Abonnér

Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i Udvalg for nære sundhedstilbud
den 3. marts 2021 kl. 08:30
i Regionshuset Viborg, konference 1, Skottenborg 26, 8800 Viborg

Alle var mødt, undtagen John G. Christensen, der havde meldt afbud.

 

Mødet blev hævet kl. 12.50.


Sagnr.: 1-00-2-21

1. MANDAT - Et spil om politisk ledelse af offentlig innovation #

Sagsfremstilling

MANDAT er et spil, der handler om politisk ledelse af offentlig innovation. Formålet med spillet er at få en større forståelse af, hvad politisk ledelse af innovations- og udviklingsprocesser er og hvad det indebærer.


Gruppeformandskredsen har besluttet, at Region Midtjylland skal afprøve MANDAT som en mulighed for at sætte innovation på dagsordenen, og det er efterfølgende besluttet, at afprøvningen af spillet skal ske i udvalg for nære sundhedstilbud.


MANDAT er udviklet af Center for Offentlig Innovation for at gøre politikere og administration mere fortrolige med politisk ledelse og deltagelse i offentlig innovation. Idéen bag spillet er, at deltagerne gennem spillet får indblik i både processen og nogle af de aktiviteter og benspænd, der kan være på vejen i en innovationsproces. Omdrejningspunktet for spillet er derfor, hvordan man kan give både politikere og administration anledning til dialog, refleksion og ny viden om centrale forhold, barrierer og styrker i innovationsarbejdet.


Spillet indbyder til dialoger om, hvordan den politisk ledelse af offentlig innovation kan foregå – fra man står med en udfordring, man ikke kender løsningen på, og til man er klar til at implementere den nye løsning og hente gevinsten hjem. Spillet tager udgangspunkt i en udfordring, som formuleres af udvalget.


MANDAT er stadig i testfasen, og bliver løbende afprøvet af politikere og administration i kommuner og regioner. Lotte Rømer Grove og Niels Johan Ulrik Jakobsen fra Center for Offentlig Innovation vil deltage som spilstyrere. Efterfølgende vil Center for Offentlig Innovation iværksætte nogle kommunikationsindsatser, ligesom der skal laves en evaluering i forhold til udvalgets oplevelse af spillet.


Det bemærkes, at såfremt udvalgsmødet afholdes virtuelt udgår dette punkt af dagsorden.

Beslutning

Lotte Rømer Grove og Niels Jakobsen fra Center for Offentlig Innovation agerede spilstyrere, og ledte udvalget gennem spillet.


Indledningsvist konkretiserede udvalget den udfordring, der blev spillet ud fra. Udfordringen kom til at lyde: Hvordan får vi styrket et fælles populationsansvar, når vi flytter flere sundhedstilbud tættere på borgerne?


Opstarten af spillet omhandlede valg af tilgang, tidsperspektiv for at ville se resultater, finansiering af innovationsarbejdet og prioritering af bundlinjer.


I fase 1 omhandlede det at sætte retning, og at mobilisere opbakning til innovationsarbejdet. Udvalget arbejdede med handlingskort, der havde fokus på samspillet med borgere, foreninger og virksomheder og på genbrug af andres løsninger.


Det blev ligeledes drøftet, hvornår i processen det er væsentligt, at politikerne er samstemte for at sikre de bedste rammer for det videre forløb.


Det er aftalt, at udvalget deltager i en efterfølgende evaluering af spillet.


John G. Christensen var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-72-34-19

2. Godkendelse af ny fødeplan

Resume

I forlængelse af høringsproces fremlægges revideret udkast til ny fødeplan for Region Midtjylland med henblik på endelig godkendelse. Fødeplanen har et forebyggende og helhedsorienteret perspektiv på svangreomsorgen og indeholder en række anbefalinger og fokusområder, som i de kommende år skal danne rammen om den fortsatte udvikling af området.

Direktionen indstiller,

at udkast til fødeplan for Region Midtjylland godkendes med de ændringer, der er foreslået på baggrund af høringen.

