1. Formål og ambition

Region Midtjylland ønsker følgende udvikling på Life Science området:

  • et sundhedssystem i verdensklasse
  • et sammenhængende økosystem for sundhedsinnovation
  • styrket sundhedsinnovation
  • bedre samarbejde mellem klinikere og private virksomheder i LS industrien
  • bedre kommerciel udnyttelse af regionens forskningsresultater

For at skabe et bedre miljø for et tættere samarbejde mellem det offentlige sundhedssystem, life science virksomheder og vidensinstitutioner, er det nødvendigt at etablere et fysisk miljø, hvor klinikere og private virksomheder kan mødes og arbejde med fælles projekter. Et miljø, hvor innovative iværksættere kan leje deres første kontorer og laboratorier.

Denne undersøgelse har til formål at finde og vurdere de grundlæggende virkemidler, man har benyttet i det førende danske Life Science miljø for at opnå sin nuværende position. Til sammenligning ønskes også en analyse af virkemidler for mindst en udenlandsk, tilsvarende gruppering.

Region Midtjylland ønsker aktivt at medvirke til etablering af et Life Science miljø i Aarhus området inden for en kort tidshorisont. Et andet formål med analysen er derfor, at indhente information og erfaringer fra de nævnte etablerede miljøer og komme med policy anbefalinger ift. hvordan Region Midtjylland bedst kan understøtte sådanne samarbejder fremadrettet, og dermed bidrage med at nå ambitionen om dansk life science i verdensklasse.

2. Grundlag

Region Midtjylland ønsker opgaven udført som støtte til sin del af opgaven med skabelsen af et fysisk miljø for sundhedsinnovation i Aarhus området. Grundlaget for denne beslutning tager blandt andet udgangspunkt i Region Midtjyllands omfattende analyse, gennemført i 2020, af life Science området i regionen. Analysen viste, at regionen havde væsentlige styrkepositioner i form af forskning på hospitaler og videninstitutioner og et stort netværk af virksomheder i life science industrien.

En af analysens konklusioner var at succesfuld innovation på sundhedsområdet bedst understøttes ved etableringen af et sammenhængende økosystem med stærke videninstitutioner, effektive hospitaler, fysisk iværksættermiljø, adgang til kapital mv.

Region Midtjyllands life science strategi er også inspireret af regeringens strategi for life science som blev offentliggjort i maj 2021. Det forventes, at opgaveløsningen tager udgangspunkt i branding af et life science miljø, der kan medvirke til positiv udvikling på strategiens hovedelementer.

3. Definition af life science miljø

I Regeringens vækstplan for life science defineres life science virksomheder, som "alle virksomheder der arbejder i hele eller dele af værdikæden inden for lægemidler og bioteknologiske præparater samt medicoprodukter. Det vil sige virksomheder, der laver forskning, udvikling, rådgivning, produktion og/eller salg. Medicoprodukter omfatter udstyr mv., som bruges i forbindelse med sundhedsbehandling. Det kan for eksempel være hospitalssenge eller sprøjter. Medico omfatter også i stigende grad digitale sundhedsløsninger."

Life science miljøet omfatter regionens hospitaler, viden institutioner, life science virksomheder, fysisk miljø med kontorer og laboratorier, rådgivningsvirksomheder, relevante organisationer samt kommuner i regionen.      

4. Opgavebeskrivelse

Der ønskes en analyse med 2 spor. Det ene spor skal kortlægge og karakterisere virkemidler og succesfaktorer for etablering af identitet eller brandværdi omkring et life science miljø på basis af erfaringer fra mindst 3 relevante og succesfulde miljøer fra ind- og udland. Der skal være mindst 1 miljø som ikke ligger i en hovedstad. Det andet spor skal indeholde erfaringsopsamlinger og policy anbefalinger til Region Midtjylland med henblik på regionens medvirken til denne opbygning og vedligeholdelse af identitet af et fysisk miljø inden for 3-5 år. Nedenfor beskrives de 2 spor nærmere.

4.1 Kortlægning og karakterisering af virkemidler for brandopbygning baseret på relevant teori

Region Midtjylland ønsker at få beskrevet en optimal vej mod etablering af brand omkring økosystemet for life science. Dette indebærer en kortlægning og beskrivelse af effektive virkemidler – dels i etableringsfasen og dels i den mere modne fase, hvor brandet skal vedligeholdes.

Der ønskes også en præsentation af virkemidler for de væsentligste aktører i økosystemet som måtte have forskellige forudsætninger og virkemidler til skabelse af det fælles miljø. Et eksempel kunne være forskellen mellem et førende universitets forskningsområde og en udlejer af laboratoriefaciliteter.

Region Midtjylland ønsker også belyst i hvilket omfang placeringen af miljøet i Aarhus området giver særlige fordele eller udfordringer brandingmæssigt sammenlignet med en placering i København.

4.2 Erfaringsopsamling fra succesfulde life science økosystemer og policy anbefalinger

I denne del af opgaven ønskes en belysning af hvilke virkemidler man har benyttet i succesfulde Life science miljøer – dels i etableringsfasen men også i den mere modne fase.

Virkemidlerne ønsket præsenteret så det fremgår hvilke aktører, der har drevet den ønskede udvikling via virkemidlet. Hvor det er muligt ønskes en fremstilling af tilhørende økonomi og finansiering. Der ønskes også en tidslinje for brug af virkemidler og opnåelse af ønsket effekt.

Resultaterne ønskes præsenteret pr. miljø som indgår i analysen.

Det forventes, at erfaringsopsamlingen hovedsageligt tilvejebringes ved interview med et bredt udsnit af aktører i og omkring det fysiske miljø.

Opgaven skal afsluttes med policy anbefalinger på baggrund af resultatet af analysen. Her skal der især lægges vægt på, hvilke tiltag Region Midtjylland selv kan iværksætte, for at understøtte opbygning af brandværdi af et stærkt og innovativt økosystem for life science innovation.

5. Samarbejde, tidsplan og afrapportering

5.1 Samarbejde

Der er nedsat en projektgruppe af medarbejdere fra Regional Udvikling, Region Midtjylland. Konsulenten vil have løbende dialog med denne gruppe både før, under og efter gennemførelse af opgaven.

Der er desuden nedsat en baggrundsgruppe bestående af relevante beslutningstagere fra life science økosystemet samt vigtige nøglepersoner. Konsulenten vil ikke have direkte kontakt med denne gruppe undervejs, men vil højst sandsynligt skulle fremlægge resultaterne af opgaven for baggrundsgruppen ved afslutning af opgaven.

5.2 Tidsplan

Opgaven forventes igangsat i løbet af efteråret 2021. Det forventes, at opgaven løses på ca. 2,5 måneder gældende fra et opstartsmøde mellem konsulenten og projektgruppen. I forbindelse med afgivelse af tilbud skal konsulenten fremlægge en detaljeret tidsplan efter nedenstående skabelon.

Annoncering af opgave 1. juli
Frist for afgivelse af tilbud 27. august
Tildeling af opgave    10. september
Opstartsmøde   24. september
Delleverance/statusmøde 15. oktober
Rapportudkast  19. november
Endelig rapport   3. december

      

5.3 Afrapportering

Den endelige afrapportering skal afleveres som en samlet rapport i digitalt format (Word samt PDF). Derudover ønskes en præsentation af hovedresultaterne i PPT format i både en dyb faglig udgave, samt en udgave der kan kommunikeres til en bred modtagergruppe f.eks. borgere, politikere osv. Sandsynligvis vil konsulenten også skulle fremlægge resultaterne for baggrundsgruppen og/eller andre grupper af interessenter.

6. Udvælgelse af tilbud

Opgaven tildeles det mest økonomisk fordelagtige tilbud ud fra følgende kriterier:

  • Kvalitet i den foreslåede opgaveløsning, herunder analysedesign og metode samt tilrettelæggelse af opgaven (50 %)
  • Bemanding, herunder konsulenternes erfaring med sektoranalyser, branchekendskab og branding/opbygning af renommé (40 %)
  • Pris (10 %)

7. Budget

Den samlede opgaveløsning bør holdes inden for en budgetramme på 300.000 kr.

8. Tilbudsgivning

Tilbud skal indeholde:

  • Kontaktperson og kontaktoplysninger vedr. opgaven
  • Forslag til opgaveløsning jf. opgavebeskrivelsen
  • Oplysninger om medarbejdere, ressourcer, tidsplan, metode m.v.
  • Oplysninger om pris og kalkulation

Tilbud fremsendes elektronisk med bilag til:

Region Midtjylland, att.:  carlerik.jorgensen@ru.rm.dk

Tilbudsfrist: fredag d. 27. august 2021

9. Yderligere oplysninger

Region Midtjylland: Carl Erik Jørgensen,  carlerik.jorgensen@ru.rm.dk, tlf. 20 51 66 49 
kan kontaktes i uge 27, 28, 29, 33, 34.

10. Formalia

I henhold til lovbekendtgørelse om begrænsning af skyldneres muligheder for at deltage i offentlige udbudsforretninger kræves en erklæring på tro og love om, i hvilket omfang tilbudsgiveren har ubetalt, forfalden gæld på over kr. 100.000 til det offentlige. Tilbudsgiver skal ved afgivelse af tilbud vedlægge en underskrevet tro og love erklæring.