Karin Lykke-Hartmann1-EPI.jpg

Foto: Niels Åge Skovby

Portrætserie: Afsnit 2 - Aarhus Universitet

Molekylærbiologen Karin Lykke-Hartmann har gennem mange år arbejdet intenst på et nyt præparat til fertilitetsbehandling af kvinder. Men springet fra forskerverdenen til forretningsverdenen er stort, og det kræver en ekstraordinær gnist at få idéen omsat til konkret sundhedsinnovation.

Se introduktion til portrætserien og find de øvrige afsnit her.

 

Hvis man er læge eller forretningsudvikler i Karin Lykke-Hartmanns inderkreds af samarbejdspartnere, skal man ikke blive overrasket over, at telefonen ringer ofte - med Karin Lykke-Hartmanns stemme i den anden ende af linjen. Heller ikke selvom det er søndag.

- De kan jo bare lade være med at tage den, som Karin Lykke-Hartmann siger.

Den 48-årige molekylærbiolog har brugt, og bruger fortsat, rigtig mange af døgnets 24 timer på at få sin opfindelse ud over rampen fra idé og laboratorieforsøg til konkret sundhedsinnovation.

Det bliver i så fald i form af et præparat, der potentielt kan revolutionere fertilitetsbehandling af kvinder. I Danmark og på verdensplan.

Ny verden på Yale

Karin Lykke-Hartmann har arbejdet som lektor på Biomedicin på Aarhus Universitet siden 2008, men hendes forskningskurs blev udstukket 10 år før, da fynboen efter kandidatgraden i molekylærbiologi fra Københavns Universitet tog en ph.d. på det prestigefyldte universitet Yale i USA i 1998.

- Derovre kom jeg ud i en helt ny verden med embryologi og reproduktion, og det fangede mig helt fuldstændig. Jeg var bare solgt på stedet. Det var det, jeg ville, husker Karin Lykke-Hartmann.

Mens hun arbejdede på Yale, kom hun i kontakt med en gruppe fra et andet berømt universitet, Cambridge University i England. De forskede sammen i singleceller og fertilitet, hvilket bragte hende videre til netop Cambridge University i 2002. Samarbejdet gav mere viden, som hun bar med sig til Aarhus Universitet.

- En lektorstilling her på universitetet er primært en forskerstilling, hvor man indgår i et undervisningsteam, for det er en uddannelsesinstitution. Det sikrer forskningsbaseret undervisning. Det er ikke et almindeligt 9-17- job. Man får kun sådan en stilling, hvis man fra start af siger; ”jeg vil gerne finde på noget nyt.” Om man finder noget, der kan blive innovativt, ved man jo aldrig på forhånd, men man skal være visionær i sin forskning og have lyst til at komme videre med noget, siger Karin Lykke-Hartmann.

 

Karin Lykke-Hartmann2_EPI.jpg

Sundhedsinnovation fra laboratoriet på Aarhus Universitet. Foto: Niels Åge Skovby

I gang med forsøg på grise

Videre med projektet kom hun så sandelig også. I dag står hun og hendes samarbejdspartnere med et præparat, som snart sættes op til at blive testet på grise. 

Præparatet skal gives som indsprøjtninger, man sprøjter ind i ovariet, så ægtestokkene bliver bedre til at lave æg. Målgruppen er de kvinder, som enten ikke laver nok æg, eller for dårlige æg, og derfor har svært ved at blive gravide.

- Vi har udvalgt det nye stof. Vi har vist det i musemodeller og i patientvæv, hvor det virker. Men for at vi kan få det i produktion til et menneske, skal vi først teste det på lidt højere dyr, så nu er vi at planlægge forsøg på grise. Vi skal så til sygehuset og finde nogle medicinstuderende, der kan sidde og operere for os. Siden skal der laves en tox-prøve, så man ved, at det ikke er giftigt, og nogle cancer-profiler, så man er sikker på, at det ikke giver problemer med kræft, siger Karin Lykke-Hartmann.

I dag findes der kun én behandling, hvis man har en dysfunktion i æggestokkene. Så får man hormonbehandlinger, men der er statistisk ikke ret mange kvinder, der rent faktisk kommer hjem med et barn.

Det er dels aldersbetinget, og lider man af visse sygdomme kan man slet ikke tåle hormonbehandling. For de som kan tåle det, bliver cirka 20-30 procent gravide.

- Måske er chancen 40 procent, hvis du er meget ung. Men vores præparatet gør, at man kan reparere nogle af de her dysfunktioner. Det er i hvert fald vores hypotese. Vi kan få dannet nogle æg hos en befolkningsgruppe, der normalt ikke ville kunne danne æg, siger Karin Lykke Hartmann.

Går alting efter planen kan præparatet være i produktion om 4-5 år, vurderer hun, selvom der er mange usikkerhedsmomenter med alle de nødvendige medicinske screeninger, man laver inden produktionen.

Karin Lykke-Hartmann ejer rettighederne og patentet på det nye præparat sammen med to andre fra universitetet. De deler rettighederne i tre lige store portioner.

 

Karin Lykke-Hartmann3_EPI.jpg

Den nuværende hormonbehandling af barnløse er ikke ret effektiv. Det kan Karin Lykke-Hartmanns nye præparat måske råde bod på. Foto: Niels Åge Skovby

Fra forskning til forretning

Vejen fra at være almindelig forsker til at blive innovatør indenfor sundhedsinnovation er lang og brolagt med store forhindringer og prøvelser. Derfor er det bestemt ikke for alle, og Karin Lykke-Hartmann har da også haft afprøvende perioder, hvor det har været udfordrende.

- For mig betyder sundhedsinnovation i dag et arbejde, som jeg synes er helt vildt sjovt.

- Men man skal virkelig også have lyst til det, for det er en anden verden i forhold til grundforskningen. Du er jo afhængig af bevillinger fra fonde og private firmaer, og det er nogle helt andre ting, de spørger ind til, end i forskningen. Der er store krav til forretningsmodeller og budgetter, som er langt væk fra det, man normalt beskæftiger sig med. Jeg har fået masser af afslag, fordi jeg ikke kunne svare på nogle af de der business-ting, siger Karin Lykke-Hartmann.

Siden har hun indgået et samarbejde med en forretningsudvikler, som hjælper med tallene.

- Jeg begyndte at få styr på det, og så søgte jeg penge. Det var egentlig det. Jeg kan ikke rigtig give nogen protokol for, hvordan man skal gøre, når man som forsker kommer ud i den nye verden. Får man afslag, er der ikke andet at gøre end at være villig til at ændre den måde, man tænker på. Man skal ikke lade sig slå ud. Det er meget learning by doing. Jeg kan bare sige, at du må finde ud af, hvad du skal levere, siger Karin Lykke-Hartmann.

Hvad følte du så, da du fik ja til at gå videre med din idé?

- Jeg blev virkelig glad. Jeg tænkte, at nu har jeg virkelig forstået noget og har gjort det rigtigt. Det er også en stor tilfredsstillede, fordi der har været mange aftens- og søndagstimer i det. Det er jo mit valg, og jeg er ikke utilfreds med det. Så kunne jeg bare have valgt noget andet.

 

Karin Lykke-Hartmann4_EPI.jpg

Vejen fra forskningsverdenen til forretningsverdenen kan være lang og kringlet, har Karin Lykke-Hartmann erfaret. Foto: Niels Åge Skovby

Klikkede med fertilitetslæge

Undervejs i processen er Karin Lykke-Hartmann blevet meget bevidst om at være en del af et større økosystem for sundhedsinnovation i Region Midtjylland. For skal man lykkes med sundhedsinnovation, kræver det samarbejde med andre faggrupper.

- Man er nødt til at række ud efter de andre faggrupper og anerkende dem for det, de kan. Hvis vi ikke havde hinanden, ville vi aldrig komme videre. Hvis man ikke kan forstå den symbiose, så får man ikke succes med sine projekter. Dem, som forstår, at de indgår i et samlet økosystem og bruger de andres kompetencer, det er også dem, der kommer videre, siger Karin Lykke-Hartmann.

- I mit nuværende projekt skulle vi blandt andet bruge noget patientvæv for at teste præparatet. Her kommer økosystemet ind. Jeg er ikke læge, men kan nogle ting i laboratoriet. Så kontaktede jeg en fertilitetslæge på Aarhus Universitetshospital, som havde en masse væv, men manglede nogen at lave noget sammen med. Det var en perfekt alliance, og vi har siden arbejdet supergodt sammen. Det endte med, at vi fandt en masse nye ting, og nu har vi en hel del af patenter.

På et større plan skal økosystemet være med til at drive den sundhedsinnovation frem, som Karin Lykke-Hartmann finder helt afgørende.

- For samfundet er sundhedsinnovation meget vigtigt. Vi bliver aldrig bedre til at behandle sygdomme, hvis man som økosystem ikke tager det ansvar på sig at forsøge at udvikle noget nyt. Vi har en opfinderpligt, som er berettiget.

- Men der skal nogle flere penge til forskning til, for at økosystemet kan blive bedre. Problemet er, at man bruger uendelig lang tid på at søge bevillinger, og uden penge får vi aldrig mulighed for at dykke ordentlig ned i det her.