Sagsfremstilling

Fødeplanen har et forebyggende og helhedsorienteret perspektiv på svangreomsorgen. Udover at sikre udmøntningen af lovgivningsmæssige krav samt nationale faglige anbefalinger vedrørende svangreomsorgen tager fødeplanen udgangspunkt i en række centrale mål og pejlemærker for den tværfaglige og tværsektorielle indsats, der skal understøtte et nært og sammenhængende sundhedsvæsen i Midtjylland.


Samtidig giver planen et overblik over de gældende tilbud hos almen praksis, i kommunerne og på hospitalerne samt organiseringen af det tværsektorielle og tværfaglige samarbejde, der udgør en grundsten i den samlede indsats omkring graviditet, fødsel og barselsperiode indtil ca. én uge efter barnets fødsel. Der lægges med den nye plan blandt andet op til en differentiering, hvor forløbet for den enkelte gravide/det enkelte par tilrettelægges så individuelt som muligt. Der lægges i planen vægt på bl.a. understøttelse af mestring og selvhjulpenhed, fælles beslutningstagning og øget brug af digitale løsninger. Samtidig er der fortsat et særligt fokus på de sårbare gravide og sårbare familier.


Fødeplanen indeholder en række anbefalinger og fokusområder, som i de kommende år skal danne rammen om den fortsatte udvikling af svangreomsorgen i Midtjylland. Dette omfatter blandt andet, at udviklingen i aktivitet og kapacitetsbehov følges, herunder i lyset af en forventning om stigende fødselstal samt en i forvejen høj kapacitetsudnyttelse i særligt Aarhus og det østjyske område.


Om høringssvarene

Der er indkommet i alt 21 høringssvar. En række høringssvar har givet anledning til at indarbejde forslag til ændringer i teksten (formuleringsændringer, faktuelle rettelser og supplerende/uddybende oplysninger og beskrivelser). Enkelte steder er der tilføjet nye afsnit. Ændringsforslagene er markeret i det reviderede udkast til fødeplan (dateret den 30. januar 2021), der nu fremlægges til politisk godkendelse. Der er vedlagt en oversigt over høringssvarene med angivelse af administrationens forslag til ændringer af høringsudgaven, som giver et overblik over de foreslåede justeringer.


Af større indholdsmæssige forslag til ændringer kan fremhæves:

  • Et bilag indeholdende sammenfatning af hovedpointer fra de gennemførte interviews med kvinder/par
  • Fælles beslutningstagning er mere udførligt beskrevet
  • Forslag til nyt fokusområde i afsnittet om anbefalinger og fokusområder om at fremme den naturlige fødsel gennem påvirkning af stemninger (se afsnit 7.7), jf. at regionsrådet i budget 2021 har afsat 5 mio. kr. til etablering af familievenlige, interaktive fødestuer.


Rådgivning fra Sundhedsstyrelsen

Som led i høringen har Region Midtjylland i henhold til sundhedsloven indhentet Sundhedsstyrelsens rådgivning. Sundhedsstyrelsen har således fremsendt sine bemærkninger i brev af 11. januar 2021 (vedlagt). Sundhedsstyrelsen vurderer, at regionen overordnet set lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger på området. Dog bemærker Sundhedsstyrelsen i sit høringssvar, at der på Regionshospitalet Horsens og Regionshospitalet Holstebro ikke er pædiatriske afdelinger med neonatologiske kompetencer på matriklen, hvilket ikke er i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefaling.


Administrationen foreslår på baggrund af en tilfredsstillende vurdering af de patientsikkerhedsmæssige og faglige/kvalitetsmæssige forhold, at organiseringen af fødslerne på Regionshospitalet Horsens og Regionshospitalet Holstebro fastholdes som beskrevet i det plangrundlag, der indgår i udkast til ny fødeplan. Klinikforum har på møde 5. februar 2021 drøftet Sundhedsstyrelsens tilbagemelding, og tilslutter sig Administrationens vurdering. Fødslerne fra fødestederne i Herning og Holstebro samles i 2021 i forbindelse med ibrugtagningen af det nye hospitalsbyggeri i Gødstrup (indgår også i fødeplanen). Administrationen har i vedhæftede notat af 9. februar 2021 redegjort for hovedbegrundelserne for fastholdelse af den nuværende organisering af fødselsområdet på Regionshospitalet Horsens.


Kommende anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen

Der er nye faglige anbefalinger for svangreomsorgen og organiseringen af fødeområdet (opdelt i to publikationer) på vej fra Sundhedsstyrelsen. Arbejdet med færdiggørelsen har trukket ud, hvorfor anbefalingerne mod forventning ikke er udkommet allerede i 2019. Når begge publikationer fra Sundhedsstyrelsen er endeligt udkommet, vil der eventuelt kunne være behov for mindre opdateringer eller konsekvensrettelser i fødeplanen.


Den videre proces

Efter regionsrådets endelige godkendelse af fødeplanen vil teksten blive redigeret og layoutet i et format, der forventes at ligne sundheds- og hospitalsplanen, herunder vil fødeplanen blive gjort tilgængelig digitalt på Region Midtjyllands hjemmeside.

Beslutning

Udvalg for nære sundhedstilbud indstiller til forretningsudvalget,


at sagen udsættes med henblik på yderligere drøftelse.


John G. Christensen var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tidligere Politisk Behandling

Regionsrådet godkendte den 27. februar 2019 rammer og proces for udarbejdelse af ny fødeplan for Region Midtjylland.


Regionsrådet godkendte den 28. oktober 2020, at udkast af den 8. oktober 2020 til ny fødeplan for Region Midtjylland blev sendt i høring i perioden fra den 2. november 2020 til den 18. januar 2021.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-626-20

3. Klagesager i almen praksis - opfølgning #

Resume

På møde i udvalg for nære sundhedstilbud i oktober 2020 blev der givet et oplæg om kvalitet i almen praksis. Udvalget efterspurgte i den forbindelse en opgørelse over klager i almen praksis. På den baggrund gives udvalget en orientering om status på klager i almen praksis. Der er således udarbejdet en oversigt over faglige klager for 2020, og oversigten for serviceklager er opdateret, så den også indeholder 2020-tallene.

Direktionen indstiller,

at status vedrørende klagesager tages til orientering.

Sagsfremstilling

På møde i udvalg for nære sundhedstilbud den 7. oktober 2020 blev udvalget givet et oplæg om kvalitet i almen praksis. Her fik udvalget et indblik i understøttelse af arbejdet med datadrevet kvalitet i kvalitetsklyngerne i almen praksis, hvilke kvalitetsdata der arbejdes med nationalt, læring fra patientsikkerhedssystemet (utilsigtede hændelser), patienttilfredshedsundersøgelser og klagesager i Region Midtjylland.


Der var ved oplægget den 7. oktober 2020 ikke indsamlet data om faglige klagesager i almen praksis i regionen, da der normalt ikke føres statistik over klagesager. Udvalget efterspurgte en status på klager i almen praksis, og på den baggrund har administrationen indsamlet data, ligesom nedenstående oversigter er opdateret og inkluderer faglige klagesager i 2020, samt opdaterede tal for serviceklager i 2020.


Typer af klagesager

Der findes to typer klagesager i almen praksis, henholdsvis serviceklager og faglige klager. Serviceklager behandles af Juridisk Kontor og Samarbejdsudvalget for almen praksis i Region Midtjylland (SU). Faglige klager behandles af Styrelsen for Patientklager og Disciplinærnævnet. Styrelsessager er klager over klinikken/afdelingen, og disciplinærnævnsager er klager over den enkelte sundhedsperson.


Antallet af klagesager giver ikke et overordnet billede af kvaliteten i almen praksis, men er en mulighed for, at den enkelte patient kan blive hørt, hvis behandlingen er utilfredsstillende, mangelfuld eller fejlagtig.


Opgørelser over faglige klager afgjort i 2020 i dagtid

Kliniktype

Antal klager

Antal klager, hvor der er givet kritik

Antal af klager over PLO-klinikker

39

9

Antal klager, hvor arbejdssted for sundhedspersonen, som der er klaget over, ikke er angivet

9

Mindre end 5

Antal af klager over udbuds- og regionsklinikker

Mindre end 5

Mindre end 5


Opgørelse over faglige klager afgjort i 2020 i vagttid

Der er blevet afgjort 40 faglige klager over vagtlæger i 2020, hvor der er givet kritik i 4 sager.


Klager over vagtlæger er ikke opdelt på kliniktyper, da det er den enkelte læge, som der klages over i vagttiden.


