Jeg brænder for
Som organisationskonsulent brænder jeg for at skabe motivation og mestring blandt ledere. Og for at skabe inddragende processer, der giver mening at deltage i og som skaber forbedringer, store som små, der kan mærkes i afdelingerne. Alt til gavn for medarbejdere og borgere i Region Midt.

Jeg byder ind med stor energi og passion, med respekt for klinikerne og ledernes daglige arbejde - og ikke mindst med gode ideer, med- og modspil, optimisme og godt humør.

Jeg tror på
Jeg tror på, at medarbejdere kan og vil være med til at løse de udfordringer, de har i deres arbejdsliv. Derfor arbejder jeg altid med en inddragelsesdagsorden.

Jeg tror på at samtaler, dialog og refleksion er altafgørende for, at ledere og medarbejdere kan udvikle sig selv, udfordre status quo og være medskabere af de store forandringer, der sker på sundhedsområdet.

Jeg tror på, at relationer og nærvær er det vigtige fundament, vi bliver nødt til at stå på, når vi skal skabe, udvikle og agere i komplekse organisationer. Derfor har jeg altid et særskilt fokus på at skabe relationer og transparens.

Min baggrund
Min baggrund i antropologien påvirker altid mit syn på organisationer, sammenhænge, kultur og relationer. Jeg bruger aktivt min faglighed, når jeg nysgerrigt tilgår en opgave, når jeg insisterer på at se problemstillinger og verden fra et andet synspunkt, og når jeg fastholder en kvalitativ tilgang i et kvantitativt system.

Diversitet, mangfoldighed og inddragelse har været faste omdrejningspunkter i mit arbejdsliv, og jeg har altid disse perspektiver med mig i mit arbejde.