Jeg ved, at vi lykkes allerbedst med tingene, når vi løser dem sammen. Når vi kan give hinanden rammer, der inviterer til nysgerrighed, lethed, tillid og humor. Vi har allesammen vigtige perspektiver og erfaringer, der både har betydning for, hvor godt vi lykkes med opgaven, og hvor godt vi trives med den.

Som organisationspsykolog er jeg optaget af at få bragt de perspektiver i spil, der lige nu ikke er tydelige, og som har betydning for at kunne bringe opgaveløsningen og arbejdsglæden i den rigtige retning.

Jeg tror på empowerment – altså at du eller I får øje på nye ressourcer og kompetencer hos jer selv via samarbejdet med mig.

Jeg ser det som min opgave at spotte, hvilket gear eller arbejdsrum I har brug for lige nu. Er det et blik for jeres organisering? For jeres andel i en større helhed? For jeres samarbejde?  For de dynamikker, der udspiller sig i afdelingen eller i ledergruppen? Jeg ved, nogen betragter konsulenter som kolde hænder, men jeg ved også, at jeg brænder lige så meget for opgaven, som dem med de varme hænder gør.

Nogle gange er samarbejde noget bøvl. Personkonflikter og ressourcestridigheder kan fylde for meget. Her er jeg opmærksom på, at det kræver en særlig nænsomhed og kreativitet at løsne op, så samarbejdet ikke får yderligere unødvendige skrammer i lakken.

En god dag på jobbet er, når min faglighed og tilgang er med til at gøre os klogere på jeres udfordringer og handlemuligheder.