Abonnér

Referat
til
mødet i SU for fysioterapi
den 25. juni 2019 kl. 13:30
i Regionshuset Viborg, mødelokale C 2


Sagnr.: 1-31-72-401-17

1. Mødedeltagere

Sagsfremstilling

Regionale politiske repræsentanter:

Ulrich Fredberg

Marianne Carøe

 

Kommunale politiske repræsentanter:

Marianne Kirkegaard, Syddjurs Kommune

Niels Ole Damgaard, Skive Kommune

 

Regional administration:

Jørgen Nørskov Nielsen, kontorchef, Praksisadministrationen

Mathias Kjeldgaard Fuglsang, Praksisadministationen

Gitte Skov Hansen, Praksisadministrationen

 

Kommunal administration:

Sine Møller Sørensen, KOSU

 

Fysioterapi repræsentanter:

Morten Graversen

Lene Lysemose

Henrik Lauridsen

Anders Winther Christensen

 

Observatører:

Sanne Jensen, Danske Fysioterapeuter Midtjylland

Nils-Bo Andersen, praksiskonsulent, Region Midtjylland

Inger Qvist, praksiskonsulent, Region Midtjylland

 

Beslutning

Afbud fra Marianne Kirkegaard.

Niels Ole Damgaard deltog på telefon.

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-279-18

2. Input til regionens sundheds- og hospitalsplan

Administrationen indstiller,

at udvalget drøfter input til regionens sundheds- og hospitalsplan, som skrives til referat mhp. tilbagemelding til regionen.

 

Sagsfremstilling

 Regionsrådet besluttede i forbindelse med budget 2019 at udarbejde en ny sundheds- og hospitalsplan for regionen.

 

En sundheds- og hospitalsplan er en strategi, der udstikker retning og spor for udviklingen af det midtjyske sundhedsvæsen og er retningsgivende for muligheder og håndtering af udfordringer. Samtidig er det et konkret dokument over organiseringen af hospitalsvæsenet i Region Midtjylland, fordelingen af akuthospitaler og specialer samt hospitalernes profiler.

 

I forbindelse med vedtagelsen af budgetaftalen blev det besluttet, at sundheds- og hospitalsplanen skal:

 

  • Danne grundlag for de nuværende præmisser for sundhedsvæsenet,
  • Understøtte det sammenhængende sundhedsvæsen, hvor vi både udvikler det specialiserede behandling og det nære sundhedsvæsen
  • Fastholde regionens position som førende i den sundhedsfaglige udvikling til gavn og glæde for patienterne i regionen og i resten af landet
  • Fastlægge profiler og udviklingsspor for regionens hospitaler
  • Sætte retning for samarbejdet mellem region, kommuner og praksissektor, herunder også samarbejdet om sundhedsdata.

 

Det er en central sigtelinje i planen, at alle borgere i regionen skal modtage samme høje kvalitet i såvel akut som planlagt behandling. Sundheds- og hospitalsplanen tager udgangspunkt i regionsrådets sigtelinjer.

 

Regionsrådet besluttede d. 27. marts 2019, at sundheds- og hospitalsplanen udarbejdes ud fra en politisk ramme med syv overskrifter (vedhæftet), der tager afsæt i overstående.

 

Proces for inddragelse

Processen for udarbejdelsen af sundheds- og hospitalsplanen følger en model, hvor der med udgangspunkt i den politiske ramme lægges op til, at synspunkter og input fra borgere, sundhedspersonale og samarbejdsfora inddrages.

 

Inddragelsesprocessen sker fra april-juni 2019 og input fra etablerede politiske og administrative samarbejdsfora sker via sædvanligt mødeforum og procedure.

 

Input til regionens sundheds- og hospitalsplan

I forlængelse af overstående opfordres samarbejdsudvalget for fysioterapi til at give input til regionens kommende sundheds- og hospitalsplan.

 

Overordnet ønskes der en drøftelse af, hvilke retninger udvalget ser for udvikling af det midtjyske sundhedsvæsen i de kommende 5-10 år.

 

På mødet præsenteres den politiske ramme for sundheds- og hospitalsplanen med udgangspunkt i vedlagte planchesæt og ledsages af eksempler på spørgsmål, som kan danne udgangspunkt for drøftelse af udvalgets input til planen.

