Af Lise Klarholt Busk, koordinator

Sådan lyder overskrifterne på to e-bøger, som netop er udkommet på Gyldendals forlag. Forfatterne bag er nuværende og tidligere ansatte i Region Midtjylland, og der er bestemt grund til at sætte de 3-4 timer af, som det tager at læse en ”single”. Artikel fra oktober 2015. 

En model for spredning af gode løsninger

”Spredning af velfærdsløsninger = merværdi” tager fat på den udfordring, det er at få spredt de gode løsninger, som er implementeret et sted, til et andet sted. En model for spredning præsenteres trin for trin og gør det således muligt for læseren selv at gå i gang med at sprede egne gode løsninger – eller at ”stjæle” andres eller dele af andres gode løsninger.

Lars Dahl Pedersen, hospitalsdirektør på Hospitalsenhed Midt udtaler om bogen:

Spredningsmodellen er lige til at gå til. Den er befriende enkel, intuitiv og systematisk. Personligt hader jeg manualer, som udpensler overflødige og ligegyldige detaljer og beskrivelser. Omvendt elsker jeg at følge gode opskrifter, som støtter og hjælper og giver mig lyst til at øve mig og gøre mig umage. ”Spredning af velfærdsløsninger = merværdi” giver netop en sådan god opskrift, som råber på at blive brugt.”

Og Christian Bason, administrerende direktør i Dansk Design Center vurderer bogen således:Bendix, Jensen og Astrup har skrevet en lille perle af en bog, som enkelt og engagerende sætter spredning af nyskabende løsninger i system. Hermed giver de et værdifuldt bidrag til ét af de mest presserende dilemmaer i den offentlige sektor. ”Spredning af gode løsninger” leverer en række overbevisende, veldokumenterede bud på svaret. Bogen bør blive en fast guide for alle, der ønsker at skabe bæredygtig forandring i den offentlige sektor, til gavn for borgerne, medarbejderne og samfundet.

Lars Bo Stenderup, HR-konsulent i Varde Kommune:
Jeg vil stærkt anbefale bogen. Det er uden tvivl den meste relevante bog om implementering og forankring, jeg længe har læst.

Prøvehandlinger – det er let

Metoden ”prøvehandlinger” er gennem årene blevet mere og mere udbredt, og flere har oplevet, at det at bruge ordet ”prøvehandling” kan være medvirkende til, at ting pludselig kan lade sig gøre.

Det handler om at afprøve en fremgangsmåde eller en god idé for at se, om den virker i den aktuelle sammenhæng. Og virker den ikke, så kan man lære af den for efterfølgende at justere og afprøve på ny eller at forkaste den med det samme.

Metoden er blevet grebet af medarbejdere og ledere og bruges til såvel små som større eksperimenter mange steder i det offentlige – også rigtig mange steder i Region Midtjylland.

Bogen giver svar på spørgsmålene ”Hvad er en prøvehandling?” – ”Hvordan gør man?” – ”Er det noget andet end det, vi allerede gør?”

 

Om ”Prøvehandlinger – en let innovationsmetode” udtaler oversygeplejerske Hanne Berg Fog, Hjertemedicinsk afdeling, Regionshospitalet  Viborg:
Prøvehandlinger kræver minimale forberedelser og kun få tilladelser. Det er derfor hurtigt og nemt at igangsætte prøvehandlinger. De tilstedeværende ressourcer skal bruges bedst muligt ved at udnytte det store potentiale, som ligger hos medarbejderne - deres drive og lyst til at gøre det bedste for brugerne. Derfor er prøvehandlinger magisk, som forfatterne skriver. Singlen "Prøvehandlinger - en let innovationsmetode" er fantastisk brugbar og inspirerende.

Inge Pia Christensen, sygeplejefaglig direktør på Hospitalsenheden Horsens:
Bogen beskriver tydeligt styrken af et teamsamarbejde i en prøvehandling, hvor fordomme afløses af nysgerrighed, og hvor prøvehandlingen leder til en proces, der understøtter implementerings- og spredningsstrategien, der kommer fra personalet til ledelsen og tilbage igen. Også faldgruberne i prøvehandlinger beskrives. Eks. skal gentagne prøvehandlinger stoppes, antallet af prøvehandlinger skal være realistiske og sund fornuft skal altid være herskende. En anbefalelsesværdig bog, når man vil begive sig ud i prøvehandlingens land.