Abonnér

Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i Udvalg for nære sundhedstilbud
den 1. februar 2022 kl. 09:30
i Regionshuset Viborg, konference 1+2, Skottenborg 26, 8800 Viborg

Alle var mødt, undtagen Mette Guldberg, der havde meldt afbud.

 

Louise Høeg deltog fra kl. 9.45 under behandlingen af punkt 7.

 

Punkt 7 blev drøftet som første punkt.

Punkt 4 blev drøftet efter punkt 7 og før punkt 1.

 

Mødet blev hævet kl. 12.05.


Sagnr.: 1-00-4-22

1. Tema: Sundhedsaftalen mellem Region Midtjylland, kommuner og almen praksis #

Sagsfremstilling

Sundhedsaftalen er en aftale mellem Region Midtjylland, kommunerne i regionen og praksissektoren om samarbejde på sundhedsområdet. Aftalen understøtter, at den enkelte borger modtager en indsats, der er sammenhængende og af høj kvalitet.


Der udarbejdes en sundhedsaftale hvert 4. år. Nuværende sundhedsaftale er gældende for 2019-2023.


Med Sundhedsaftalen 2019-2023 er der sat en fælles politisk retning for udviklingen af det sammenhængende og nære sundhedsvæsen til gavn for borgeren. Sundhedsaftalen bygger på

fire visioner for et fælles sundhedsvæsen:

  • Et sundhedsvæsen på borgerens præmisser
  • Sundhedsløsninger tæt på borgeren
  • Mere lighed i sundhed – social og geografisk
  • Mere Sundhed for pengene


Kontorchef i Sundhedsplanlægning, Dorthe Klith, vil give et oplæg om sundhedsaftalen og organiseringen af sundhedsaftalesamarbejdet.

Beslutning

Kontorchef Dorthe Klith gav et oplæg om sundhedsaftalen, der er en aftale mellem Region Midtjylland, kommunerne i regionen og almen praksis om samarbejde på sundhedsområdet.


Det er lovbestemt, at der skal laves en sundhedsaftale, og der ligger en vejledning og en bekendtgørelse der beskriver rammerne for, hvad en sundhedsaftale skal indeholde. Der udarbejdes en sundhedsaftale hvert 4. år. Nuværende sundhedsaftale er gældende for 2019-2023.


Med Sundhedsaftalen 2019-2023 er der sat en fælles politisk retning for udviklingen af det sammenhængende og nære sundhedsvæsen. Sundhedsaftalen bygger på fire visioner for et fælles sundhedsvæsen:

  • Et sundhedsvæsen på borgerens præmisser
  • Sundhedsløsninger tæt på borgeren
  • Mere lighed i sundhed – social og geografisk
  • Mere sundhed for pengene.


Der er ligeledes aftalt en række bærende principper for samarbejdet, der omhandler økonomi, høj og ensartet kvalitet, at bryde vanetænkning, videndeling og spredning, fælles populationsansvar, tidlig og rettidig indsats og IT, data og telemedicin på tværs.


Der kan læses mere om sundhedsaftalen mellem Region Midtjylland, kommunerne og almen praksis på Sundhedsaftalen (rm.dk). Hjemmesiden drives i samarbejde med kommunerne og man kan her læse om det, der sker på området samt om de forskellige indsatser, der er igangsat i regi af sundhedsaftalearbejdet.


Mette Guldberg var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-1015-19

2. Godkendelse af intentionspapir angående fælles politisk retning for overvægt i Midtjylland

Resume

I regi af Sundhedsaftalen 2019-2023 har Sundhedskoordinationsudvalget udarbejdet et forslag til intentionspapir, som rammesætter den fremadrettede fælles prioritering i den midtjyske region i forhold til indsatserne målrettet både forebyggelse af overvægt og behandling af svær overvægt. Den fælles målsætning i intentionspapiret er at reducere andelen af børn og unge med overvægt og svær overvægt i Midtjylland i løbet af de næste 5-10 år. Intentionspapiret sendes nu til godkendelse i regionen og i de 19 midtjyske kommuner med henblik på ikrafttrædelse den 1. april 2022.

Direktionen indstiller,

at forslag til intentionspapir om den fælles overvægtsindsats godkendes.

Sagsfremstilling

I Sundhedsaftalen 2019-2023 mellem kommunerne, regionen og almen praksis i den midtjyske region er fælles investering i forebyggelse et af de prioriterede indsatsområder. Rygning var første fælles prioritering, mens den næste fælles prioritering er tværsektorielle indsatser vedrørende overvægt.


