Abonnér

Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i forretningsudvalget
den 20. september 2016 kl. 10:00
i Konferencelokalet, Regionshuset Viborg, Skottenborg 26, 8800 Viborg

Alle medlemmer var mødt undtagen Anne V. Kristensen, der havde meldt afbud.

 

Mødet blev hævet kl. 11.20.


Sagnr.: 1-21-78-5-16

27. 2. behandling af budget 2017

Resume

Hermed fremlægges forslag til budget 2017 til regionsrådets 2. behandling.

 

Den 22. august 2016 blev der indgået budgetforlig mellem Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Venstre og Leif Lund (uden for partierne).

 

Budgetforslag 2017 er udarbejdet på baggrund af budgetforlig 2017, regionsrådets 1. behandling og alle beslutninger til og med regionsrådets møde den 28. september 2016 samt reguleringer af budgetrammerne som følge af lov- og cirkulæreprogrammet (DUT).

Direktionen indstiller,

at budget 2017 godkendes,

 

at investeringsplan 2017-2025 inklusive heraf følgende tilpasninger i allerede afgivne bevillinger godkendes, og

 

at administrationen bemyndiges til at foretage justeringer af social- og specialundervisningsområdets budget frem til publiceringen af regionens budget.

Sagsfremstilling

Den 22. august 2016 blev der indgået budgetforlig mellem Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Venstre og Leif Lund (uden for partierne).

 

Budgetforlig 2017 er en del af budgetbemærkningerne, der er vedlagt.

 

Budgetforslag 2017 er udarbejdet på baggrund af budgetforlig 2017, regionsrådets 1. behandling og alle beslutninger til og med regionsrådets møde den 28. september 2016 samt reguleringer af budgetrammerne som følge af lov- og cirkulæreprogrammet (DUT). Lov- og cirkulæreprogrammet behandles på andet punkt på dagsordenen.

 

Sundhedsområdet

Drift

Sundhedsområdets nettodriftsbudget er på 23.492 mio. kr. Budgettet overholder Region Midtjyllands andel af den i økonomiaftalen 2017 fastsatte udgiftsramme.

 

Regionsoverblikket behandles på andet punkt på dagsordenen. Forslag til budget 2017 er tilrettet på baggrund af to mindre bevillingsændringer i regionsoverblikket. Det drejer sig om følgende bevillingsændringer:

 

  • Skema 6: Flytning af mammaradiologiske undersøgelser fra Hospitalsenheden Vest til Hospitalsenhed Midt.
  • Skema 7: HPV-DNAtest som primær screeningsmetode i livmoderhalskræftsscreeningsprogrammet - Tilførsel til Regionshospitalet Randers fra fælles udgifter og indtægter, øvrige udgifter.

 

Der er tale om tekniske omflytninger, der er udgiftsneutrale. Derudover giver regionsoverblikket ikke anledning til ændringer i forslaget til budget 2017.

 

Forslag til budget 2017 er ligeledes tilrettet på baggrund af en organisationsændring i administrationen. Der er tale om tekniske omflytninger, der er udgiftsneutrale.

 

Anlæg

Investeringsplan 2017-2025 er vedlagt. Investeringsplanen er tilrettet på baggrund af budgetforlig og regionsrådets 1. behandling af budget 2017.

 

Finansielle poster

Region Midtjylland har fået svar fra Social- og Indenrigsministeriet vedrørende ansøgning til lånepulje på 650 mio. kr. til refinansiering af afdrag i 2017. Region Midtjyllands andel af puljen er på 219,2 mio. kr. I forslag til budget 2017 til 1. behandlingen var der forudsat lån til afdrag på 156,6 mio. kr.

 

Ændringen af lån til afdrag betyder, at budget 2017 på sundhedsområdet giver et mindre træk på kassen end forudsat ved 1. behandlingen af budget 2017. I budget 2017 er der nu et træk på likviditeten på 63 mio. kr.

 

Regional Udvikling

Regional Udviklings nettodriftsramme er 626 mio. kr. Budgettet overholder Region Midtjyllands andel af den i økonomiaftalen 2017 fastsatte udgiftsramme.

 

Socialområdet

De endelige takster og dimensioneringer inden for socialområdet vil senest være på plads den 15. oktober 2016, hvor rammeaftalen skal være godkendt - også af kommunerne. Der vil således kunne ske mindre tekniske justeringer af bruttoudgifts- og indtægtsbudgettet.

