Her finder du dagsordenen til næste regionsrådsmøde eller referatet fra det seneste møde. For at se referater fra tidligere møder, så vælg årstal og mødedato i den grå boks.

Ældre referater end der fremgår af denne side se 2007 

Abonnér

Regionsrådet


Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i regionsrådet
den 25. marts 2021 kl. 14:00
i Regionsrådssalen, Regionshuset Viborg, Skottenborg 26, 8800 Viborg

Alle medlemmer var mødt undtagen Henrik Gottlieb Hansen, Ulrich Fredberg, Carsten Kissmeyer og Lone Langballe, der havde meldt afbud.

 

I stedet deltog stedfortræderne Lone Dybdal og Louise Høeg. Der mødte ikke stedfortræder for Carsten Kissmeyer og Lone Langballe.

 

Marianne Carøe, Marianne Karlsmose, Conny Jensen, John G. Christensen, Ole Revsgaard Andersen, Arne Lægaard, Finn Thranum, Erik Vinther, Mette Valbjørn, Signe Lund Jensen, Birgit M. Christensen, Susanne Buch, Louise Høeg, Jørgen Winther, Christian Møller-Nielsen og Birgitte Svenningsen deltog virtuelt

 

Mødet blev hævet kl. 15.25.


Sagnr.: 1-30-76-40-20

1. Status på ansøgertal til gymnasierne i fordelingsudvalg Øst

Resume

Regionsrådet vedtog på møde i december 2020 at pålægge kapacitetslofter for flere gymnasier i Aarhusområdet samt for Skanderborg og Favrskov Gymnasier. Kapacitetslofterne blev godkendt af Børne- og Undervisningsministeriet den 15. marts 2021. Der foreligger nu de endelige ansøgertal for de almengymnasiale uddannelser. Ansøgertallene er opgjort pr. 15. marts 2021. På baggrund af de faktiske søgetal foreslås det, at Skanderborg Gymnasiums kapacitetsfastsættelse revurderes.

Forretningsudvalget indstiller,

at regionsrådet anbefaler til fordelingsudvalg ØST og ministeren, at kapaciteten på Skanderborg Gymnasium hæves til 275 elever, og


at stillingtagen til kapacitetslofter på de øvrige gymnasier overlades til fordelingsudvalget, jf. optagelsesbekendtgørelsens § 10.


Peter Møller Andersen, Else Kayser og Jakob Rixen tog forbehold.


Lone Langballe var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Sagsfremstilling

Regionsrådet vedtog på sit møde den 16. december 2020 en indstilling til børne- og undervisningsministeren om, at kapaciteten på Skanderborg Gymnasium, Favrskov Gymnasium og fem gymnasier i Aarhus (Marselisborg Gymnasium, Egaa Gymnasium, Aarhus Statsgymnasium, Aarhus Katedralskole og Risskov Gymnasium) blev sat ned med en klasse i forhold til skolernes indmeldte kapacitet. Regionsrådet vedtog desuden, at Aarhus Gymnasiums udbud på Dollerupvej skulle nedlægges.


Det er Børne- og Undervisningsministeriet, der skal godkende kapacitetsfastsættelsen og herunder de foreslåede kapacitetslofter. Ministeriet har haft kapacitetslofterne i høring hos de berørte gymnasier med høringsfrist den 18. januar 2021. Ministeren har den 15. marts 2021 godkendt de indstillede kapacitetslofter for Skanderborg Gymnasium, Favrskov Gymnasium og de fem gymnasier i Aarhus. Endvidere påtænker ministeren at følge regionsrådets indstilling om nedlæggelse af Aarhus Gymnasiums udbud på Dollerupvej. Der gennemføres aktuelt en partshøring af Aarhus Tech med høringsfrist den 29. marts 2021, hvorefter ministeren vil træffe afgørelse i sagen. Endelig har ministeren den 16. marts 2021 meddelt, at hun ikke har fulgt Region Nordjyllands indstilling om kapacitetslofter på Viborg Katedralskole og Randers Statsskole.


Ansøgningsfristen til ungdomsuddannelserne er nu udløbet, og de endelige ansøgertal er tilgængelige. Ansøgertallene er opgjort den 15. marts 2021. På baggrund af de faktiske søgetal indstilles det, at kapacitetsloftet for Skanderborg Gymnasium revurderes. Der ses ikke et behov for at revurdere de øvrige kapacitetslofter, jf. bilaget Ansøgertal til det almene gymnasium og HF 2021.


Det skal bemærkes, at i henhold til optagelsesbekendtgørelsen ligger kompetencen til at opjustere kapaciteten formelt hos fordelingsudvalget, når ministeriet først har truffet afgørelse om kapacitetslofterne. Det er dog vurderingen, at regionsrådet, uagtet ministerens udmelding, fortsat har mulighed for at rette henvendelse til ministeriet med en anbefaling om at revurdere kapacitetsloftet på Skanderborg Gymnasium. Denne proces vil være tilsvarende sidste år, hvor regionsrådet ligeledes anmodede ministeriet om at revurdere kapaciteten på Skanderborg Gymnasium. Ministeriet bad herefter fordelingsudvalget om at udarbejde en redegørelse om sagen og besluttede på baggrund heraf at opjustere kapaciteten med en ekstra klasse til Skanderborg Gymnasium.


I henhold til optagelsesbekendtgørelsen skal eleverne senest den 1. maj 2021 have besked om, hvilket gymnasium de har fået reserveret en plads på.


Ansøgertal til fordelingsudvalg Øst

De samlede ansøgertal for gymnasierne i fordelingsudvalg Øst fremgår af nedenstående tabel.


Ansøgertallene er 1. prioritetsansøgere og omfatter også ansøgere, der skal til optagelsesprøve, ikke er erklæret uddannelsesparate, udsættere (elever, der søger om optagelsen i år, men ønsker at udskyde skolestart til det efterfølgende skoleår) m.v. På baggrund af dette vil der være et vist frafald frem til skolestart i august 2021.


Der er ved kapacitetsfastsættelsen regnet med en fordelingsdivisor på 29,5. Ved en fordelingsdivisor forstås det antal elever, der må planlægges med pr. klasse inden skoleårets start. Men det er også den faktiske kapacitet, som gymnasierne tildeles fra ministeriets side og dermed den kapacitet, der er gældende for gymnasierne ved tælledagen i november. Gymnasierne modtager kun tilskud til maksimalt 28 elever pr. klasse, men har mulighed for at oprette ekstra klasser. Optagelseskapacitet og kapacitetslofter er alene defineret som et bestemt antal elevpladser, ikke et bestemt antal klasser.



Ansøgertal for gymnasierne i Aarhus, Favrskov og Skanderborg

For gymnasierne i fordelingsudvalg Øst, der er omfattet af kapacitetslofterne, kan det særligt bemærkes, at søgetallet til gymnasierne er stabilt i forhold til sidste år, med undtagelse af Marselisborg Gymnasium, der har haft et fald i antal ansøgere, og Egaa Gymnasium, der har haft en stigning i ansøgertallet i forholdet til sidste år. Skanderborg Gymnasium og Favrskov Gymnasium har tilsvarende haft en lille stigning i forhold til sidste år. Samlet set er der i fordelingsudvalg Øst sket et fald i ansøgertallet i forhold til sidste år.


Viby Gymnasium har haft en stigning i ansøgertallet i forhold til sidste år og har således fået 108 ansøgere, en fremgang på 22 ansøgere.


Aarhus Gymnasium, Tilst har fået 33 ansøgere - et fald på 13 elever i forhold til sidste år. Aarhus Gymnasium, Dollerupvej har til gengæld haft en stigning på 14 ansøgere til nu 30 ansøgere.


De foreløbige beregninger viser, at der skal fordeles 387 elever, inkl. KUO elever, fra de gymnasier i fordelingsudvalg Øst, som er pålagt et kapacitetsloft. Der blev i indeværende skoleår fordelt i alt 447 elever. Det er særligt gymnasierne i det centrale Aarhus, der er overansøgte - Aarhus Katedralskole, Marselisborg Gymnasium og Aarhus Statsgymnasium - og hvorfra, der skal fordeles et stort antal elever.


Egaa Gymnasium og Risskov Gymnasium er også overansøgte, og herfra skal fordeles henholdsvis 42 elever og 35 elever, inkl. KUO-elever. Den foreløbige fordeling viser, at eleverne fra Egaa Gymnasium kan fordeles til Rønde Gymnasium, Paderup Gymnasium og Aarhus Gymnasium, Tilst - alle gymnasier med ledig kapacitet. Tilsvarende gælder for Risskov Gymnasium, hvor eleverne kan fordeles til Aarhus Gymnasium Tilst, Viby Gymnasium og Rønde Gymnasium.


Favrskov Gymnasium har modtaget 277 ansøgere, og herfra skal der fordeles 11 elever. Den foreløbige fordeling viser, at eleverne også her kan fordeles til gymnasier med ledig kapacitet, bl.a. Bjerringbro Gymnasium, Randers Statsskole og Viborg Katedralskole. Opmærksomheden henledes også på, at såfremt kapaciteten på Favrskov Gymnasium opskrives til 295 elever, vil gymnasiet have mulighed for at optage yderligere 13 elever. Det skal endvidere bemærkes, at Favrskov Gymnasium har en del ansøgere fra området omkring Søften, tæt på Aarhus Gymnasium, Tilst.


Skanderborg Gymnasium har fået 288 1. prioritetsansøgere, og da gymnasiet er indstillet til et kapacitetsloft på 266 elever, skal der som udgangspunkt fordeles 22 elever til andre gymnasier. Der er dog normalt et vist frafald frem mod skolestart i august, så der vil reelt ikke være tale om 22 manglende pladser. Således fik Skanderborg Gymnasium i 2020 stort set samme antal ansøgere - 282 ansøgere - og ved skolestart i august var elevtallet faldet til 270.


Ses der på det geografiske søgemønster til gymnasiet, er dette stort uændret i forhold til sidste år. Nedenfor ses en oversigt over ansøgerne til Skanderborg Gymnasium. Der er i forhold til sidste år flere ansøgere fra Skanderborg, Galten og Hørning. Såfremt kapacitetsloftet på de 266 elever fastholdes for Skanderborg Gymnasium, vil eleverne blive fordelt fra områderne Galten, Låsby og Ry. I henhold til optagelsesbekendtgørelsen skal eleverne fordeles først efter afstand og dernæst efter deres prioriteter, og det vil betyde, at eleverne vil blive fordelt til primært Silkeborg Gymnasium, HTX og HF i Skanderborg. Viby Gymnasium står til at modtage 2-4 elever.



Administrationens vurdering af ansøgertallene til Skanderborg Gymnasium

Administrationens prognose for antal ansøgere til Skanderborg Gymnasium har desværre vist sig ikke at holde stik. Skanderborg Gymnasiums kapacitet blev på baggrund af prognosen og på baggrund af et hensyn til at sikre elevgrundlaget til Viby Gymnasium fastsat til 266 elever. Skanderborg Gymnasiums egne prognoser viste et forventet ansøgertal på 288 elever, hvilket fremgik af gymnasiets høringssvar til regionen. De faktiske ansøgertal til Skanderborg Gymnasium er pr 15. marts 288 elever.


De foreløbige ansøgertal viser, at det geografiske søgemønster til Skanderborg Gymnasium ikke har ændret sig nævneværdigt, og en opskrivning af kapaciteten vil derfor ikke få afgørende betydning for elevgrundlaget på Viby Gymnasium. De elever, der ved en fastholdelse af kapacitetsloftet på Skanderborg Gymnasium skulle fordeles til andre gymnasier, ville ikke blive fordelt til Viby Gymnasium. Såfremt der anvendes en fordelingsdivisor på 29,5 vil kapaciteten blive opskrevet til 295 elever. Skanderborg Gymnasium vil dermed have mulighed for at optage alle 1. prioritetsansøgninger for skoleåret 2021-2022, og det skal bemærkes, at Skanderborg herudover vil have mulighed for at optage yderligere 7 elever i forhold til det nuværende ansøgertal. Såfremt der anvendes en fordelingsdivisor på 28, vil kapaciteten blive opskrevet til 280 elever. Det er vurderingen, at gymnasiet herved vil have mulighed for at optage alle 288 1. prioritetsansøgere, idet der normalt er et frafald frem mod skolestart.


KUO-ansøgere

Der er i alt 138 KUO-ansøgere (ansøgere med bopæl i almene boligområder, der har et stort antal beboere uden for arbejdsmarkedet), hvoraf 62 ansøgere skal fordeles. Der blev i indeværende år fordelt 84 KUO-ansøgere. Viby Gymnasium og Aarhus Gymnasium må i henhold til de lokale elevfordelingsregler ikke modtage KUO-elever. De har modtaget henholdsvis 24 og 17 KUO-ansøgere. Et fald i forhold til sidste år, hvor de modtog henholdsvis 30 og 27 KUO-ansøgere.


Ansøgertal fra de øvrige fordelingsudvalg

De samlede ansøgertal til det almene gymnasium fremgår af bilaget Ansøgertal til det almene gymnasium og HF 2021.


Tidligere indstillinger:

Direktionen indstillede,

at kapacitetsfastsættelse for Skanderborg Gymnasium drøftes, og


at der, såfremt kapacitetsfastsættelsen for Skanderborg Gymnasium overfor børne- og undervisningsministeren foreslås revurderet, rettes henvendelse til ministeren med en anbefaling om en opjustering af kapaciteten på Skanderborg Gymnasium.


Udvalg for regional udvikling indstillede,
at regionsrådet anbefaler til fordelingsudvalg ØST og ministeren, at kapaciteten på Skanderborg Gymnasium hæves til 275 elever, og


at stillingtagen til kapacitetslofter på de øvrige gymnasier overlades til fordelingsudvalget, jf. optagelsesbekendtgørelsens § 10.


Flemming Knudsen stemte imod.

Beslutning

Jakob Rixen stillede et ændringsforslag til 1. at gående på, at kapaciteten på Skanderborg Gymnasium hæves til 280 elever. For forslaget stemte Jakob Rixen, Rasmus Foged, Nicolaj Bang, Steen Thomsen og Ole Revsgaard Andersen, mens de øvrige medlemmer stemte imod. Forslaget blev dermed ikke vedtaget.


Indstillingen blev vedtaget.


Flemming Knudsen, Peter Møller Andersen, Mette Valbjørn, Else Kayser og Signe Lund Jensen stemte imod.


Henrik Gottlieb Hansen, Ulrich Fredberg, Carsten Kissmeyer og Lone Langballe var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tidligere Politisk Behandling

Regionsrådet vedtog den 16. december 2020 at lægge kapacitetslofter på fem gymnasier i Aarhus samt på Skanderborg og Favrskov Gymnasium.


Udvalg for regional udvikling udsatte den 15. marts 2021 behandlingen af denne sag. Protokollen fra udvalgsmødet lød:


Udvalg for regional udvikling drøftede sagen.


Rasmus Foged foreslog følgende indstilling:

Udvalg for regional udvikling indstiller til forretningsudvalget,

at beslutning om ændring af eventuelle kapacitetslofter på gymnasierne overlades til fordelingsudvalget, jf. optagelsesbekendtgørelsens § 10, og at regionsrådet opfordrer Børn- og Undervisningsministeren til at træffe afgørelse om de af regionsrådet indstillede kapacitetslofter, så fordelingsprocessen kan sættes i gang.


For forslag stemte Rasmus Foged. Resten stemte i mod.


Udvalg for regional udvikling udsatte behandlingen af sagen med henblik på yderligere datagrundlag på baggrund af de endelige ansøgertal. Sagen ønskes politisk behandlet i uge 12.


Rasmus Foged tog forbehold, idet han finder, at beslutning om ændring af eventuelle kapacitetslofter på gymnasierne skal ske i fordelingsudvalget, jf. optagelsesbekendtgørelsens § 10, og at regionsrådet skal opfordre børne- og undervisningsministeren til at træffe afgørelse om de af regionsrådet indstillede kapacitetslofter, så fordelingsprocessen kan sættes i gang.

Tilbage til toppen