 

Af hensyn til muligheden for at komme i dybden, opfordres samarbejdsudvalget til at udvælge 1-2 af emnerne i den politiske rammesætning, som de vil tage op til særlig drøftelse.

 

Stine Bligaard Madsen fra Sundhedsplanlægning deltager under behandlingen af punktet.

Beslutning

Stine Bligaard Madsen fra Sundhedsplanlægning deltog under dette punkt.

 

  • Kommunikation: Der er udfordringer ift. samarbejdet mellem fysioterapi og hospitalerne. Der er behov for teknisk understøttelse af kommunikationen – herunder behov for elektroniske henvisninger. Dette gør sig også gældende ift. kommunikationen med almen praksis.
  • Rådgivning: Fysioterapeuter overtager flere og mere komplicerede patienter. Der er behov for rådgivningsveje fra hospital til fysioterapi med henblik på at understøtte denne udvikling og sikre behandling af høj kvalitet.
    • Ift. særligt komplicerede patienter er der behov for, at udvalgte fysioterapeuter har adgang til direkte specialiseret rådgivning og til billeddiagnostik (ej alle fysioterapeuter)
  • Klyngesamarbejde: Vil der være mulighed for at praktiserende fysioterapeuter ad hoc indgår i klyngesamarbejde. Rygmøde i Silkeborg i april 19, blev nævnt som en god model.

 

Det blev bemærket, at de faglige organisationer også bør blive inddraget og hørt i forbindelse med udarbejdelsen af sundheds- og hospitalsplanen.

Stine oplyste, at der kommer en bemærkningsrunde fra 1. oktober, så der kan alle komme med input.

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-401-17

3. Generel orientering

Beslutning

Der var ingenting på dagsordenen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-401-17

4. Mødeplan for 2020

Administrationen indstiller,

at mødeplanen for 2020 godkendes

Sagsfremstilling

Der er planlagt møder for Samarbejdsudvalget på følgende datoer i 2020:

 

  • 10. marts
  • 23. juni
  • 24. september
  • 3. december

 

Møderne er planlagt til kl. 13.30 - 15.30

 

Der er planlagt politisk formøde kl. 12.30 - 13.30 på de samme datoer.

 

Beslutning

Mødeplanen blev godkendt.

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-36-72-13-13

5. Årsrapport for fysioterapeuter i Region Midt

Administrationen indstiller,

at årsrapporten tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Rapportering af utilsigtede hændelser til DPSD (Styrelsen for Patientsikkerhed) skal sikre, at sundhedsvæsenet lærer af de fejl, der sker. I første omgang bruges de utilsigtede hændelser til læring lokalt, der hvor fejlen er sket. Herefter bliver de anonymiseret og sendt til Styrelsen for Patientsikkerhed, som bruger de utilsigtede hændelser til læring i sundhedsvæsenet generelt.

 

Der er i 2018 rapporteret 45 utilsigtede hændelser (UTH) vedrørende fysioterapeutklinikkerne i Region Midt. I 2017 blev der rapporteret 46 hændelser, så antallet af rapporterede hændelser ses som uændret. Dog skal det nævnes, at der i 2016 kun blev rapporteret 20 hændelser.

De indrapporterede hændelser er meget beskrivende og stort set alle indeholder ”forslag til forebyggelse”. Det er rapportørens egne forslag til forebyggelse, der er medtaget i rapporten.

 

Det er hændelser i kategorien ”patientuheld” der rapporteres flest af. 35 af hændelserne kategoriseres som fald i forbindelse med træning og 4 af hændelserne er rapporteret fra ridefysioterapeuter.

 

Ifølge "Vejledning om rapportering af utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet m.v." er følgende gældende:

 

– I praksissektoren er alle utilsigtede hændelser, som opstår i forbindelse med sektorovergange og anvendelse af medicinsk udstyr, rapporteringspligtige, uanset den faktuelle konsekvens for patienten.

 

En sektorovergang i fysioterapipraksis kunne fx være mellem almen praksis og Fysioterapien (henvisninger), kommunikation mellem fysioterapipraksis og en kommune og mellem fysioterapipraksis og almen praksis (epikriser).

 

Derudover er utilsigtede hændelser i de øvrige kategorier rapporteringspligtige, hvis konsekvensen af hændelsen er, at

 

- patienten dør

– patienten får varige funktionstab

 

Vejledningen beskriver altså et bredere perspektiv på utilsigtede hændelser, end det der anvendes af fysioterapeuterne i dag, hvor fokus primært er på fald.

 

Arbejdet med UTH i fysioterapipraksis i 2019 vil i høj grad være præget af, at klinikkerne skal akkrediteres i efteråret 2019. UTH-teamet håber, at fysioterapeuterne vil prioritere at rapportere de utilsigtede hændelser, der sker i klinikkerne, store som små. Og håber også, at fysioterapeuter vil tage kontakt til UTH-teamet i Region Midt ved behov for råd og vejledning i forbindelse med udfærdigelse af rapporteringsskema.

 

Beslutning

Årsrapporten blev taget til efterretning. Fysioterapeuterne bemærkede, at der kunne tænkes at komme flere anmeldelser efter at klinikkerne er blevet akkrediteret.

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-215-18

6. Orientering om kontrolstatistik Fysioterapi 2018

Resume

Kontrolstatistikken for 2018 er gjort tilgængelig på Praksis- og Afregningsportalen på Sundhed.dk for fysioterapeuterne ultimo februar 2019.

 

I henhold til ny overenskomst pr. 1. januar 2019 behandles årsstatistikken vedrørende 2018 efter reglerne i § 38 i den tidligere overenskomst gældende fra 1. januar 2015. Fremadrettet når det fælles IT-system Praksys.dk er implementeret i regionerne, vil kontrolstatistikken skulle behandles efter § 45 i overenskomsten gældende fra 1. januar 2019.

 

Der er derfor i henhold til § 38 i tidligere overenskomst udsendt høringsbreve til ydere, hvor den gennemsnitlige udgift pr. patient i forhold til regionsgennemsnittet er overskredet med henholdsvis + 10% vedrørende vederlagsfri fysioterapi og + 25% vedrørende almindelig fysioterapi. Ydere der er ophørt i 2018 og ydere der i forvejen er pålagt højestegrænse er ikke blevet hørt.

 

Desuden er der udsendt høringsbreve til klinikejerne af de klinikker, der samlet overskrider høringsgrænsen med enten 10 % eller 25 % i 2018, og der er udsendt høringsbreve til de fysioterapeuter, der har mere end fire normalbehandlinger pr. progressiv patient uden svær fysisk handicap i 2018.

 

Som et nyt tiltag i henhold til § 33 i ny overenskomst på ridefysioterapi området pr. 1. januar 2019, er der udsendt høringsbreve til ridefysioterapeuter, der overskrider regionsgennemsnittet vedrørende vederlagsfri ridefysioterapi med 10 %.


En kontrolgruppe har gennemgået høringssvarene og udarbejdet forslag til indstillinger til samarbejdsudvalget.

Administrationen indstiller,

at orienteringen tages til efterretning

 

Sagsfremstilling

I henhold til ny overenskomst pr. 1. januar 2019 behandles årsstatistikken vedrørende 2018 efter reglerne i § 38 i den tidligere overenskomst gældende fra 1. januar 2015 til 1. januar 2019. Fremadrettet når det fælles IT-system Praksys.dk er implementeret i regionerne, vil kontrolstatistikken skulle behandles efter § 45 i overenskomsten gældende pr. 1. januar 2019.

 

Ifølge den tidligere overenskomst § 38 vedrørende almindelig- og vederlagsfri fysioterapi gældende pr. 1. januar 2015, skal regionen/kommunerne i regionen senest et halvt år efter regnskabsårets afslutning vurdere den enkelte yders gennemsnitlige udgift til individuel behandling og holdtræning pr. patient i forhold til den gennemsnitlige udgift til individuel behandling og holdtræning pr. patient i regionen som helhed.
 
Det vurderes ved hjælp af kontrolstatistikken. Kontrolstatistikken viser, hvor stor en udgift pr. patient den enkelte yder leverer sundhedsydelser for. Kontrolstatistikken er dermed en indikator for, om den enkelte yder har et serviceniveau, der ligger for højt sammenlignet med de øvrige ydere. Såfremt kontrolstatistikken viser, at en yder har overskredet den gennemsnitlige udgift til individuel behandling og holdtræning pr. patient i regionen som helhed med 25% eller derover vedrørende almindelig fysioterapi, og med 10% eller derover vedrørende vederlagsfri fysioterapi (§ 38, stk. 6), skal der foretages en undersøgelse af årsagen til det høje behandlingsniveau. Der udsendes på den baggrund høringsbreve til yderne.

 

Regionen/kommunerne i regionen kan vælge at supplere kontrolstatistikken med en opgørelse på klinikniveau med samme indhold som opgørelsen til den enkelte yder. Såfremt gennemsnitsudgiften pr. patient på klinikken har overskredet den gennemsnitlige udgift pr. patient i regionen som helhed med 10%/25% eller derover, kan samarbejdsudvalget foretage en undersøgelse af en eller flere af de enkelte yderes produktion uanset at yderen ikke afviger med 10%/25% eller derover.

 

Fremadrettet vil regionen, til de klinikejere hvor klinikken samlet set ligger 15 % over regionsgennemsnittet, sammen med kontrolstatistikken udsende oplysning om den gennemsnitlige udgift pr. patient på klinikniveau sammenholdt med regionsgennemsnittet. Dette sker indtil de nye regler i henhold til § 45 i overenskomsten gældende fra 1. januar 2019 træder i kraft om kontrolstatistik på klinikniveau.

 

Regionen/kommunerne i regionen skal endvidere hvert år foretage en undersøgelse, og bede om en redegørelse, hvis det gennemsnitlige antal normalbehandlinger pr. patient uden svært fysisk handicap med progressiv sygdom er større end fire hos den enkelte fysioterapeut, samt hvis de honoreres for afstandstillæg til denne gruppe patienter.

 

I henhold til Sundhedsstyrelsens Vejledning vedrørende vederlagsfri fysioterapi foregår den fysioterapeutiske indsats til patienter uden svært fysisk handicap med progressiv sygdom på hold. Individuel behandling er ikke udelukket, men skal være undtagelsen. Det kan f.eks. være nødvendigt, hvis personen har kognitive problemer, som kræver individuelle hensyn, eller hvis der indledningsvist er behov for - ved individuel kontakt - at give personen indsigt i sin situation, vejledning i hensigtsmæssig brug af kroppen i dagligdagen og/eller instruktion i specifik træning. Den første kontakt vil i alle tilfælde være individuel kontakt.

 

Som et nyt tiltag i henhold til § 33 i ny overenskomst på ridefysioterapi området pr. 1. januar 2019, er der udsendt høringsbreve til ridefysioterapeuter, der overskrider regionsgennemsnittet vedrørende vederlagsfri ridefysioterapi med 10 %.

 

Regionen/kommunerne i regionen vurderer på baggrund af statistikkerne og de indsendte høringssvar, om der er grundlag for sanktion overfor yderen/klinikken.
 
Samarbejdsudvalget har nedsat en arbejdsgruppe bestående af en kommunal repræsentant, 2 fysioterapeuter og 2 repræsentanter fra Praksisadministrationen, til forberedelse af sagsbehandlingen (kontrolgruppen).
 
Hvis Samarbejdsudvalget på baggrund af årsopgørelse og redegørelse vurderer, at en yder skal tilpasse sit forbrug til regionsgennemsnittet, kan Samarbejdsudvalget enten:

 

  • Tage redegørelsen til efterretning, idet der er objektive forklaringer på overskridelsen

 

  • Henstille til yder, at ydelsesforbruget skal tilpasses i forhold til regionsgennemsnittet

 

  • Henstille til yder, at ydelsesforbruget tilpasses i forhold til regionsgennemsnittet, idet der samtidig adviseres om en højestegrænse ved behandling, og på basis af det følgende års kontrolstatistik, eller

 

  • Pålægge yderen en højestegrænse.

 

Det er ikke en forudsætning for at pålægge højestegrænse, at yderen forudgående er adviseret om muligheden for at få pålagt en højestegrænse.

 

Landssamarbejdsudvalget har den 26. november 2015 besluttet, at samarbejdsudvalget kan vælge at bruge den foreliggende statistik på klinikniveau som et supplerende grundlag i undersøgelsen og vurderingen af den enkelte fysioterapeuts kontrolstatistik og redegørelse. Der er ikke på nuværende tidspunkt grundlag for at fastsætte en højestegrænse for en fysioterapeut, som ikke ligger over overenskomstens høringsgrænse, men hvor klinikken ligger over høringsgrænsen. Dette skyldes, at det ikke på nuværende tidspunkt er teknisk muligt, at lave statistikkerne på klinikniveau med samme detaljeringsgrad som statistikkerne for de enkelte ydere.

 

Ligeledes har Kontrolgruppen vurderet, at der ikke vil kunne pålægges højestegrænse på ridefysioterapeuter vedrørende statistikken for 2018, idet yderens udgift pr. patient ikke kan holdes op imod landsgennemsnittet. I henhold til § 33 i overenskomsten om ridefysioterapi, skal ridefysioterapeuterne høres hvis deres udgift pr. patient ligger 10 % over landsgennemsnittet. Da det ikke har været muligt at fremskaffe landsgennemsnittet, er udgifterne pr. patient holdt op imod regionens udgift pr. patient.

 

Hvis Samarbejdsudvalget på baggrund af klinikstatistik og redegørelse vurderer, at en klinik/ridefysioterapipraksis skal tilpasse sit forbrug til regionsgennemsnittet/landsgennemsnittet, kan Samarbejdsudvalget enten:

 

  • Tage redegørelsen til efterretning, idet der er objektive forklaringer på overskridelsen

 

  • Henstille til praksis, at ydelsesforbruget tilpasses i forhold til regionsgennemsnittet

 

 

Vedrørende kontrolstatistikken på almindelig fysioterapi (sp. 51) er:

 

  •   2 ydere indstillet til efterretning
  •   6 ydere indstillet til henstilling
  •   5 ydere indstillet til henstilling med varsel om højestegrænse ved næste års behandling af kontrolstatistikken
  •   1 yder indstillet til højestegrænse + 25 % på udgiften pr. patient

 
Vedrørende kontrolstatistikken på vederlagsfri fysioterapi (sp. 62) er:

 

  • 1 yder indstillet til efterretning
  • 4 ydere indstillet til henstilling
  • 1 yder indstillet til højestegrænse + 10 % på udgiften pr. patient

  

 

Vedrørende høringen af klinikker på almindelig fysioterapi (sp. 51) er:

 

  •  5 klinikker indstillet til henstilling

 

Vedrørende høringen af klinikker på vederlagsfri fysioterapi (sp. 62) er:

 

  •  1 klinik indstillet til efterretning
  •  11 klinikker indstillet til henstilling

 

 

Vedrørende høringen af ydere med progressive patienter på vederlagsfri fysioterapi (sp. 62) er:

 

  • 5 ydere indstillet til efterretning
  • 2 ydere indstillet til henstilling

 

 

 Vedørende høringen af ridefysioterapeuter på vederlagsfri ridefysioterapi (sp. 65) er:

  • 6 ydere indstillet til henstilling
  • 1 yder har meddelt at hun er ophørt pr. 1. januar 2019, så der gives ikke en sanktion

 

  

Landssamarbejdsudvalget for fysioterapi har i forbindelse med en række afgørelser vedrørende kontrolstatistikken indskærpet, at Samarbejdsudvalgets afgørelser skal være individuelt begrundet, hvilket kontrolgruppen har taget højde for i sin indstilling.
 
Administrationen indstiller til Samarbejdsudvalget, at kontrolgruppens indstillinger godkendes. Kontrolstatistik for regionen som helhed er vedlagt dagsordenen.


Administrationen indstiller til udvalget, at alle høringssvar vedrørende speciale 62 udsendes til egen kommune til orientering, da der er en naturlig sammenhæng mellem de kommunale tilbud og efterspørgslen på vederlagsfri fysioterapi.

 

Beslutning

Orienteringen taget til efterretning. Praksiskonsulenterne anmodes om at  henvende sig til de højtydende klinikker.

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-401-17

7. Orientering om etiske retningslinjer, nye su-beføjelser mm. i forbindelse med ny overenskomst

Resume

I forbindelse med indgåelsen af den nye overenskomst af 1. januar 2019 er der blevet indført nye bestemmelser i overenskomsterne. Dette er et orienteringspunkt om nogle af de ændringer der er lavet, herunder bl.a. vedrørende etiske retningslinjer, samt omkring Samarbejdsudvalget/Landssamarbejdsudvalgets nye beføjelser.

Administrationen indstiller,

at orienteringen tages til efterretning

Sagsfremstilling

På sidste møde blev det aftalt, at administrationen skulle forberede en punkt omkring den nye overenskomst af 1. januar 2019. Her er der bl.a. sket ændringer i samarbejdsudvalgets beføjelser, jf. nedenfor.
Administrationen har forberedt et oplæg. Af hensyn til den begrænsede tid på mødet (der er mange punkter på både den åbne og lukkede dagsorden) har administrationen aftalt med fysioterapeutsiden, at orienteringen sker skriftligt vedhæftet som bilag.
 
Såfremt der skulle være spørgsmål til orienteringen/overenskomstens nye bestemmelser vil der selvfølgelig være mulighed for at stille spørgsmål til mødet.
 
Beføjelser vedrørende sigtelse, tiltale og domsfældelse efter straffeloven

Samarbejdsudvalget og Landssamarbejdsudvalget er i overenskomstens §§ 52 og 54 blevet givet beføjelse til at behandle sager efter straffeloven, der vedrører sigtelser, tiltaler og domsfældelser.

Hvis en fysioterapeut er sigtet, tiltalt eller der er sket domsfældelse for et strafbart forhold af særlig alvorlig karakter, der anses for uforeneligt under overenskomsten har Samarbejdsudvalget adgang til at indstille til Landssamarbejdsudvalget, at fysioterapeuten suspenderes midlertidigt (sigtelse, tiltale) eller permanent (domsfældelse) fra at praktisere under overenskomsten.

 

Regelgrundlag

§ 52. SAMARBEJDSUDVALGETS OPGAVER OG BEFØJELSER

...

Stk. 3

Samarbejdsudvalget drøfter et af regionen og kommunerne i regionen udarbejdet udkast til praksisplan. Udkastet forelægges til godkendelse i regionen med samarbejdsudvalgets og eventuelt fysioterapeuternes særskilte bemærkninger.

 

Stk. 4

Samarbejdsudvalget afgiver indstilling i forbindelse med tilladelse til tiltrædelse til overenskomsten i forbindelse med nynedsættelse.

 

Stk. 5

Samarbejdsudvalget behandler sager, der vedrører sigtelser, tiltaler og domsfældelser i sager efter straffeloven, som samarbejdsudvalget eller parterne får kendskab til. Samarbejdsudvalget behandler endvidere sager om indskrænkning af en fysioterapeuts virksomhedsområde jf. § 37 Midlertidig virksomhedsindskrænkning og § 38 Permanent virksomhedsindskrænkning.

 

Stk. 6

Samarbejdsudvalget har i tilfælde, hvor en fysioterapeut er sigtet eller tiltalt for strafbart forhold af særlig alvorlig karakter, der anses for uforeneligt med fysioterapeutens virke under overenskomsten, adgang til at indstille til Landssamarbejdsudvalget, at fysioterapeuten suspenderes midlertidigt fra at praktisere efter overenskomsten.

 

Stk. 7

Samarbejdsudvalget har ved en fysioterapeuts domfældelse for strafbart forhold af særlig alvorlig karakter, der anses for uforeneligt med fysioterapeutens virke under overenskomsten, adgang til at indstille til Landssamarbejdsudvalget, at fysioterapeuten midlertidigt eller permanent udelukkes fra at praktisere efter overenskomsten.

 

Stk. 8

Samarbejdsudvalget kan gennem regionen anmode en fysioterapeut, der virker under overenskomsten, om tilladelse til at indhente børne- og straffeattester. Eksempelvis kan samarbejdsudvalget vurdere, at der kan være behov for dette ved stillingtagen til sanktioner i forbindelse med verserende sager. Manglende tilladelse fra fysioterapeuten til at samarbejdsudvalget kan indhente børne- og straffeattester kan ligeledes sanktioneres.

 

Stk. 9

Samarbejdsudvalget har ved en fysioterapeuts misligholdelse eller overtrædelse af overenskomsten adgang til:

a) At tildele fysioterapeuten en advarsel eller udtale misbilligelse med eller uden tilkendegivelse af gentagelsesvirkning

b) At indstille til Landssamarbejdsudvalget

• At fysioterapeuten pålægges at betale/tilbagebetale et af samarbejdsudvalget foreslået beløb i de tilfælde, hvor fysioterapeuten ikke er enig i tilbagebetalingskravet og dets opgørelse

• At fysioterapeuten pålægges en bod, der stilles til rådighed for velgørende formål

• At fysioterapeuten udelukkes fra at praktisere efter overenskomsten midlertidigt eller permanent

 

Afgørelser efter a) skal indberettes til Landssamarbejdsudvalget.

 

Stk. 10

Samarbejdsudvalget drøfter efter behov og mindst én gang årligt, hvordan fysioterapipraksis mest hensigtsmæssigt samordnes med øvrigt sundhedspersonales virksomhed, herunder almen praksis og sygehussektoren samt det kommunale sundhedsvæsen, med henblik på en effektivisering af samspillet mellem fysioterapeuter og øvrige dele af sundhedsvæsenet.

 

Stk. 11

Samarbejdsudvalget kan i det omfang, der er enighed herom i samarbejdsudvalget, tage andre forhold op til drøftelse.

 

ANMÆRKNING TIL § 52

Samarbejdsudvalgets opgaver ændrer ikke ved regionernes og kommunernes myndighedsansvar i henhold til den til enhver tid gældende lovgivning. Myndighedsansvaret indebærer bl.a. ansvar for styring, kontrol og opfølgning på aktiviteter og udgifter i praksissektoren, herunder ansvar for planlægning, kvalitet og patientsikkerhed.

 

§ 54. LANDSSAMARBEJDSUDVALGETS OPGAVER OG BEFØJELSER

...

Stk. 5

Landssamarbejdsudvalget har adgang til at suspendere fysioterapeuten midlertidigt fra at praktisere efter overenskomsten, hvis fysioterapeuten er sigtet eller tiltalt for et strafbart forhold af særlig alvorlig karakter, der anses for uforeneligt med fysioterapeutens virke under overenskomsten. Regionen/kommunerne i regionen skal i suspensionsperioden betale en økonomisk kompensation til fysioterapeuten svarende til det månedlige gennemsnit af det seneste kalenderårs tilskud fra regionen/kommunerne i regionen. Fysioterapeuten har i suspensionsperioden ret til at ansætte vikar. Landssamarbejdsudvalget kan ophæve suspensionen, hvis det strafbare forhold, som fysioterapeuten er sigtet eller tiltalt for, ikke længere anses for uforeneligt med fysioterapeutens virke under overenskomsten. Suspensionen ophører uden videre, når den tilgrundliggende sigtelse eller tiltale frafaldes, eller der sker frifindelse.

 

Stk. 6

Landssamarbejdsudvalget har adgang til at udelukke fysioterapeuten – midlertidigt eller permanent – fra at praktisere

efter overenskomsten, hvis fysioterapeuten er dømt for strafbart forhold af særlig alvorlig karakter, der anses for uforenelig med fysioterapeutens virke under overenskomsten. Hvis der er tale om en ejer, gives fysioterapeuten en frist på 6 måneder regnet fra meddelelsen af Landssamarbejdsudvalgets afgørelse til at forsøge at sælge sin praksis. Fysioterapeuten har i denne periode ret til at ansætte vikar. Efter de 6 måneder vil kapacitet/kapaciteterne gå tilbage til regionen uden yderligere, hvis der ikke er indgået aftale om overdragelse af kapacitet/kapaciteterne forinden.

Beslutning

Orienteringen taget til efterretning.

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-401-17

8. Eventuelt

Beslutning

Der er kommet afgørelse fra Danske Regioner omkring GLA:D Pakkeforløb. Informationen udsendes via Praksis.dk hurtigst muligt til alle fysioterapeuter, og udsendes også med referatet - vedhæftet som bilag til dette punkt. 

 

Tilbage til toppen