Abonnér

Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i Udvalg for nære sundhedstilbud
den 12. september 2018 kl. 09:00
i Center for Sundhed, Holstebro, mødelokale 2, 1. sal, Stationsvej 35, 7500 Holstebro

Alle medlemmer var mødt undtagen Lone Langballe, der havde meldt afbud.

 

Finn Thranum deltog efter behandlingen af punkt 1.

 

Mødet blev hævet kl. 12.00.


Sagnr.: 1-00-7-18

1. Besøg på Center for Sundhed Holstebro #

Sagsfremstilling

Udvalgsmødet den 12. september kl. 9.00-12.00 afholdes på Center for Sundhed, Holstebro, Stationsvej 35, 7500 Holstebro, mødelokale 2, 1. sal. Indgang gennem hovedindgangen.

 

Parkering ved Gråkjær Arena, Hostrupvej 27 eller Midt- og Vestjyllands Politis nye hovedkvarter, Stationsvej 74. De tre matrikler ligger i umiddelbar sammenhæng.

Kort er vedlagt.

 

Program:

 

Kl. 9.00-9.15: Generel intro til Center for Sundhed v/Jens Bejer Damgaard, sundhedschef, Holstebro Kommune

  • Hvilke kommunale funktioner
  • Visioner for det tværsektorielle samarbejde med region og almen praksis med udgangspunkt i Center for Sundhed.

 

Kl. 9.15-9.30: De somatiske funktioner v/Ida Gøtke, Hospitalsenheden Vest

  • Hvilke regionale funktioner
  • Ibrugtagningstidspunkt
  • Visioner og samarbejdsmuligheder med kommuner og almen praksis.

 

Kl. 9.30-9.45: Psykiatrien i Nordvest

  • Kort intro til projektet
  • Erfaringer siden opstart juni 2018
  • Udviklingsperspektiver.

 

Kl. 9.45-10.00: Opsamling og spørgsmål fra udvalget

 

Kl. 10.00-12.00: Ordinært udvalgsmøde.

Beslutning

Sundhedschef Jens Bejer Damgaard, Holstebro Kommune fortalte om de kommunale funktioner og om den daglige drift af Center for Sundhed. Herunder om forventningerne til, at det tætte samarbejde på tværs af kommune, almen praksis og region vil betyde positive effekter for kronikerindsatsen, sundhedsfremme og arbejdsmarkedsindsatsen.

 

Sygeplejefaglig direktør Ida Gøtke fortalte om de kommende regionale funktioner, som flytter ind i centret. Der er en forventning om, at samlingen af specialer i Sundhedscentret vil give synergieffekter, som vil komme borgere og patienter til gode. Endvidere forventes et stort potentiale ved, at onkologiske behandlinger og kontroller vil kunne foretages på Centret.

 

Direktør for Psykiatri og Social, Gert Pilgård Christensen, fortalte om projektet Psykiatrien Nord og de foreløbige erfaringer. Der er lige nu otte overnatningspladser, fem regionale og tre kommunale og et udgående akutteam. Projektet er unikt, fordi det involverer tre kommuner, almen praksis og regionen. Det er et projekt, som er drevet af fælles vilje og dialog.

 

 Lone Langballe og Finn Tranum var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-72-150-17

2. Drøftelse af praksisplan for speciallægepraksis #

Resume

Udvalg for nære sundhedstilbud havde på seneste møde en drøftelse af de overordnede rammer for speciallægepraksis. Udvalget besluttede, at drøftelsen skal fortsætte på et kommende møde

 

Drøftelsen skal bruges som afsæt til en ny praksisplan for speciallægepraksis.

Direktionen indstiller,

at udvalget fortsætter drøftelsen af pejlemærker og de overordnede rammer for speciallægepraksis.

Sagsfremstilling

På det seneste møde drøftede udvalget de overordnede rammer for speciallægepraksis. Det blev besluttet, at drøftelsen skal fortsætte på et kommende møde.

 

I henhold til overenskomst om speciallægehjælp skal regionen foretage en planlægning for tilrettelæggelsen af den ambulante speciallægebetjening i regionen. Praksisplanen er derfor et vigtigt planlægningsredskab for udviklingen af området de kommende fire år.

 

Planen skal med afsæt i regionsrådets sigtelinjer og målbillede blandt andet give svar på følgende spørgsmål:

 

  • Hvilken rolle skal speciallægepraksis spille i det nære og sammenhængende sundhedsvæsen?
  • Hvilke omstillingsinitiativer og udviklingsindsatser skal være omdrejningspunktet for de kommende fire år – og hvad skal der fokus på først? f.eks.:
  • Hvordan opnår vi mest mulig værdi for patienten?
  • Skal kapacitet tilpasses? Hvordan får vi mest muligt ud af den eksisterende kapacitet?
  • Samspillet mellem hospitaler, speciallægepraksis, almen praksis og kommuner?

 

Regionsrådet godkender praksisplanen, når den foreligger.

 

Praksisplanen fungerer som retningslinje for sager vedrørende praksisforholdene på speciallægeområdet i planperioden.

 

Sundhedsvæsenet står overfor en række udfordringer de kommende år med flere borgere med kroniske sygdomme, flere borgere med multisygdom og begrænset økonomi for regionen. Dette må også forventes at medføre et øges pres på speciallægepraksis.

