelingssygeplejeske Birgitte Aborg
  • Ledende terapeut Liselotte Rønde Batsberg
  • Overlæge Merete Paludan
  • Overlæge Marianne Lauridsen Vang.