Overvægt er en stigende udfordring i samfundet, hvor flere og flere borgere lever med moderat og svær overvægt. Svær overvægt er ofte forbundet med flere samtidige sundhedsmæssige udfordringer, stigmatisering, mobning og diskrimination. For den enkelte borger kan svær overvægt derfor have en lang række konsekvenser i forhold til trivsel, sundhed og sygelighed.


Af 'Hvordan Har Du Det'-befolkningsundersøgelsen fra 2017 fremgår det, at næsten en halv million midtjyske borgere lever med moderat eller svær overvægt. I forhold til børn viser en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed fra 2020 blandt andet, at 14 % af de børn, der starter i skole i dag, lever med overvægt, og allerede i 14-15-årsalderen er det hver femte af de midtjyske unge, der lever med overvægt.


Fælles målsætning

Da det ikke er muligt at løse alle udfordringer på en gang, peger Sundhedskoordinationsudvalget på en fælles målsætning om at reducere andelen af børn og unge med overvægt og svær overvægt i Midtjylland i løbet af de næste 5-10 år. Børn og unge vælges som fælles fokus, da de udgør en særlig målgruppe i forebyggelsen af udviklingen i overvægt over tid – hvor vaner ofte grundlægges med risiko for at bære dem med ind i voksenlivet og til næste generation. Forebyggelse af overvægt blandt børn og unge vil derfor også bidrage til at forebygge overvægt i voksenlivet og forebygge overvægt i næste generation af børn og unge.


For at nå målsætningen igangsættes fire spor, som overordnet handler om:

  • Udgangspunkt i nuværende indsatser - hvad gør vi i dag?
  • Borgernes perspektiv
  • Videns- og dataopbygning
  • Videndeling og spredning af indsatser, der viser god effekt.


Intentionspapir om den fælles politiske retning for overvægt i Midtjylland

Målsætningen og de fire spor er beskrevet i et forslag til intentionspapir, som Sundhedskoordinationsudvalget har godkendt på deres møde den 13. december 2021. Intentionspapiret er nu sendt til politisk godkendelse i Region Midtjylland og i de 19 midtjyske kommuner med henblik på ikrafttrædelse den 1. april 2022.


Sundhedskoordinationsudvalgets prioritering bygger på input fra en tværsektoriel politisk konference om status på Sundhedsaftalen og samarbejde om forebyggelse at overvægt, der blev afholdt den 27. september 2021. Det overordnede formål med den politiske konference var at skabe bred politisk opbakning og ejerskab til fokusområdet overvægt på tværs af kommuner, region og almen praksis og at give politisk pejling på den fælles retning.


Den videre proces

Den fælles indsats og omsætning af intentionspapiret forankres politisk i Sundhedskoordinationsudvalget og fremadrettet i det nye Sundhedssamarbejdsudvalg. Administrativt forankres indsatsen i Sundhedsstyregruppen. Konkret omsættes den fælles retning i det lokale klyngesamarbejde.

Beslutning

Udvalg for nære sundhedstilbud indstiller til forretningsudvalget,


at forslag til intentionspapir om den fælles overvægtsindsats godkendes.


Udvalg for nære sundhedstilbud fremhæver vigtigheden af en fælles målrettet indsats i Region Midtjylland i forhold til forebyggelse og behandling af overvægt og svær overvægt hos børn og unge.


Mette Guldberg var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-35-72-17-18

3. Afrapportering lægedækningshøringen 2021

Resume

Region Midtjylland har ansvaret for, at alle gruppe 1-sikrede borgere i regionen har mulighed for at tilmelde sig en almen praktiserende læge i nærheden af egen bolig. For at afdække om lægekapaciteten er tilstrækkelig, gennemføres der årligt en høring blandt samtlige lægeklinikker i regionen. Resultaterne er med til at vise, i hvilke kommuner kapaciteten skal justeres i nær fremtid.

Direktionen indstiller,

at orienteringen om lægedækning tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Formålet med lægedækningshøringen er at sikre, at antallet af lægekapaciteter i regionen er tilstrækkelig til, at alle regionens gruppe 1-sikrede borgere kan tilmeldes en alment praktiserende læge. Region Midtjylland skal i den sammenhæng i følge overenskomst om almen praksis foretage en årlig lægedækningshøring blandt regionens praktiserende læger. Spørgsmålene skal være givet lægerne inden den 1. oktober.


Seneste høring viser, at der aktuelt er en ledig behandlingskapacitet på 5,1 % i Region Midtjylland. Det betyder, at der samlet set er plads til flere sikrede i regionen. Dog er den ledige behandlingskapacitet faldet siden undersøgelsen i 2020.


Undersøgelsen viser desuden, at:

  • 35 praksis ønsker at udvide deres praksis
  • 10 praksis har planer om at lægge deres praksis sammen med andre praksis
  • 38 praksis har planer om at flytte til anden placering
  • 35 praksis har planer om ophør inden for de næste 3 år.


I Region Midtjylland suppleres undersøgelsen af en opgørelse over lægernes eventuelle ønske om et lavere eller højere patienttal, end det der er bestemt i overenskomsten. Undersøgelsen viser, at lægerne samlet set har et ønske om 1,1 % ekstra sikrede. Dog har praksis i Randers, Odder, Ringkøbing-Skjern, Hedensted og Samsø kommuner ønske om færre sikrede end de på nuværende tidspunkt har.


Lægedækningshøringen blev gennemført fra august til oktober 2021. I alt fik 346 af regionens 353 praksis pr. 1. august 2021 tilsendt det digitale spørgeskema. De resterende lægepraksis er regionens fem udbudsklinikker i henholdsvis Holstebro, Bøvlingbjerg, Lemvig, Roslev og Struer og to regionsklinikker i henholdsvis Lemvig og Skanderborg (Bostedet Landsbyen Sølund). Ud af de 346 praksis besvarede 327 helt eller delvist spørgeskemaet, hvilket resulterede i en svarprocent på 94,5 %.

Beslutning

Udvalg for nære sundhedstilbud indstiller til forretningsudvalget,


at orienteringen om lægedækning tages til efterretning.


Mette Guldberg var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-11-22

4. Arbejdsgange i Kørselskontoret #

Resume

Der gives en orientering om, hvorledes Kørselskontoret har tilrettelagt arbejdet med at vurdere, hvorvidt patienter og pårørende opfylder kravene til at modtage befordring. I forbindelse med visitation til den siddende patienttransport afdækkes behovet for ledsagelse. Kørsel af en ledsager til patienten skal være sundhedsfagligt begrundet, eller begrundet i at patienten skal til en svær samtale.

Direktionen indstiller,

at orienteringen om arbejdsgange i Kørselskontoret tages til efterretning.

Sagsfremstilling

På mødet i hospitalsudvalget den 29. november 2021 drøftede udvalget en henvendelse vedrørende transport af pårørende. Hospitalsudvalget bad i den forbindelse om, at der til et kommende møde redegøres for, hvordan Kørselskontoret i Region Midtjylland efterspørger og indhenter oplysninger i forbindelse med vurdering af transport af pårørende. Da sager vedrørende den præhospitale indsats er flyttet til udvalg for nære sundhedstilbud fremlægges sagen her.


Procedurerne ved bestilling af kørsel (siddende patienttransport) gennemgås nedenfor.


Den siddende patienttransport

Patienter, der ikke kan tage offentlig transport på grund af helbredet, kan blive kørt med den siddende patienttransport til nærmeste behandlende hospital, hvis de samtidig lever op til én af følgende betingelser:

  • er pensionist,
  • bor mere end 50 km fra hospitalet, eller
  • har været indlagt på hospitalet og i den forbindelse indkaldes til behandling uden indlæggelse (ambulant behandling).


Reglerne for kørsel og kørselstilskud er defineret i bekendtgørelsen om befordring og befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven, og regionerne er forpligtede til at overholde bekendtgørelsen.


Ansøgninger om siddende patienttransport og ansøgninger om tilskud til kørsel til hospitalsbehandling behandles af Kørselskontoret. Det er således Kørselskontoret, der vurderer om en patient har ret til kørsel eller kørselstilskud. Kørselskontoret er en afdeling i Præhospitalet.


Den siddende patienttransport og mulighederne for kørselstilskud er forklaret i en tegnefilm og folder, der kan ses tilgås fra følgende link: Kørsel til og fra hospitalet - Præhospitalet (rm.dk)


Visitation af kørsel (siddende patienttransport)

Ved hver bestilling af siddende patienttransport foretager Kørselskontoret en visitation på baggrund af en række spørgsmål til konkrete forhold.


Spørgsmålene stilles uanset, om det er en patient eller en hospitalsafdeling, der bestiller transporten. De indledende spørgsmål har til formål at afdække patientens befordringsret, herunder om patienten er i stand til at køre selv eller tage offentlig transport, og derefter om patienten er folkepensionist eller førtidspensionist, om patienten bor mere end 50 km fra hospitalet eller om patienten har været på hospitalet og i den forbindelse indkaldes til ambulant behandling.


Hvis det vurderes, at patienten har ret til patienttransport afdækkes herefter behovet for vogntype, hjælpemidler og ledsagelse.


Kørselskontoret visiterer med afsæt i en instruks og det vurderes dermed, at der forelægger en klar arbejdsgang, hvor de nødvendige oplysninger efterspørges.


Afdækning af behov for kørsel af ledsager

I det tilfælde hvor patienten eller afdelingen vurderer, at der er behov for ledsagelse spørger Kørselskontoret herefter ind til, hvilke sundhedsfaglige årsager der ligger til grund for dette behov.


Hvis behovet alene skyldes, at patienten har brug for at blive fulgt til og fra afdelingen afvises bestilling af kørsel til ledsager. Kørselskontoret imødekommer derimod behovet ved at bestille en servicerejse til patienten. En servicerejse betyder, at chaufføren følger patienten til og fra afdeling fremfor at aflevere og afhente patienten i forhallen.


I forbindelse med visitation af kørsel af ledsager er Kørselskontoret opmærksom på at spørge ind til patientens helbredstilstand, ligesom visitationen af ledsager er mere lempelig for patienter, der er +70 år. Hvis patienten skal ind til en svær samtale, visiteres der altid transport med ledsager, hvis dette ønskes.


Kørselskontoret visiterer på baggrund af de informationer, som de får fra patienten eller afdelingen. I de tilfælde, hvor Kørselskontoret vurderer, at der ikke foreligger en sundhedsfaglig begrundelse for, at patienten skal have ledsager med, opfordres patienten og afdelingen til, at der udarbejdes en sundhedsfaglig vurdering. Dette med henblik på at sikre, at væsentlige sundhedsfaglige argumenter ikke overses.


Kørselskontoret har af juridiske grunde ikke mulighed for at indhente oplysninger om patienten via den elektronisk journalsystem EPJ, og dermed er Kørselskontoret i visitationsprocessen afhængig af de oplysninger, som patienten eller afdelingen frembringer.

Beslutning

Udvalg for nære sundhedstilbud tog orienteringen om arbejdsgange i Kørselskontoret til efterretning.


Mette Guldberg var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tidligere Politisk Behandling

Hospitalsudvalget ønskede i forbindelse med sagen 'Henvendelse fra regionsrådsmedlem Henrik Gottlieb Hansen om transport af pårørende' den 29. november 2021, at der til et kommende møde redegøres for, hvordan Kørselskontoret i Region Midtjylland efterspørger og indhenter oplysninger i forbindelse med vurdering af transport af pårørende.


Sagen fra hospitalsudvalgets møde den 29. november 2021 kan tilgås via følgende link:

20. Henvendelse fra regionsrådsmedlem Henrik Gottlieb Hansen om transport af pårørende # (firstagenda.com)

Tilbage til toppen
Sagnr.: 0-3-1-20

5. Forretningsorden for de stående udvalg #

Resume

Forretningsorden for de stående udvalg, som fastlægger de nærmere regler for udvalgenes møder, er blevet opdateret efter udvalgenes bemærkninger under første behandling på udvalgsmøderne i januar 2022.

Direktionen indstiller,

at den opdaterede forretningsorden for de stående udvalg godkendes, og


at orientering om det juridiske grundlag for at holde virtuelle møder og notat om standsningsretten tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Forretningsordenen for de stående udvalg i Region Midtjylland fastlægger de nærmere regler for udvalgets møder og blev behandlet af de frem stående udvalg på de første møder i januar 2022.


Udvalgene godkendte forretningsordenen, og herunder administrationens forslag til justeringer, idet der dog var bemærkninger omkring foretrædereglerne som beskrevet og om deltagelse af øvrige regionsrådsmedlemmer til udvalgenes temamøder. Samtidig ønskede hospitalsudvalget at modtage en kort skriftlig orientering om det juridiske grundlag for, at udvalget kan beslutte, at møder afholdes som virtuelle møder eller telefonmøder (§ 2 stk. 4) samt en kort redegørelse omhandlende standsningsretten og mulighederne for anvendelse af denne i de stående udvalg i Region Midtjylland (§ 14).


Forslag til forretningsorden for de stående udvalg er opdateret i henhold til disse ønsker samt en justering af § 4 i lighed med tilsvarende paragraf i forretningsudvalget. Med ændringerne er det præciseret, at alle regionsrådsmedlemmer kan deltage i udvalgenes temadrøftelser, at der med mødeplanen også træffes beslutning om, hvor møderne holdes, samt at der for foretræde gælder de af regionsrådet vedtagne retningslinjer. Det skal bemærkes, at der efter de vedtagne retningslinjer er mulighed for, at interesseorganisationer og foreninger kan få foretræde.


Ændringerne er markeret i bilaget: Forretningsorden for de stående udvalg.


Som bilag til sagen indgår notat om standsningsret og brugen heraf samt et notat, der nærmere beskriver det juridiske grundlag for, at udvalg kan holde virtuelle møder.

Beslutning

Udvalg for nære sundhedstilbud godkendte den opdaterede forretningsorden for de stående udvalg, og tog orientering om det juridiske grundlag for at holde virtuelle møder og notat om standsningsretten til efterretning.


Mette Guldberg var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tidligere Politisk Behandling

Hospitalsudvalget den 3. januar 2022.

Udvalg for nære sundhedstilbud den 4. januar 2022.

Udvalg for regional udvikling den 5. januar 2022.

Psykiatri- og socialudvalget den 5. januar 2022.

Udvalg for bæredygtighed, teknologi og anlæg den 10. januar 2022.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-4-22

6. Oversigt over temaer og sager på kommende møder #

Resume

Der vedlægges en oversigt over planlagte temaer og sager for det kommende møde i udvalget.

Direktionen indstiller,

at oversigt over planlagte temaer og sager godkendes.

Sagsfremstilling

Der ønskes en drøftelse af vedlagte oversigt over planlagte temaer og sager for det kommende møde i udvalget.


Udvalgets møder afholdes i regionshuset i Viborg. Efter aftale i udvalget kan møder endvidere afholdes i andre regionshuse eller i forbindelse med besøg hos samarbejdsparter, interessenter eller lignende.

Beslutning

Udvalg for nære sundhedstilbud godkendte oversigt over planlagte temaer og sager.


Mette Guldberg var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-4-22

7. Gensidig orientering #

Sagsfremstilling

Der gives orientering fra henholdsvis:

  • Udvalgsformanden
  • Øvrige udvalgsmedlemmer
  • Administrationen:
    • Responstider
    • Orientering om løn- og ansættelsesvilkår i flextrafikken.


Opfølgning på seneste møde i udvalg for nære sundhedstilbud

På det seneste møde i udvalg for nære sundhedstilbud var der en drøftelse af udvalgsmedlemmers forventning til arbejdet i udvalg for nære sundhedstilbud. Det foreslås, at følgende opsamling indgår i udvalgets videre arbejde:

  • Udvalg for nære sundhedstilbud ønsker at være et udvalg, der sætter retning og følger op de ting, der besluttes og igangsættes
  • Udvalget ønsker, at der er fokus på dialog og samarbejde, både i udvalget, men også på tværs af udvalg. Der skal samtidig være en opmærksomhed på snitfalder mellem udvalgene og på at styrke sammenhænge
  • Borgerne skal være i fokus - brugerperspektivet er vigtigt, så udvalget ønsker at sende et signal om, at samskabelse, samarbejde med civilsamfundet og borgerinddragelse tænkes ind i udvalgets arbejde, hvor det er muligt
  • Udvalget har en opmærksomhed på at sikre balance i regionen med udgangspunkt i, at der er forskellige behov forskellige steder
  • Udvalget har fokus på, at ingen borgere må falde mellem to stole
  • Information og synlighed er vigtigt i forhold til udvalgets arbejde.

Beslutning

Udvalg for nære sundhedstilbud blev orienteret fra henholdsvis:

  • Administrationen:
    • Præhospital direktør Henning Voss og lægefaglig direktør i Præhospitalet Palle Juelsgaard orienterede om responstider.
    • Administrationen orienterede om forhold vedrørende løn- og ansættelsesvilkår i flextrafikken
    • Administrationen orienterede om lægedækning i almen praksis.


Mette Guldberg var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-4-22

8. Underskriftsark #

Sagsfremstilling

Udvalg for nære sundhedstilbud skal godkende beslutningsprotokollen.


For at godkende beslutningsprotokollen, skal hvert medlem underskrive elektronisk i First Agenda ved at trykke på ”Godkend”.

Beslutning

Underskriftsarket er journaliseret på sagen.


Mette Guldberg var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen