Jeg er i disse år meget optaget af dialogen mellem mennesker – hvad den kan, og hvorfor den nogle gange er svær. Jeg har læst mange tykke bøger om emnet og mødt mange mennesker i regionen, og min erfaring er, at når vi sammen udforsker og afprøver nye måder at mødes og tale sammen på, opstår der et nærvær og en konstruktiv tilgang til det, man mødes om – og det bidrager værdifuldt til relationer, beslutningsgrundlag og fremdrift.

På tværs af jobs og opgaver gennem årene er jeg blevet opmærksom på, at de fleste medarbejdere gerne vil være med til at skabe gode resultater; de fleste har en masse at tilbyde arbejdsopgaven og hinanden, men kunne vi sammen med fordel udforske det organisatorisk 'kit' endnu mere? Hvad ville der ske, hvis vi dykkede endnu mere ned i, hvordan vi godt kunne tænke os at håndtere retning, ledelse, samarbejde, intern kommunikation, holdninger, beslutningsgrundlag, læring, implementering, trivsel og engagement? Hvilke svar og løsninger kunne vi spotte, som vil gavne os? Og hvordan kan vi finde tid, plads og energi til det, også når vi er under pres og har særligt brug for denne sammenhængskraft?

I mit daglige virke arbejder jeg primært med lederne i regionen med sparring, hjælp til organisationsudvikling, forandringsprocesser, implementering og kommunikationsstrategier.

Jeg står solidt på et spændende fagligt mix med et span fra Forbedringsvejlederuddannelsen, Co-Creating the Emerging Future: The Schumacher Certificate in Leadership and Facilitation, en master i Positiv Psykologi, konsulentuddannelser til cand. mag. i dansk og medievidenskab (kommunikation og formidling).