 

Samtidig er sundhedsvæsenet under forandringer med øget fokus på det borgernære og samarbejdende sundhedsvæsen. Dette afspejles i økonomiaftalen mellem regeringen og regionerne for 2019, hvoraf det fremgår, at der skal være et større fokus på forebyggelse, tidlige indsatser og behandling uden for sygehusene.

 

Regionsrådet i Region Midtjylland har i løbet af foråret 2018 udarbejdet tværpolitiske sigtelinjer, som skal åbne for mulighederne for at realisere regionens mission om at bidrage til velfærd ved at fremme borgernes muligheder for sundhed, trivsel og velstand.

 

På denne baggrund ønskes en indledende drøftelse i udvalg for nære sundhedstilbud om:

  • Hvilken rolle skal speciallægepraksis spille i fremtidens sundhedsvæsen?
  • Hvilke pejlemærker skal være retningsgivende for udviklingen af speciallægepraksis de kommende fire år?

 

Formålet med drøftelsen er således at tænke i de store linjer med henblik på at give administrationen retning og ramme for det videre arbejde med udarbejdelse af et forslag til en praksisplan.

 

Proces

  • Udvalg for nære sundhedstilbud drøfter pejlemærker og de overordnede rammer for speciallægepraksis
  • Udkast til praksisplan udarbejdes
  • Udkastet drøftes i samarbejdsudvalget på speciallægeområdet
  • Udkastet behandles i udvalg for nære sundhedstilbud med henblik på udsendelse i høring – forventet januar 2019
  • Høringsperiode
  • Endeligt udkast behandles i udvalg for nære sundhedstilbud – forventet marts 2019
  • Udkastet vedtages af regionsrådet – forventet marts 2019.  

 

I forbindelse med udarbejdelsen af udkast til praksisplan vil en række aktører blive inddraget blandt andet hospitaler, specialeråd, praksiskonsulent for almen praktiserende læger samt repræsentanter fra de praktiserende speciallæger.

 

Kort om speciallægepraksis

Der er vedlagt et notat, som giver et overblik over speciallægepraksisområdet.

 

Nogle specialer (øjenlæger, øre-næse-halslæger og hudlæger) har en rolle, hvor de substituerer hospitalerne. Det vil sige, at det meste aktivitet på hovedfunktionsniveau foregår hos speciallægerne, og patienterne - næsten - altid skal forbi en praktiserende speciallæge, før der evt. henvises til hospitalsbehandling. Disse specialer har langt største volumen og er nogenlunde ligeligt fordelt i regionen

 

De øvrige specialer kan i højere grad betragtes som supplerende til hospitalerne, da aktiviteten i disse specialer oftest er den samme, som foregår i et hospitalsambulatorium. Det er den alment praktiserende læge, som sammen med patienten beslutter, hvor der skal henvises til. Blandt disse specialer er der nogle (f.eks. plastikkirurgi, ortopædkirurgi, pædiatri, børne- og ungdomspsykiatri, kardiologi og lungemedicin), hvor der er meget få praksis. Disse er hovedsageligt placeret i den østlige del af regionen.

 

Samarbejdsudvalget for speciallægepraksis har på møde den 20. juni 2018 haft mulighed for at komme med indledende input til arbejdet med den forestående praksisplan. Udvalget peger på følgende områder: Bedre udveksling af patientoplysninger mellem speciallægepraksis og hospitaler, fokus på samarbejdet mellem almen praksis og speciallægepraksis, bedre udnyttelse at it-muligheder i kommunikation med patienter og i forbindelse med behandlingen, bedre brug af patientrapporterede data og overvejelse om flere ydernumre.

Beslutning

Udvalg for nære sundhedstilbud drøftede de overordnede rammer for speciallægepraksis og blev enige om følgende pejlemærker:

 

  • Geografisk ligelig fordeling af de substituerende specialer (ex øre-nære-hals, hud, øjne)
  • Gradvis udfasning af de supplerende specialer, hvor ydernumre ikke kan besættes
  • Ønske om at speciallægepraksis indgår i sundhedshuse
  • Faglighed udvikling herunder understøttelse af faglige fællesskaber
  • Styrke sammenhængen til det øvrige sundhedsvæsen – både i samarbejdet om den enkelte patient men også i opgavefordelingen
  • Fokus på hvad der giver værdi for patienten

 

Det blev aftalt, at administrationen afdækker, hvilke økonomiske undersøgelser der allerede foreligger på området, som forelægges udvalget. Herunder redegøre for erfaringerne fra akkrediteringsrunderne.

 

Lone Langballe var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tidligere Politisk Behandling

Møde i udvalg for nære sundhedstilbud den 8. august 2018.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-402-17

3. Drøftelse af ny praksisplan for psykologer #

Resume

Ifølge Overenskomst om psykologhjælp § 5 stk. 1 skal regionen udarbejde en samlet praksisplan for psykologpraksis i regionen, der skal godkendes af regionsrådet. Planen skal indgå i den øvrige sundhedsplanlægning i regionen.

Direktionen indstiller,

at rammer og pejlemærker drøftes i forhold til det videre arbejde med praksisplanen for psykologer.

Sagsfremstilling

Af overenskomst om psykologhjælp fremgår det, at regionen skal udarbejde en praksisplan for tilrettelæggelsen af det fremtidige psykologtilbud i regionen.

 

Overenskomsten for psykologhjælp fastsætter en række kriterier i praksisplanlægningen, der skal danne grundlag for regionens beslutninger på området for psykologer:

  • Behandlingskapacitet
  • Placering af ydernumre
  • Udviklingen i samarbejdet med øvrige sundhedstilbud
  • Kvalitetsudvikling.

 

Ovenstående punkter er elementer, der vil være en del af den nye praksisplan for psykologer. Derudover vil der i arbejdet med praksisplanen tages afsæt i Region Midtjyllands målbillede.

 

Formålet med denne drøftelse er at give udvalg for nære sundhedstilbud samt psykiatri- og socialudvalget mulighed for at drøfte pejlemærker og rammer tidligt i arbejdet med praksisplanen.

 

Processen for arbejdet med praksisplan for psykologer:

  • 12. september 2018: Rammer, visioner og mål for praksisplanen drøftes i udvalg for nære sundhedstilbud samt psykiatri- og socialudvalget
  • Oktober 2018-januar 2019: Udkast til praksisplanen udarbejdes
  • 13. marts 2019: Udkast til praksisplanen forelægges udvalg for nære sundhedstilbud samt psykiatri- og socialudvalget med henblik på at sende udkastet i høring
  • Medio marts 2019-ultimo april 2019: Høringsperiode
  • Forventeligt 26. juni 2019: Praksisplanen godkendes endeligt i regionsrådet.

 

Der er nedsat en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra administrationen og to psykologer, som er indmeldt fra Samarbejdsudvalget for psykologer. Arbejdsgruppens opgave er at udarbejde et udkast til praksisplanen, som efterfølgende skal politisk godkendes i henholdsvis udvalg for nære sundhedstilbud samt psykiatri- og socialudvalget. Praksisplanen skal endeligt godkendes i regionsrådet, når den foreligger. Arbejdsgruppen vil tage afsæt i drøftelserne i udvalg for nære sundhedstilbud og psykiatri- og socialudvalget i forhold til rammer og retning for det videre arbejde med praksisplanen.

 

Der er vedlagt et baggrundsnotat om psykologområdet i Region Midtjylland.

 

Drøftelse i Samarbejdsudvalget for psykologer

På møde den 21. august 2018 pegede Samarbejdsudvalget for psykologer på nedenstående områder, der bør være fokus på i det videre arbejde med praksisplanen.

 

Samarbejdsudvalget ønsker, at der ved udarbejdelse af praksisplanen skal være fokus på det tværsektorielle samarbejde med kommunerne, almen praksis samt psykiatrien. I forhold til det øgede fokus på samarbejdet med psykiatrien ønsker samarbejdsudvalget, at der tages hensyn til det patientfællesskab, der deles mellem privatpraktiserende psykologer og psykiatrien. Der skal i den forbindelse være fokus på bedre kommunikationslinjer på tværs.

 

Derudover ønskes der fokus på udskrevne patienter fra psykiatrien, hvor samarbejdsudvalget lægger vægt på, at psykologerne med fordel kan spille en rolle i opfølgningen af de udskrevne patienter.

 

Samarbejdsudvalget ser derudover gerne fokus på patienttilfredshedsundersøgelser i den fremtidige kvalitetsudvikling.

Beslutning

Udvalg for nære sundhedstilbud drøftede rammer og pejlemærker i forhold til det videre arbejde med praksisplanen for psykologer.

 

Udvalget bemærkede, at der skal fokus på sammenhængen til det øvrige sundhedsvæsen herunder den faglige kvalitet. Endvidere ønsker udvalget, at der arbejdes på en mere proaktiv tilgang til kapacitetsstyring.

 

Lone Langballe var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-149-18

4. Orientering om status for projekter under pulje til etablering af læge- og sundhedshuse samt godkendelse af indtægts- og anlægsbevilling vedrørende projekt i Skive Sundhedshus

Resume

Region Midtjylland har i maj 2018 fået delvist tilsagn fra Sundheds- og Ældreministeriet til fire ud af 11 ansøgte projekter under Pulje til etablering af læge- og sundhedshuse. Der orienteres i denne sag om status for de fire projekter, herunder igangværende dialog med projekt-interessenter.

Direktionen indstiller,

at orientering om status for projekter tages til efterretning, og

 

at der gives indtægts- og anlægsbevilling til projekt i Skive Sundhedshus jf. tabel 1.

Sagsfremstilling

Sundheds- og Ældreministeriet tildelte i maj 2018 støtte til fire af de ansøgninger, som Region Midtjylland havde indsendt til Pulje til etablering af læge- og sundhedshuse tidligere på året. Der var ved alle fire projekter kun tale om delvist tilsagn om finansiering fra puljen og med en forudsætning om, at Region Midtjylland anviste den resterende finansiering indenfor eksisterende budget. Der er via dialog med ministeriet åbnet op for, at omfanget af det enkelte projekt kan reduceres for at tilpasse til størrelsen af tilsagnet og dermed begrænse eller fjerne behovet for medfinansiering fra regionen eller tredjepart. Nedenfor beskrives den aktuelle status for de fire projekter, som har modtaget delvist tilsagn.