Faglige klager - mulige afgørelser

I disciplinærnævnssager og styrelsessager er de mulige afgørelser, at der gives kritik eller ikke kritik.


Disciplinærnævnsager offentliggøres uden anonymisering af sundhedspersonens navn, hvor der er givet kritik for alvorlig eller gentagen forsømmelse, jf. bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015. Disse afgørelser offentliggøres i 2 år på www.sundhed.dk og Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside. Øvrige faglige klager offentliggøres ikke.


De hyppigste emner for faglige klager

Både i dagtid og vagttid klages der hyppigst over behandling. Det dækker oftest over, at patienten ikke føler sig tilstrækkeligt undersøgt eller ikke er blevet henvist til behandling i sygehusregi eller hos speciallæge. Derudover klages der i få tilfælde over manglende aktindsigt, indhentelse af informeret samtykke, indhentelse af oplysninger og journalføring. I langt de fleste tilfælde gives der ikke kritik.


Generel opfølgning på faglige klager

Styrelsen for Patientklager sender alle deres afgørelser af faglige klager til Styrelsen for Patientsikkerhed, således at Styrelsen for Patientsikkerhed selv kan afgøre, om de vil indlede en sag med henblik på undersøgelse af et behandlingssted eller en specifik sundhedsperson. Derudover kan Styrelsen for Patientklager sende sager til Styrelsen for Patientsikkerhed inden de har afgjort sagen, hvis de har en særlig bekymring, som gør, at de vurderer, at der skal skrides hurtigt ind (såkaldte screeningssager).


Det betyder med andre ord, at Styrelsen for Patientsikkerhed inddrager alle oplysninger, som de er i besiddelse af, herunder klager og afgørelser fra Styrelsen for Patientklager, når det skal vurderes, om der er grundlag for et reaktivt tilsyn på et givent behandlingssted eller tilsyn i forhold til en enkelt sundhedsperson.


Opgørelse over afgjorte serviceklager


2017

2018

2019

2020***

Dagtid**

50

37

36

49

Vagttid***

28

12

60

41

* Antal af klager over udbuds- og regionsklinkker er i årene 2017-2019 i alt under 5 og kan derfor ikke offentliggøres, i 2020 er antallet af klager over udbuds- og regionsklinkker også under 5 og kan ikke offentliggøres.

** Klager over vagtlæger er ikke opdelt på kliniktyper, da det er den enkelte læge, som der klages over i vagttiden.

*** Tal for 2020 indeholder enkelte klager, som først behandles på Samarbejdsudvalget i marts 2021.


For serviceklager i 2019 og 2020 er der trukket data på afgørelses udfald i begge årene, og da der er mindre end 5 sager, hvor klager har fået medhold, kan det præcise antal sager med medhold ikke oplyses. Det gælder både i dagtid og vagttid for 2019 og 2020.


Serviceklager – mulige afgørelser

Serviceklagers mulige afgørelser er:

  • Ikke medhold
  • Medhold eller delvist medhold (Samarbejdsudvalget kan udtale misbilligelse af klinikken, anvendes sjældent)
  • Afvist (sker når samarbejdsudvalget ikke har kompetence til at behandle klagen, skyldes oftest at klager har fagligt indhold og derfor skal behandles som faglige klager. En afvisning kan også skyldes, at der er klaget, efter klagefrist er udløbet)
  • Lukket uden afgørelse (sker når klager ikke vender tilbage med yderligere oplysninger, som er efterspurgt af administrationen til sagsbehandling - det sker relativt hyppigt).


Afgørelse af serviceklagerne offentliggøres ikke, men de bekendtgøres til sagens parter. Hvis en af parterne er utilfreds med sagens udfald i Samarbejdsudvalget, kan afgørelsen indbringes for Landssamarbejdsudvalget. I langt de fleste tilfælde gives der ikke medhold i klagen.


De hyppigste emner for serviceklager

De tre hyppigste emner i dagstid er opførsel (lægen/klinikpersonalets og vil typisk dreje sig om sprog), ventetid i telefon eller for at få konsultation og tilgængelighed.


De tre hyppigste emner i vagttiden er opførsel, ventetid og sundhedsfaglig behandling.

Beslutning

Udvalg for nære sundhedstilbud tog status vedrørende klagesager til efterretning.


John G. Christensen var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-72-112-20

4. Status på spor 2 i udviklingsplan for Regionshospitalet Silkeborg #

Resume

Der gives en status på arbejdet med spor 2 i udviklingsplan for Regionshospitalet Silkeborg.

Direktionen indstiller,

at status på arbejdet med spor 2 i udviklingsplan for Regionshospitalet Silkeborg tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Formandskabet for udvalg for nære sundhedstilbud indgår sammen med formandskabet fra hospitalsudvalget og repræsentanter fra Silkeborg Kommunes byråd og PLO-Midtjylland i en politisk følgegruppe for det tværsektorielle spor i arbejdet med en udviklingsplan for Regionshospitalet Silkeborg.


Der er planlagt en bred inddragelsesproces, og arbejdet med at få input er godt i gang. Der indsamles input fra borgere, medarbejdere på hospitalet, i kommunen og praktiserende læger, politikere, civilsamfundet og andre interesserede.


COVID-19 har medført, at planlagte fysiske møder er omlagt til virtuelle møder, og der planlægges ekstra inddragelsesaktiviteter i februar-marts. Såfremt det ikke bliver muligt at afvikle et større fysisk borgermøde inden høringsudkastet behandles politisk, arrangeres et fysisk borgermøde i høringsperioden. Der er endvidere planer om en politisk konference i løbet af høringsperioden.


Når der forligger et udkast til en høringsversion af udviklingsplanen vil den blive sendt til godkendelse i de stående udvalg, forretningsudvalget og regionsrådet, inden udkast til udviklingsplan sendes i bred høring.


Arbejdet kan følges her: www.plansilkeborg.hemidt.dk

Beslutning

Udvalg for nære sundhedstilbud tog status på arbejdet med spor 2 i udviklingsplan for Regionshospitalet Silkeborg til efterretning.


John G. Christensen var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-72-31-19

5. Udmøntning af midler afsat i budgetforlig 2021 #

Resume

Det indgår i Region Midtjyllands budgetforlig for 2021, at der skal udarbejdes en strategi for sundhedshuse. Der er samtidig afsat 10 mio. kr. til anlæg i 2021 samt 4 mio. kr. til årlig drift af sundhedshusene.

Direktionen indstiller,

at udvalgsmedlemmerne på mødet gives mulighed for at komme med yderligere input til udmøntning af midler.

Sagsfremstilling

Der skal i henhold til Region Midtjyllands budgetforlig for 2021 udarbejdes en strategi for sundhedshuse. Der er samtidig afsat 10 mio. kr. til anlæg i 2021 samt 4 mio. kr. til årlig drift af sundhedshusene.


På det seneste møde i udvalget blev det aftalt, at administrationen går i gang med at udarbejde en række forslag til udmøntning af de 4 mio. kr. Forslagene vil rette sig mod faste funktioner i sundhedshuse samt mobile tilbud. Udvalget vil blive præsenteret for forslagene på udvalgsmødet i maj 2021. På udvalgsmødet i juni vil der blive behandlet en samlet sag vedrørende behandling af høringssvar af strategien samt forslag til udmøntning.


Udvalgsmedlemmerne har på mødet mulighed for at komme med yderligere input til udmøntning af midlerne.

Beslutning

Udvalg for nære sundhedstilbud drøftede yderligere input til udmøntning af midler.


Det blev aftalt, at administrationen tager udvalgets input med i det videre arbejde.


John G. Christensen var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-2-21

6. Oversigt over temaer og sager på kommende møder #

Resume

Der vedlægges en oversigt over planlagte temaer og sager for de kommende møder i udvalget.

Direktionen indstiller,

at orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Til udvalgets orientering vedlægges en oversigt over planlagte temaer og sager for de kommende møder i udvalget.

Beslutning

Udvalg for nære sundhedstilbud tog orienteringen til efterretning.


Det blev aftalt, at administrationen sammen med formandskabet laver en prioritering over temadrøftelser/emner til de kommende møder.


John G. Christensen var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-2-21

7. Gensidig orientering #

Sagsfremstilling

Gensidig orientering.

Beslutning

Punktet blev ikke behandlet grundet tidsmangel.

Tilbage til toppen