 

I øvrigt

Ændringsforslag til forslag til budget 2017

Regionsrådsformanden vil umiddelbart efter 2. behandlingen i forretningsudvalget udsende meddelelse til regionsrådsmedlemmerne om, at eventuelle ændringsforslag fra de politiske grupper bedes tilgå administrationen senest den 23. september 2016 kl. 12.00. Eventuelle ændringsforslag vil blive udsendt den 26. september 2016 til samtlige regionsrådsmedlemmer og vil dermed kunne indgå i regionsrådets 2. behandling af budgetforslag 2017.

 

Offentliggørelse af regionens budget 2017

Det vedtagne budget og de flerårige budgetoverslag skal ifølge regionslovens § 20 være tilgængelige for regionens borgere. En kort redegørelse for budgettet skal efter regionsrådets nærmere bestemmelse offentliggøres inden det nye regnskabsårs begyndelse.

 

Budgettet vil primært blive gjort tilgængeligt for borgerne på regionens hjemmeside, hvor der er mulighed for både at finde de overordnede budgettal og gå i dybden med budgettet. Budgettets hovedtal præsenteres ligeledes i de regionale dagblade og lokale ugeaviser ultimo 2016. Borgere i Region Midtjylland bliver således informeret om, at regionsrådet har vedtaget et budget for regionen, og at yderligere information kan findes på Region Midtjyllands hjemmeside.

 

Høringssvar fra MED-Systemet

Regionens medarbejderudvalg er forelagt forslag til budget 2017. Høringssvar fra regionens medarbejderudvalg er vedlagt. Høringssvarene skal ses i sammenhæng med implementeringen af besparelserne fra spareplan1519.

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt.

 

Anne V. Kristensen var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-21-78-5-16

28. Regulering af Region Midtjyllands budgetrammer for 2016 og 2017 som følge af DUT

Resume

Den 9. juni 2016 indgik regeringen og Danske Regioner økonomiaftale om regionernes økonomi for 2017. I forlængelse af økonomiaftalen har Folketingets Finansudvalg den 15. juni 2016 tiltrådt aktstykke nr. 133, der blandt andet omfatter en fastsættelse af bloktilskuddet for 2017 og midtvejsregulering af bloktilskuddet for 2016. I denne sag præsenteres fordelingen af DUT-reguleringerne i budget 2016 og 2017.

Direktionen indstiller,

at fordelingen af DUT-reguleringer for 2015 og 2016 godkendes.

Sagsfremstilling

Den 9. juni 2016 indgik regeringen og Danske Regioner økonomiaftale om regionernes økonomi for 2017. I forlængelse af økonomiaftalen har Folketingets Finansudvalg den 15. juni 2016 tiltrådt aktstykke nr. 133, der blandt andet omfatter en fastsættelse af bloktilskuddet for 2017 og midtvejsregulering af bloktilskuddet for 2016.

  

Reguleringer i Region Midtjyllands budgetrammer for 2017 som følge af DUT

Aktstykket fastsætter regionernes bloktilskud for 2017 på baggrund af det aftalte udgiftsniveau i økonomiaftalen for 2017 samt reguleringer i henhold til DUT for ændringer i regionernes opgaver, reguleringen er vist i nedenstående tabel 1.

 

 

DUT-reguleringerne i 2017 er i nedenstående tabel 2 fordelt på sektorer i Region Midtjylland.

 

 

De enkelte elementer i DUT-reguleringerne i 2017 er yderligere specificeret i "Notat vedrørende reguleringer af budgetrammer 2017 som følge af DUT". Reguleringerne er indarbejdet i det budgetforslag for 2017, som er fremlagt i et andet dagsordenspunkt.

 

Midtvejsreguleringer i Region Midtjyllands budgetrammer for 2016 som følge af DUT

Midtvejsreguleringen af bloktilskuddet for 2016 foretages som følge af DUT, hvor regionerne i 2016 kompenseres for de opgaveændringer i 2016, der er påført regionerne, efter aktstykket for 2016 blev tiltrådt, reguleringen er vist i nedenstående tabel 3.

 

 

Midtvejsreguleringerne i 2016 er i nedenstående tabel 4 fordelt på sektorer i Region Midtjylland.

 

 

Der er tale om en række positive og negative reguleringer som følge af opgaveændringer. De enkelte elementer i midtvejsreguleringen af DUT i 2016 er yderligere specificeret i "Notat vedrørende midtvejsregulering af budgetrammer 2016 som følge af DUT".

 

De enkelte elementer vil blive indarbejdet i budgettet for 2016 i forbindelse kommende sundheds- og/eller regionsoverblik.

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt.

 

Anne V. Kristensen var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-21-78-4-15

29. Regionsoverblik pr. 30. juni 2016

Resume

Regionsoverblikket giver regionsrådet en opfølgning på økonomi, aktivitets- og kvalitetsmål fra budget 2016.

 

Der forventes økonomisk balance på sundhedsområdet i 2016. Samlet set er der tale om en forbedring på 41,8 mio. kr. i forhold til sundhedsoverblikket pr. 30. april 2016. De to væsentligste årsager til ændringen er en ændret forventning til udgifterne til hospitalsmedicin på 25,0 mio. kr. og øgede indtægter (engangsmidler) fra optimering af fradragsret for energiafgifter og momsrefusion på 27,8 mio. kr.

 

Socialområdet forventer et overskud på 3,9 mio. kr., og Regional Udvikling forventer balance i økonomien. 

Direktionen indstiller,

at regionsoverblikket pr. 30. juni 2016 tages til efterretning, og at bevillingsændringerne i skemaerne 1-22 godkendes.

Sagsfremstilling

Økonomi og aktivitet

Sundhedsområdet

Regionsrådet godkendte den 22. juni 2015 aftale om spareplanen for 2015-2019. Spareplanen forudsætter besparelser på 512,2 mio. kr. i 2016, hvilket er indarbejdet i budgettet for 2016.  

 

Regionsoverblikket viser balance på økonomien for sundhedsområdet i 2016. Der er væsentlige merforbrug, som dækkes af engangsindtægter og mindreforbrug i 2016. De varige ubalancer behandles i forbindelse med budgetlægningen for 2017 og frem.

 

 

Som det fremgår af tabel 1 dækker den samlede balance over en række mindreforbrug på puljer og driftsenheder og en ubalance på praksisområdet.

 

De somatiske hospitaler forventer at bruge deres budgetter fuldt ud, mens der for Præhospitalet og Psykiatrien forventes mindreforbrug på henholdsvis 5,9 og 2,1 mio. kr.

 

På fokusområderne er der et overskud på 59,9 mio. kr., som overvejende skyldes en ændret forventning til udgifterne til hospitalsmedicin. Dog forventes der et væsentligt merforbrug på området "respiratorbehandling i eget hjem".

 

Vedrørende fællesområder og puljer forventes et samlet mindreforbrug på 75,3 mio. kr., som blandt andet skyldes merindtægter vedrørende Amgros og engangsindtægter fra optimering af fradragsret for energiafgifter og momsrefusion.

 

Praksisområdet forventer pr. 30. juni 2016 et merforbrug på 89,6 mio. kr. Regionsrådet vedtog den 25. maj 2016 kompenserende besparelser for praksisområdet. Dette indebærer blandt andet, at Region Midtjylland vil øge controllingindsatsen for praksissektorens ydere, herunder også tandlægerne. Praksisområdet har fortsat et udgiftspres som følge af de nye overenskomster for speciallæger og tandlæger. De væsentligste merforbrug ses på almen lægeområdet og tandlægeområdet, hvor der i sidste halvdel af 2015 var en stor aktivitetsstigning. For almen lægeområdet er der tale om en strukturel ubalance for Region Midtjylland, idet den samlede vækst på landsplan ikke har ligget over de aftalte rammer i økonomiprotokollatet.

 

På tandlægeområdet er der tale om en national problemstilling. På baggrund af overskridelserne af udgiftsrammerne på landsplan i 2015 er der effektueret en honorarnedsættelse. Denne opvejer dog langt fra den kraftige vækst, der ses på området.

 

Danske Regioner vil i samarbejde med regeringen forsøge at imødegå de udfordringer, der følger af, at de forudsatte vækstrater i de nationale aftaler er væsentligt overskredet.

 

Servicefunktioner og administration, herunder tjenestemandspensioner, forventer merforbrug på 9,9 mio. kr.

 

Overskuddet på 43,3 mio. kr. giver mulighed for at indfri leasingaftaler jf. budgetforligsteksten 2017 om at forskyde leasing på 50 mio. kr. til 2017 og 2018 ved hjælp af konsolidering i 2016.