 

Skive Sundhedshus

Projektet er blevet reduceret, således at budgettet svarer til tilsagnet om midler fra puljen, 3,35 mio. kr. Der er således ingen regional medfinansiering til projektet i Skive Sundhedshus, som nu omfatter to delprojekter:

 

  • Etablering af klinik med tværsektorielle tilbud til borgere med kronisk sygdom - Åndedrætsklinik - med et samlet budget på 2,89 mio. kr., samt
  • Videokonferenceudstyr til mødeafholdelse og sparring mellem personale i Skive Sundhedshus og personale på Regionshospitalet Viborg og Regionshospitalet Hammel Neurocenter, budget 0,46 mio. kr.

 

Ministeriet har den 8. august 2018 godkendt det reducerede projekt, som således kan gennemføres udelukkende for det statslige tilskud og uden regional eller kommunal medfinansiering. Projektet forventes gennemført i indeværende år.

 

Se tabel 1 for indtægts- og udgiftsbevilling.

 

Der planlægges efter at genansøge om midler til et af de delprojekter, som var indeholdt i den oprindelige ansøgning men som ikke modtog tilsagn; Indretning af lokaler til øre-, næse- og halslæge i Skive Sundhedshus, i forbindelse med den forventede 2. ansøgningsrunde.

 

Lemvig Sundhedshus

Der blev givet tilsagn om 2,7 mio. kr. fra etableringspuljen til projekter i Lemvig Sundhedshus. Tilskuddet fra puljen er øremærket to delprojekter og udgør 50 % af det ansøgte beløb til etablering af lokaler til praksisformål samt udstyr. Det blev på regionsrådets møde den 27. juni 2018 besluttet, at Region Midtjylland bidrager med 1,0 mio. kr. til projektets realisering, og den samlede finansieringsmulighed udgør dermed 3,7 mio. kr. Projektbeskrivelsen er tilrettet det reducerede budget og genfremsendt til ministeriet primo juli 2018, med nedenstående to delprojekter.

 

  • Etablering af tidssvarende lokaler og faciliteter til almen praksis, med et budget på 3,4 mio. kr. samt
  • Indkøb af tele- og videokonferenceudstyr med et budget på 0,3 mio. kr.

 

Den reviderede projektbeskrivelse er ikke godkendt af ministeriet endnu, idet den fortsat er på et overordnet niveau, og der er derfor ikke lavet endelig tidsplan samt udspecificeret budget for projektet. Endeligt projektmateriale afventer igangværende drøftelser omkring etablering og udvikling af et samlet sundhedshus samt afklaring af, hvilke aktiviteter dette vil omfatte. Der afholdes i efteråret 2018 et politisk møde mellem Region Midtjylland og Lemvig Kommune, hvor Region Midtjylland ønsker at drøfte etableringen og udviklingen af et samlet Sundhedshus med Lemvig Kommune. På et møde den 20. august 2018 i Styregruppen for Akuthus Lemvig, hvor Lemvig Kommune, Hospitalsenheden Vest og administrationen var repræsenteret, blev den videre proces drøftet. Det er aftalt, at der udarbejdes et kommissorium for en styregruppe for et samlet Lemvig Sundhedshus, som skal drøftes på det politiske møde i efteråret 2018.

 

En samlet styregruppe skal omfatte alle udviklingsprojekter, der berører Regionshospitalet Lemvig, hvorved den fungerende styregruppe for akuthuset påtænkes nedlagt og optaget i den nye styregruppe.

 

Det er aftalt med ministeriet, at der indsendes en revideret projektbeskrivelse senere på året.

  

Det forventes, at projektet gennemføres inden udgangen af 2019.

 

Skanderborg Sundhedshus

Ministeriet meddelte i forbindelse med 1. ansøgningsrunde tilsagn på 3,07 mio. kr. til de ansøgte projekter i Skanderborg Sundhedshus, hvilket kun udgør 25 % af det ansøgte beløb. Muligheder for at finde restfinansiering til det oprindelige projekt er undersøgt, og der er ikke fundet tilstrækkelig finansiering. Der pågår fortsat drøftelser omkring muligheden for at tilpasse projektet de tildelte midler med de relevante parter, herunder har der været dialog med Skanderborg Kommune. Skanderborg Kommune er positive overfor projektet, men ser ikke mulighed for kommunal medfinansiering. Skanderborg Kommune har dog åbnet op for, at kommunale lejemål i Sundhedshuset kan lediggøres og/eller flyttes til anden placering, hvis dette kan understøtte en alternativ og billigere løsning for etablering af et nyt lejemål til en større praksis for Familielægerne i Sundhedshuset.

 

Hvis der kommer positive tilbagemeldinger om at gå videre med et projekt, arbejdes der efter, at et fornyet projektmateriale samt indtægts- og anlægsbevilling kan forelægges regionsrådet i november 2018.  

 

Projekter i Aarhus

I Aarhus blev der søgt til tre forskellige projekter, henholdsvis Psykiatriens hus, Gellerup Sundhedshus og en flerlægepraksis i MarselisborgCentret. Der blev givet 50 % finansiering til de tre projekter, i alt 18,425 mio. kr. Det er efterfølgende aftalt med ministeriet, at Gellerup Sundhedshus administreres af Aarhus Kommune og fremadrettet vil blive behandlet separat af de to øvrige projekter. Regionsrådet godkendte den 27. juni 2018 at modtage pulje-finansiering til de to regionalt administrerede delprojekter. Ministeriet har den 8. august 2018 bekræftet accepten.

 

Det samlede budget for Psykiatriens hus udgør 16,45 mio. kr., heraf finansieres 6,725 mio. kr. fra puljetilsagnet. Den resterende finansiering blev godkendt på regionsrådets møde den 22. august 2018. Aarhus Kommune, MarselisborgCentret og Region Midtjylland bidrager alle til projektet. Region Midtjyllands finansiering afholdes af Psykiatriens rammebevilling til bygningsvedligehold med 4,362 mio. kr. fordelt i 2018 og 2019.

 

Flerlægepraksis på MarselisborgCentret

Det ansøgte beløb til etablering af flerlægepraksis på MarselisborgCentret er 5,9 mio. kr. og ministeriet har givet tilsagn om 2,95 mio. kr. til projektet. MarselisborgCentret bidrager med 2 mio. kr. til medfinansiering af projektet, hvorfor det samlede budget er 4,95 mio. kr. Der arbejdes på nuværende tidspunkt på udarbejdelse af revideret projektbeskrivelse samt detaljeret tidsplan og budget. Dette vil blive fremsendt til ministeriet i løbet af september 2018 med henblik på at få endelig godkendelse af projektet. Det forventes derfor, at regionsrådet vil blive forelagt indtægts- og anlægsbevilling vedrørende dette projekt på mødet i oktober 2018.

Beslutning

Udvalg for nære sundhedstilbud indstiller til forretningsudvalget,

 

at orientering om status for projekter tages til efterretning, og

 

at der gives indtægts- og anlægsbevilling til projekt i Skive Sundhedshus jf. tabel 1.

 

Lone Langballe var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tidligere Politisk Behandling

Regionsrådsmødet den 27. juni 2018, godkendelse af accept af tilskud til pulje til etablering af læge- og sundhedshuse samt godkendelse af reviderede projekter.

 

Regionsrådsmødet den 22. august 2018, godkendelse af projektforslag og anlægsbevilling til Psykiatriens Hus i Aarhus.

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-01-72-6-18

5. Godkendelse af praksisplan for fodterapi

Resume

Der er udarbejdet udkast til ny praksisplan for fodterapi. Udkastet har været forelagt samarbejdsudvalget for fodterapeuter med henblik på bemærkninger fra fodterapeuterne og er efterfølgende sendt i høring af udvalg for nære sundhedstilbud.

 

Udkastet til ny praksisplan samt indkomne høringssvar og bemærkninger fra fodterapeuterne i samarbejdsudvalget forelægges regionsrådet med henblik på, at praksisplanen godkendes.

Direktionen indstiller,

at udkast til ny praksisplan for fodterapi godkendes.

Sagsfremstilling

Baggrund

Af § 7 i aftale om fodterapi fremgår det, at regionen skal udarbejde en plan for den fremtidige fodterapeutiske dækning i regionen. Praksisplanen skal understøtte en hensigtsmæssig kapacitetsplanlægning, samarbejdet mellem fodterapipraksis og det øvrige sundhedsvæsen samt kvalitetsudvikling i fodterapipraksis. I overensstemmelse med overenskomsten har udkastet til ny praksisplan for fodterapi været forelagt samarbejdsudvalget for fodterapeuter med henblik på bemærkninger fra fodterapeuterne.

 

Udkast til ny praksisplan er efterfølgende sendt i høring i perioden 26. april 2018 til 4. juni 2018 af udvalg for nære sundhedstilbud. Det er vurderingen, at de indkomne høringssvar ikke har givet anledning til tilretning af udkastet til den ny praksisplan.

 

Praksisplanen samt indkomne høringssvar og bemærkninger fra fodterapeuterne i samarbejdsudvalget forelægges regionsrådet med henblik på, at praksisplanen godkendes.

 

Overordnede anbefalinger og initiativer

Praksisplanen indeholder anbefalinger og initiativer i forhold til tre områder: kapacitet på fodterapiområdet, samarbejde og kommunikation med det øvrige sundhedsvæsen samt kvalitetsudvikling i fodterapipraksis. Nedenfor fremgår de væsentligste anbefalinger.

 

Kapacitet på fodterapiområdet

I forbindelse med udarbejdelse af praksisplanen er der udarbejdet en kapacitetsanalyse med henblik på at vurdere den fodterapeutiske dækning i regionen. Analysen viser, at Region Midtjylland har 8.072 indbyggere pr. kapacitet, mens landsgennemsnittet er 5.882 indbyggere pr. kapacitet. Dækningen er lavere i den vestlige del af regionen. Det vurderes dog, at Region Midtjylland trods færre fodterapeuter pr. indbygger end landsgennemsnittet har en rimelig fodterapeutisk dækning men med geografiske udsving.

 

Manglende adgang til fodterapeutiske ydelser kan medføre, at borgere fravælger behandling eller søger behandling hos fodterapeuter uden ydernummer, hvor fodterapeuten ikke er forpligtet til at efterleve overenskomstens kvalitets- og servicekrav. Det anbefales derfor, at kapaciteten på området for fodterapi fremadrettet følges tæt gennem de årlige overenskomstbestemte kapacitetsvurderinger. Eventuelle udvidelser skal besluttes af regionsrådet og vil ske under hensyntagen til regionens budgetmæssige muligheder.

 

I relation til ovenstående er det relevant at bemærke, at der som en del af Steno Diabetes Center Aarhus er bevilget midler til en oprustning af den fodterapeutiske indsats. Der etableres blandt andet et tilbud om sammedagsscreening i hospitalsregi, hvor diabetespatienter udover fødder også bliver screenet for andre komplikationer. Tilbuddet er rettet mod alle personer med diabetes i regionen uanset bopæl og etableres som et treårigt udviklingsprojekt med forventet start i 2019. Det vurderes herefter, om projektet skal videreføres.

 

Tilbuddet betyder, at nogle af de patienter, som i dag får foretaget den årlige fodscreeningsundersøgelse i fodterapipraksis, i projektperioden vil få foretaget den i hospitalsregi. I forbindelse med fastlæggelsen af modellen vurderes det, hvilken kapacitetsmæssig betydning det vil få for fodterapipraksis.

 

Samarbejde og kommunikation med det øvrige sundhedsvæsen

I Region Midtjylland er visionen, at borgere skal opleve et sammenhængende forløb med afsæt i en veldefineret opgavefordeling. Fodterapipraksis spiller en vigtig rolle i det nære og sammenhængende sundhedsvæsen og skal derfor integreres i samarbejdet med det øvrige sundhedsvæsen. For at understøtte det vil der i praksisplanperioden blandt andet blive igangsat følgende initiativer:

 

  • Udvikling og sikring af kommunikation og samarbejde om den diabetiske fod.
  • I regi af Steno Diabetes Center Aarhus vil der blive tilbudt undervisningsforløb og kompetenceudvikling til sundhedsprofessionelle herunder fodterapeuter.
  • Ved vurdering af nynedsættelser samt ansøgning om flytning af praksis vil ønsket om at fremme praksisfællesskaber og sundhedshuse indgå som et kriterium.

 

Kvalitetsudvikling i fodterapipraksis

Praksisplanen skal understøtte, at de praktiserende fodterapeuter har fokus på kvaliteten i behandlingen samtidig med, at de skal arbejde med læring og forbedring samt systematisk kvalitetsudvikling. Det vil blandt andet ske igennem følgende initiativer:

 

  • Det foreslås, at der i praksisplanperioden gøres forsøg med en praksiskonsulent for fodterapi, som skal bidrage til kvalitetsudvikling og styrke samarbejde i praksissektoren samt relevante dele af sekundærsektoren.
  • I praksisplanperioden vil der blive taget initiativ til at få udbredt kendskabet til utilsigtede hændelser, og hvordan de kan anvendes til læring.
  • I praksisplanperioden vil der blive taget initiativ til at søge Kvalitets- og Efteruddannelsesfonden om midler til efteruddannelse med henblik på at sikre, at fodterapeuterne er på forkant med den nyeste faglige viden.

 

Høringssvar

Indkomne høringssvar samt bemærkninger til praksisplanen fra fodterapeuterne i samarbejdsudvalget er vedlagt. Nedenfor fremgår de væsentligste bemærkninger.

 

Fodterapeuterne i samarbejdsudvalget og Danske Fodterapeuter bemærker, at de ikke kan tilslutte sig udkastet til praksisplanen særligt fordi kapacitetsudfordringerne i regionen ikke håndteres tilstrækkeligt. Herudover bemærkes det, at nye initiativer fra overenskomsten ikke er medtaget, og at de foreslåede indsatser i praksisplanen ikke er konkretiseret.

 

Blandt øvrige høringssvar er der opbakning til praksisplanen men med bemærkninger vedrørende behov for at øge kapaciteten samt behov for at konkretisere arbejdet med anvendelse af årsstatus i sekundær sektoren.

 

I forhold til bemærkningerne vedrørende kapaciteten kan der henvises til, at kapacitetsanalysen viser, at der i Region Midtjylland leveres omkring det samme antal ydelser pr. indbygger indenfor overenskomsten som på landsplan på trods af færre fodterapeuter. Ydermere viser analysen, at i alle kommuner i regionen kan borgerne få tid til behandling hos fodterapeut indenfor maksimalt fire uger. Endeligt vil fodterapiområdet fremadrettet sandsynligvis tilføres mere kapacitet som følge af tilbuddet om sammedagsscreening i regi af Steno Diabetes Center Aarhus.   

 

I forhold til bemærkningerne vedrørende manglende konkretisering af initiativerne anbefales det i praksisplanen, at der gøres forsøg med en praksiskonsulent for fodterapi, som skal bidrage til at konkretisere de foreslåede indsatser i planen.

Beslutning

Udvalg for nære sundhedstilbud besluttede, at sagen udsættes med henblik på ydereligere belysning.

 

Lone Langballe var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-101-27-13

6. Godkendelse af Sundhedsberedskabsplan 2018-2021

Resume

Region Midtjyllands Sundhedsberedskabsplan 2018-2021 har været i høring fra 17. maj til 6. august 2018, og tilbagemeldingerne fra blandt andet kommuner, politi, Beredskabsstyrelsen og Sundhedsstyrelsen er positive. Efter regionsrådets godkendelse vil planen blive implementeret i koncernen.

 

Sundhedsberedskabsplanen beskriver, hvordan regionen løser beredskabsopgaver i en krisesituation, og hvordan regionen styrer organisationen gennem krisen. Planen dækker hele forløbet, det vil sige, fra der f.eks. ringes 112, til regionen er tilbage til normal drift. Planen sikrer, at regionen under en beredskabshændelse som f.eks. terror fungerer som ét hospital, hvor der er sammenhæng mellem regionens enheder og eksterne samarbejdspartnere.

Direktionen indstiller,

at udkast til Sundhedsberedskabsplan 2018-2021 godkendes.

Sagsfremstilling

Implementering af sundhedsberedskabsplanen

Sundhedsberedskabsplanen beskriver Region Midtjyllands sammenhængende sundhedsberedskab. Planen beskriver, hvordan regionen på tværs af hospitaler, myndigheder m.v. samarbejder i krisesituationer.

 

Med denne plan udvikler regionen sit sundhedsberedskab. Det betyder, at der vil være nogle nye tiltag, som skal implementeres i den kommende tid. Planen lægger blandt andet op til et regionalt koncept for uddannelse og øvelser, sammenlægning af krisestabe samt beredskab for krisekommunikation. Der vil være en indkøringsperiode i forhold til at få justeret forretningsgange og øvet nye snitflader m.v. Derudover vil der være fokus på at bruge klyngesamarbejdet til at styrke samarbejdet med kommunerne i forhold til sundhedsberedskabet.

 

Sundhedsberedskabsplanen vil blive afprøvet ved øvelser og konkrete situationer. Planen ajourføres derfor løbende efter behov på baggrund af evalueringer og erfaringer. Planen skal godkendes af regionsrådet minimum i hver valgperiode.  

 

Ét samlet sundhedsberedskab

Region Midtjylland har et harmoniseret og koncerndækkende sundhedsberedskab. Høringen af regionens Sundhedsberedskabsplan 2018-2021 har vist, at regionens samarbejdspartnere på beredskabsområdet støtter op om den metode og måde, som Region Midtjylland har planlagt at kunne håndtere kriser og beredskabshændelser på.

 

Region Midtjylland har haft et udkast til Sundhedsberedskabsplan 2018-2021 i høring fra den 17. maj til den 6. august 2018 hos

  • De tre politikredse i regionen (Midt- og Vestjyllands Politi, Østjyllands Politi og Sydøstjyllands Politi)
  • 19 kommuner
  • Lægeforeningen Midtjylland
  • Beredskabsstyrelsen
  • Tilgrænsende regioner (Region Nordjylland og Region Syddanmark)
  • Styrelsen for patientsikkerhed
  • Sundhedsstyrelsen.

 

Der er modtaget 14 høringssvar (oversigt over høringsvar er vedlagt). Der er tale om positive tilbagemeldinger på planen, og især kan svaret fra Sundhedsstyrelsen fremhæves (vedlagt). Høringssvarene kommer med en række forslag til justeringer og optimeringer, som så vidt muligt er indarbejdet i vedlagte udkast til Sundhedsberedskabsplan 2018-2021.

 

Som opfølgning på hospitalsudvalgets møde den 10. september 2018 kan administrationen orientere om, at Region Midtjyllands sundhedsberedskab som udgangspunkt ikke dækker beredskabshændelser på vand. Ved beredskabshændelser og ulykker på vand, er det JRCC, Joint Rescue Coordination Center (Forsvaret), der har ansvaret. JRCCs hovedopgave er at koordinere operationer vedrørende nødsituationer i luftrummet eller på havet, samt at yde assistance til nødstedte eller forsvundne personer på havet og i luftrummet. Region Midtjylland samarbejder med JRCC og vil som udgangspunkt tage i mod patienter på landjorden. Region Midtjylland har ikke umiddelbart ressourcer til indsættelser på vand. Men i særlige tilfælde, i samarbejde med JRCC, kan der flyves eller sejles præhospital støtte og hjælp ud til skibe m.v.

Beslutning

Udvalg for nære sundhedstilbud indstiller til forretningsudvalget,

 

at udkast til Sundhedsberedskabsplan 2018-2021 godkendes.

 

Lone Langballe var forhindret i at deltage i sagens behandling. 

Tidligere Politisk Behandling

Regionsrådet godkendte den 23. august 2017 et høringsudkast til en ny sundhedsberedskabsplan for 2017-2021.  

 

Regionsrådet godkendte den 15. december 2017, at den nuværende sundhedsberedskabsplan 2013-2017 forlænges til medio 2018, og at der bliver udarbejdet et nyt udkast til Sundhedsberedskabsplan for 2018-2021.

 

Hospitalsudvalget, udvalg for nære sundhedstilbud og psykiatri- og socialudvalget godkendte i maj 2018 at sende udkast til Sundhedsberedskabsplan 2018-2021 i administrativ høring.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-72-155-17

7. Steno Diabetes Center Aarhus og snitfladerne med det øvrige sundhedsvæsen #

Resume

Udvalg for det nære sundhedsvæsen har på mødet den 13. juni 2018 efterspurgt oplysninger om ansvarsfordelingen på type 2-diabetes patienter, særligt i relation til Steno Diabetes Center Aarhus (SDCA) og konsekvenserne for regionens hospitaler.

Direktionen indstiller,

at orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Steno Diabetes Center Aarhus

Steno Diabetes Center Aarhus er etableret pr. 1. januar 2018 i et samarbejde mellem Region Midtjylland og Novo Nordisk Fonden med det formål at styrke diabetesindsatsen til gavn for diabetespatienter i hele Region Midtjylland.

 

Aftalen om Steno Diabetescenter Aarhus omfatter blandt andet, at centret igennem sit virke bidrager til samarbejde, behandling, forebyggelse, forskning og uddannelse i hele Region Midtjylland. Centret skal udvikle behandlingen inden for diabetes igennem nye behandlingstilbud, hvortil patienter kan henvises fra hele regionen.

 

Steno Diabetes Center Aarhus vil tilbyde behandlingstilbud til diabetes type 1 og 2 patienter, og patientgrundlaget er som udgangspunkt estimeret til at være 8.000 patienter, hvilket består af fire forskellige dele:

  1. Det aktuelle patientunderlag ved Aarhus Universitetshospital (4.800 patientforløb)
  2. Vækst i patientunderlaget ved Aarhus Universitetshospital frem til 2022 (1.000 patientforløb)
  3. Patienter bosat i regionshospitalernes optageområder, som fremover tilbydes henvisning til specialklinikkerne og de øvrige supplerende behandlingstilbud ved Steno Diabetes Center Aarhus (1.400 patientforløb)
  4. Patienter bosat i regionshospitalernes optageområder, der vælger at modtage behandling på Steno Diabetes Center Aarhus i henhold til det frie sygehusvalg (800 patientforløb).

 

De 8.000 årlige patientforløb er baseret på, at der i Region Midtjylland årligt behandles ca. 13.000 (2016-niveau) diabetespatienter i hospitalsregi.

 

Aftalegrundlaget mellem Novo Nordisk Fonden og Region Midtjylland tager højde for overenskomstaftalen med almen praksis, og der skal således løbende være en drøftelse af håndteringen heraf.

 

Steno Diabetes Center Aarhus vil aktivt promovere centrets tilbud, hvilket forventes at foranledige, at en del patienter aktivt vil vælge at blive behandlet på centret. Det er derfor forbundet med en vis form for usikkerhed i forhold til centrets betydning for, hvor mange type 2-diabetes  patienter der vælger at flytte deres behandling fra de praktiserende læger og regionshospitalerne til Steno Diabetes Center Aarhus. 

 

De supplerende behandlingstilbud ved centret vil ofte være en integreret del af et samlet patientforløb, som ikke kan foregå isoleret fra den øvrige diabetesbehandling (standardbehandlingen). For at undgå usammenhængende patientforløb vil de patienter, som henvises til Steno Diabetes Center Aarhus således modtage både den supplerende behandling og standardbehandling ved Steno Diabetes Center Aarhus. Dermed flyttes standardbehandlingen fra regionshospitalerne til centret i den periode, hvor patienten er tilknyttet specialklinikken. Efter forløbet ved centret kan patienten fortsætte sit behandlingsforløb ved centret eller vælge at blive henvist til viderebehandling ved det lokale regionshospital.

 

I forbindelse med aftalen om Steno Diabetes Center Aarhus blev det estimeret, at sammenlagt ca. 2.200 patienter vil overgå fra behandling ved regionshospitalerne til SDCA, når centret er i fuld drift. Ændringerne i behandlingsstrukturen svarer til, at ca. 20 % af regionshospitalernes patienter overgår til behandling ved Steno Diabetes Center Aarhus.

 

Steno Diabetes Center Aarhus' betydning for behandlingen af diabetes type 2

Oprettelsen af SDCA betyder følgende for behandlingen af type 2-diabetes  i Region Midtjylland: 

 

  • Diabetesbehandlingen vil fremover foregå både på det kommende Steno Diabetes Center Aarhus, Region Midtjyllands hospitaler og hos almen praksis. Regionshospitalerne vil således fortsat varetage den del af behandlingen af type 2-diabetes, som ikke flyttes til almen praksis som følge af den nye overenskomst.  
  • En del af regionshospitalernes type 2-diabetes patienter vil fremover blive tilbudt henvisning til SDCA i forbindelse med centerets nye supplerende behandlingstilbud.
  • På Aarhus Universitetshospital vil hele den standardiserede behandling af type 2-diabetes  overgå til behandling på SDCA.
  • Patienterne på regionshospitalerne kan frit vælge, om de ønsker henvisning til Steno Diabetes Center Aarhus eller foretrækker at fortsætte i behandlingsforløb ved det lokale regionshospital.

Beslutning

Udvalg for nære sundhedstilbud tog orienteringen til efterretning.

 

Lone Langballe var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-7-18

8. Gensidig orientering #

Sagsfremstilling

Gensidig orientering. 

Beslutning

Administrationen orienterede om aktuelle lægedækningssager.

 

Administrationen orienterede om opdateret mødeplan med temaer.

 

Lone Langballe var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen