Abonnér

Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i Forretningsudvalget
den 19. februar 2013 kl. 10:00
i Konferencelokalet, Regionshuset Viborg, Skottenborg 26, 8800 Viborg

Alle medlemmer var mødt undtagen Ulla Diderichsen, der havde meldt afbud.

 

Susanne Buch Nielsen og Flemming Knudsen forlod mødet kl. 11.45 under behandlingen af punkt 12.

 

Mødet blev hævet kl. 12.50.


Den åbne tillægsdagsorden blev behandlet efter gensidig orientering.


Sagnr.: 0-9-1-13

1. Belægningssituationen på de medicinske afdelinger i Region Midtjylland

Resume

Administrationen har udarbejdet en redegørelse for belægningssituationen på de medicinske afdelinger i Region Midtjylland.

 

For at sikre en løbende orientering om belægningssituationen til regionsrådet, indstiller regionsrådsformanden blandt andet, at oversigt over belægning fremover indarbejdes i den kvartalsvise økonomirapportering.

Regionsrådsformanden indstiller,

at redegørelse vedrørende belægningssituationen på de medicinske afdelinger i Region Midtjylland tages til efterretning,

 

at regionsrådet noterer sig, at hospitalsledelserne har iværksat de nødvendige såvel kortsigtede som langsigtede initiativer til nedbringelse af overbelægning,

 

at oversigt over belægningssituationen fremover indarbejdes i den kvartalsvise økonomirapportering, og

 

at det ved budgetlægning for 2014 vurderes om, der er behov for yderligere fremadrettede initiativer.

Sagsfremstilling

Som følge af det aktuelle pres på det medicinske område på Hospitalsenheden Vest, har administrationen udarbejdet en redegørelse til regionsrådet om belægningssituationen på de medicinske afdelinger i hele regionen, og de initiativer som hospitalerne har igangsat for at afhjælpe situationen.

 

Redegørelsen viser, at der generelt som følge af årstiden opleves et pres på de medicinske afdelinger. Samtidig har den høje forekomst af influenza i december 2012 og januar 2013 forårsaget flere indlæggelser, personalet har ligeledes været ramt af influenza. Herudover opleves der også i forbindelse med tilpasninger til omstillingsplanen et pres på kapaciteten.

 

Hospitalsledelserne har stor fokus på både kortfristede og langsigtede initiativer med henblik på at løse situationen og undgå senge på gangene.

 

Direktionen følger løbende situationen og vil vurdere, om der er behov for yderligere

fremadrettede initiativer.

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt.

 

Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Venstre tager redegørelsen vedrørende belægningssituationen på de medicinske afdelinger i Region Midtjylland til orientering, mens partierne tilkendegav at ville stemme imod de øvrige at’er.

 

Anne V. Kristensen ønsker belyst i et notat, hvorvidt de 70 patienter, der har fået aflyst behandling, umiddelbart har ret til et tilbud på privathospital.

 

Ulla Diderichsen var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 0-9-1-13

2. Henvendelse fra Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Fælleslisten

Resume

Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Fælleslisten har henvendt sig med anmodning om, at nedenstående drøftes.

Direktionen indstiller,

at henvendelsen drøftes.

Sagsfremstilling

Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Fælleslisten har i mail af 14. februar 2013 anmodet om, at følgende punkt optages på dagsordenen:

 

"Der iværksættes initiativer, som sikrer, at der ikke finder permanent overbelægning sted på regionens hospitaler. 

 

Begrundelse:

Via oplysninger i dagspressen og på baggrund af forslagsstillernes spørgsmål er det afdækket, at der i de seneste 13-14 måneder har været permanent overbelægning på Hospitalsenheden Vest bl.a. på baggrund af omstillingsplanen.

 

Regionsrådet udtrykker sin beklagelse over manglende information om overbelægningen. Regionsrådet pålægger formanden at orientere regionsrådet, når der er kapacitetsproblemer og driftsmæssige problemer, som er af mere end midlertidig karakter. 

 

Begrundelse:

Det er af helt afgørende betydning for at kunne prioritere ressourcer og for at kunne udføre hvervet som regionsrådsmedlem, at relevante oplysninger tilgår regionsrådet. I sagen om overbelægning har der gentagne gange på forretningsudvalgsmøder været bedt om oplysning om konsekvenser af omstillingsplanen".

Beslutning

Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti indstiller, at de i dagsordenen skitserede beslutninger vedtages.

 

Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre tilkendegav at ville stemme imod med henvisning til sagen "Belægningssituationen på de medicinske afdelinger i Region Midtjylland".

 

Ulla Diderichsen var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen