Koncern HR, Udvikling igangsætter sammen med Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse v. Aarhus Universitet i februar 2019 et ledertræningsforløb med tilhørende forskning. Projektet er støttet med 4,5 mio. kr. af regionsrådet, og med et tilsvarende beløb fra Aarhus Universitet. Der deltager i alt 122 ledere på afdelingsleder-niveau i træningsforløbet fra Region Midtjylland, Region Nordjylland samt en række kommuner. Ca. 9.000 ledere og medarbejdere deltager i en spørgeskemaundersøgelse, der følger træningsforløbet. Der er tale om det største forskningsprojekt omkring ledelse i Region Midtjyllands historie.

Nyhedsbrev fra Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse - februar 2019

Formål

Formålet med træningen er at styrke de deltagende lederes kompetencer til at lede på tværs af afdelinger, hospitaler og sektorer i det samlede sundhedsvæsen. Vi har valgt at kalde det Ledelse af Organisatorisk Sammenhæng, ud fra en forestilling om, at en stærk sammenhæng mellem de mange sundhedsprofessionelle på hospitaler og i kommuner er en forudsætning for gode og sammenhængende patientforløb. Og vi tror på, at det er lederne, som skal gå forrest i forhold til at sikre de overordnede rammer og en fælles retning, når det gælder det tværgående arbejde i sundhedsvæsenet.

Ledelse af Organisatorisk Sammenhæng kan ses som en præcisering af ledelsesopgaven i det sammenhængende sundhedsvæsen. Ledelsesopgaven rækker ud over søjlerne, som fungerer fint i forhold til optimering af ydelserne i de enkelte afdelinger og sektorer, men som ikke giver svar på, hvordan vi får tingene til at hænge sammen på tværs. Den organisatoriske sammenhæng på tværs af søjlerne skal styrkes, så patienter og borgere mærker en tydelig koordination mellem enhederne i sundhedsvæsenet. Og det er en ledelsesopgave!!

Tværgående ledelses-teams

For at sikre en effektiv træningsbane for deltagende ledelser i forløbet, er ledelserne blevet bedt om at arbejde i såkaldte "tværgående ledelses-teams", som består af to selvstændige ledelser, der til daglig arbejder sammen i gensidig afhængighed. Det kan fx være en hospitalsafdeling for ældre-sygdomme og den kommunale sundhedsforvaltning. Eller en kirurgisk afdeling og en intensiv bedøvelsesafdeling. De 122 deltagere er på den facon fordelt på i alt 35 tværgående ledelsesteams, der er gensidigt afhængige ift. at lykkes med opgaven.

Træningsforløb

Halvdelen af de 35 tværgående ledelsesteams er i interventionsgruppen og påbegynder træningsforløb ultimo februar 2019 – og mødes til i alt 4 træningsdage i løbet af året, hvor der fremlægges ny viden og forskning om ledelse på tværs og gennemføres konkrete træningssessioner med lederne. Herudover vil hvert enkelt tværgående ledelsesteam i mellem træningsdagene mødes om konkrete udviklingsopgaver og have mulighed for faglig sparring med konsulenter fra Koncern HR, Udvikling. Den anden halvdel af de tværgående ledelses-teams deltager som kontrolgruppe i 2019 og modtager træning i 2020-2021.

Dataindsamling

Konkret gennemføres spørgeskemaundersøgelse af "interventions-" og "kontrolgruppe", henholdsvis i januar 2019, januar 2020 samt i august 2021. Herudover gennemføres en kvalitativ undersøgelse blandt udvalgte tværgående ledelses-teams samt opfølgning på kvantitative data vedr. overholdelse af serviceaftaler, kræftpakker mv.

Publicering af resultater

De første resultater fra forskningsprojektet forventes publiceret medio 2020.

Ved spørgsmål om LEOS 

Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse:    

Projektleder Christian Bøtcher Jacobsen – christianJ@ps.au.dk – tlf. 8716 5431  

Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse

 

Region Midtjylland:   

Projektleder Søren Vestergaard – soervest@rm.dk – tlf. 6168 9403

Administrativ koordinator Anja Krusell – anjkru@rm.dk. – tlf. 2475 9081

 

Øvrige links: 

Artikel om spørgeskemaundersøgelsen - MidtNyt 03 2019

Beskrivelse af projektet