 

Socialområdet

På socialområdet forventes et samlet overskud på 3,9 mio. kr. Der er økonomiske udfordringer i Specialområde Børn og Unge samt Specialområde hjerneskade, men disse ubalancer opvejes af overskud på andre områder. 

 

Regional Udvikling

Det forventes, at der er budgetoverholdelse på samtlige bevillinger på regional udviklings område.  

 

Belægningssituationen

I bilaget belægningssituationen gives en opgørelse over belægningen på medicinske, kirurgiske og akutafdelinger i Region Midtjylland.

 

Anlægsinvesteringer

Der forventes et samlet mindreforbrug på 185,9 mio. kr. på sundhedsområdet. Overførslen af uforbrugte anlægsmidler fra 2015 udgjorde i alt 238,7 mio. kr. på sundhedsområdet. I bilaget anlægsinvesteringer er der en detaljeret opgørelse over anlægsprojekterne.

 

Bevillingsændringer

I forbindelse med regionsoverblikket indstilles en række bevillingsændringer gennemført. I vedlagte bilag Bevillingsændringer er der beskrivelser af samtlige bevillingsskemaer. Bevillingsændringerne er fuldt finansierede. Til bevillingsskemaerne bemærkes følgende:

 

Skema 1, 2, 20 og 21: Midtvejsreguleringen som følge af lov- og cirkulæreprogrammet for 2016 finansieres af øget bloktilskud og kommunal medfinansiering. Det er aftalt mellem regeringen og Danske Regioner, at justeringen af forudsætningerne for pris- og lønfremskrivningen fra økonomiaftalen 2016 på i alt 45,5 mio. kr. vedrørende sundhedsområdet og regional udvikling tilfalder kassebeholdningen.

 

Skema 12: Der udmøntes en bevilling på 50 mio. kr. til langsigtet konsolidering af økonomien i henhold til budgetforligsteksten 2017, hvoraf det fremgår, at en forudsætning for afhjælpningen af driftsbudgettet ved at reducere budgettet til driftsanskaffelser er, at "leasing på 50 mio. kr. forskydes ved hjælp af konsolidering fra 2016 til 2017 og 2018".

 

Skema 22: Der er ændrede forudsætninger for låneoptag på sundheds- og socialområdet på baggrund af meddelelse fra Social- og Indenrigsministeriet. Bevillingerne til låneoptag tilpasses på baggrund heraf.

 

Skemaerne 3-11 og 13-19: Der er tale om budgetneutrale bevillingsflytninger mellem driftsenheder og/eller udmøntning fra centrale puljer.

 

Standardiseret økonomiopfølgning

Der indberettes en standardiseret økonomiopfølgning til Social- og Indenrigsministeriet seks til otte uger efter hvert kvartal samt efter afslutningen af regnskabet. Indberetningerne er fælles for alle regionerne.

 

Driftsrammerne for sundhedsområdet og regional udvikling forventes overholdt. På anlægsområdet forventes rammerne ligeledes overholdt.

 

Det præhospitale område

Den vedlagte aktivitetsredegørelse for perioden 1. januar til 30. juni 2016 viser, at servicemålene for hastegrad A og B er overholdt - bortset fra en lille afvigelse vedrørende servicemålet for B-kørsler. Den samlede aktivitet i 1. kvartal 2016 i forhold til samme periode i 2015 har været stigende. Således er antallet af patientkontakter steget med 1,2 %. Aktiviteten på akutlægehelikopterne er stigende.

 

Om rapporteringen

Der udarbejdes seks rapporter i løbet af året, der giver regionsrådet en opfølgning på økonomi, aktivitet og kvalitetsmål. Fire af rapporterne er regionsoverblik, hvor der gives en status for budget- og målopfyldelse på alle kredsløb i regionen. To af rapporterne er sundhedsoverblik, hvor der gives en status for samtlige mål i budgettet på sundhedsområdet. Dette er årets andet regionsoverblik.

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt.

 

Anne V. Kristensen var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-141-09

30. Godkendelse af anlægsregnskab for Vestdansk Center for Rygmarvsskade

Resume

Der fremlægges et anlægsregnskab for Vestdansk Center for Rygmarvsskade, som er et delprojekt under Kvalitetsfondsprojektet i Viborg. Anlægsprojektet har et mindreforbrug på 5.665.000 kr., som foreslås overført til projektets justeringsreserve.

Direktionen indstiller,

at anlægsregnskabet for Vestdansk Center for Rygmarvsskade godkendes, og

 

at mindreforbruget på 5.665.000 kr. overføres til projektets justeringsreserve, jf. tabel 2.

Sagsfremstilling

Regionsrådet besluttede den 20. juni 2011 at bevilge 103.800.000 kr. til udvidelse og ombygning af paraplegifunktionen i Viborg i forbindelse med det kvalitetsfondsfinansierede byggeri på Regionshospitalet Viborg. Paraplegifunktionen skiftede samtidigt navn til Vestdansk Center for Rygmarvsskade.

 

Med byggeriet er sengekapaciteten i Vestdansk Center for Rygmarvsskade udvidet fra 26 sengepladser til 35. På centret har alle indlagte patienter enestuer med eget bad og toilet. Der er varmtvandsbassin, moderne træningsfaciliteter og et caféområde med udsigt over Søndersø.

 

Vestdansk Center for Rygmarvsskade flyttede ind i de nye rammer i maj 2014. Årsagen til, at anlægsregnskabet først lægges op nu, er, at afhjælpning af de fejl og mangler, der blev registret ved etårsgennemgangen, har taget længere tid end ventet.

 

Inklusive tillægsbevillinger og indeksreguleringer udgør den samlede bevilling for projektet 109.797.000 kr. (løbende priser).

 

Regnskabet viser et mindreforbrug på 5.665.000 kr. i forhold til den samlede anlægsbevilling. Mindreforbruget skyldes primært et gunstigt licitationsresultat. Mindreforbruget foreslås overført til projektets justeringsreserve.

 

Tabel 1 viser forskellen mellem bevilling og forbrug:

 

 

Der gives bevilling og rådighedsbeløb jf. tabel 2:

 

 

 Restbeløbet på Pulje til Om- og tilbygning Viborg fremgår af tabel 3:

 

 

Vedlagt sagen er et underskrevet anlægsregnskab, revisions- og ledelseserklæring samt aktuelt anlægsoverslag. 

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt.

 

Anne V. Kristensen var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 0-0-1-16

31. Regionsrådsvalg 2017

Resume

Regionsrådet skal nedsætte en regionsvalgbestyrelse, der skal varetage en række opgaver i forbindelse med afholdelse af regionsrådsvalget den 21. november 2017.

 

Desuden foreslås det, at der rettes henvendelse til kommunerne i regionen med anmodning om, at disse forestår en eventuel fornyet fintælling af stemmerne til regionsrådsvalget.

Direktionen indstiller,

at regionsvalgbestyrelsen kommer til at bestå af syv medlemmer,

 

at der udpeges medlemmer og stedfortrædere til regionsvalgbestyrelsen,

 

at der udpeges en næstformand for regionsvalgbestyrelsen,

 

at der rettes henvendelse til kommunerne i regionen med anmodning om, at disse forestår en eventuel fornyet fintælling af stemmerne, og

 

at der ikke udpeges tilforordnede vælgere til at bistå ved en fornyet fintælling af regionsrådsvalget.

Sagsfremstilling

Nedsættelse af regionsvalgbestyrelse

Der skal nedsættes en regionsvalgbestyrelse til regionsrådsvalget den 21. november 2017.

 

Regionsvalgbestyrelsen varetager følgende opgaver:

 

  • modtager og godkender kandidatlister samt anmeldelser om liste- og valgforbund
  • tilvejebringer stemmesedler og opslag
  • forestår den endelige opgørelse af afstemningen
  • forestår opgørelsen af valget.

 

Regionsvalgbestyrelsen består af mindst fem og højst syv medlemmer, der vælges af regionsrådet ved forholdstalsvalg. Den gruppe, der udpeger et medlem, udpeger tillige en stedfortræder.

 

Regionsrådsformanden er formand for regionsvalgbestyrelsen. Regionsrådet vælger blandt de øvrige medlemmer af regionsvalgbestyrelsen en næstformand, der varetager formandshvervet, hvis formanden har forfald.

 

Regionsvalgbestyrelsen skal i henhold til bekendtgørelse om lov om kommunale og regionale valg træffe en række beslutninger indenfor allerede fastlagte tidsfrister. Af hensyn til overholdelse af disse tidsfrister foreslås det derfor, at der i 2017 afholdes møder i regionsvalgbestyrelsen på følgende tidspunkter:

 

29. marts kl. 12.30-13.00

31. maj kl. 12.30-13.00

25. september kl. 13.30-14.00

4. oktober kl. 13.00-14.00

23. november kl. 11.00-12.00.

 

Endvidere vil der i tilfælde af fornyet fintælling af stemmerne blive afholdt et møde i regionsvalgbestyrelsen den 24. november kl. 13.00-14.00.

 

I tidsplanen er der taget hensyn til, at valgbestyrelsen efter anmodning kan fritage de kandidatlister, der ved sidste regionsrådsvalg opnåede repræsentation i regionsrådet, og som tirsdagen ni uger før valgdagen fortsat er repræsenteret i regionsrådet, for kravet om indsamling af underskrifter fra et mindsteantal stillere. Kravet til andre kandidatlister er, at disse fortsat skal være underskrevet af mindst 50 vælgere i regionen som stillere. Regionsrådet kan ikke længere forhøje mindsteantallet af stillere.

 

Henvendelse til kommunerne om fornyet fintælling af stemmer

Regionsvalgbestyrelsen kan beslutte, at der skal foretages en hel eller delvis fornyet fintælling af stemmerne til regionsrådsvalget.

 

Ved valget i 2009 og 2013 indgik Region Midtjylland aftale med kommunerne i regionen om, at disse - mod refusion af afholdte udgifter - ville forestå en eventuel fornyet fintælling af stemmerne til regionsrådsvalget. Det foreslås, at administrationen også retter henvendelse til kommunerne i forbindelse med det kommende valg med henblik på at anmode kommunerne om at foretage en eventuel fornyet fintælling af stemmerne. Alternativt skal Region Midtjylland selv forestå en eventuel fornyet fintælling, herunder etablere den fornødne logistik.

 

Tilforordnede vælgere

Regionsrådet kan vælge et antal tilforordnede vælgere til at bistå ved fornyet fintælling af regionsrådsvalget. Det foreslås, at der i lighed med 2009 og 2013 ikke foretages udpegning af tilforordnede vælgere i forbindelse med regionsrådsvalget 2017.

 

Diæter

Der ydes diæter til valgbestyrelsens medlemmer. Regionsrådet kan dog beslutte, at der ikke ydes diæter, eller at diætsatsen ændres. Gives der diæter, kan valgbestyrelsens medlemmer ikke modtage tabt arbejdsfortjeneste for møderne i valgbestyrelsen.

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt.

 

Anne V. Kristensen var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 0-9-4-16

32. Valg af ny næstformand

Resume

Regionsrådsmedlem Bente Nielsen har ansøgt om at blive bevilget fritagelse for hvervet som 1. næstformand for regionsrådet pr. 28. september 2016.

 

Det indstilles, at regionsrådet beslutter at imødekomme ansøgningen, og at regionsrådet vælger en ny 1. næstformand for regionsrådet pr. 28. september 2016.

Formanden indstiller,

at regionsrådsmedlem Bente Nielsens ansøgning om fritagelse for hvervet som 1. næstformand for regionsrådet imødekommes, og

 

at regionsrådet vælger en ny 1. næstformand for regionsrådet pr. 28. september 2016.

Sagsfremstilling

Regionsrådsmedlem Bente Nielsen har ansøgt om at blive bevilget fritagelse for hvervet som 1. næstformand for regionsrådet pr. 28. september 2016.

 

Det fremgår af styrelseslovens § 6, stk. 6 og § 7, stk. 2, at valget til næstformand har virkning for regionsrådets funktionsperiode, men at en afkortning af funktionsperioden kan finde sted ved, at der efter ansøgning bevilges fritagelse.

 

Det indstilles på denne baggrund, at regionsrådet beslutter, at regionsrådsmedlem Bente Nielsens ansøgning om fritagelse for hvervet som 1. næstformand imødekommes.

 

Af styrelseslovens § 7, stk. 3 fremgår det, at når der er valgt flere næstformænd og en af næstformændene fritages for sit hverv, så besættes den ledige plads af den gruppe, som har valgt den afgående næstformand.  

Beslutning

Forretningsudvalget indstiller,

 

at regionsrådsmedlem Bente Nielsens ansøgning om fritagelse for hvervet som 1. næstformand for regionsrådet imødekommes, og

 

at Anders Kühnau vælges som ny 1. næstformand for regionsrådet pr. 28. september 2016.

 

Anne V. Kristensen var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen