Søren Møller1_EPI.jpg

Foto: Niels Åge Skovby

Se introduktion af portrætserien og find de øvrige afsnit her

1. Hvordan spiller jeres virksomhed ind i økosystemet for sundhedsinnovation/life science i Region Midtjylland?

- Vi arbejder indenfor plejesektoren, og det vil hovedsageligt sige plejecentre, korttidspladser, akutpladserne psykiatri, og handicappede. Vi sikrer, at medarbejderne indenfor den kommunale og regionale plejesektor har nem adgang til sundhedsdata på en effektiv og intuitiv måde. Meget personale indenfor den her sektor er ikke nødvendigvis vant til at arbejde med sundheds-it. Eller bare it i det hele taget. Derfor er det vigtigt at få alle løftet med, så vi kan gøre det i samlet flok.

- Derudover udvikler vi løbende værktøjer, som er i tråd med sundhedsstyrelsens og KL’s retningslinjer, og som kommunerne bliver pålagt. Vi prøver at følge med i deres anbefalinger, så vi giver personalet det fornødne overblik og minimerer utilsigtede hændelser.

2. Hvilke barrierer for mere og bedre sundhedsinnovation/life science i Region Midtjylland er der?

- Der mangler en vilje i kommunerne til at se helhederne indenfor området. I og med at vi har fireårige valgperioder, tænker ledelsen typisk ikke langt frem i tiden. Vi skal lige gøre et eller andet her og nu, men vi har kun de her fire år, og alt skal køres over driften. Det vil sige, at det er meget svært for de relevante beslutningstagere at anlægge et fremtidssyn. De kigger på, hvad der er behov for i det aktuelle projekt og kigger derfor for lidt på helhedsvurderingen i kommunen, hvilket gør at det er svært at opnå de ønskede resultater i form af bedre økonomi samt synergier mellem faggrupper.

- Oftest er problemet, at man ikke er forberedt på at få ny innovation med ind i den daglige drift. Man vil gerne prøve det af i pilotprojekter, for det kan man søge puljemidler til, men så står man efter et pilotprojekt og kan konkludere, at det jo gik godt, men der så ikke er penge til at lade det blive en del af driften.

3. Hvad skal økosystemet for sundhedsinnovation/life science samlet kunne levere?

- Vi skal samlet kunne levere en homogen løsning, som opleves naturlig for både borgere og personale. Og det gælder på tværs af hele regionen. Man skal som plejepersonale til enhver tid kunne trække data på en borger, uanset om det er fra den Elektroniske Omsorgsjournal (EOJ) eller den Elektroniske Patientjournal (EPJ). I dag integrerer de to systemer sig ikke med hinanden. Det ville være dejligt, og naturligt, hvis data kunne følge borgerne hele tiden.

- Hvis sygehuse sender en borger hjem klokken 11 om aftenen, kunne det være praktisk, hvis personalet kunne få det at vide i god tid på forhånd, sådan så der er mad i køleskabet, og nogen til at tage imod borgeren eksempelvis. Systemet eksisterer i en eller anden form, men mest på telefonen. Det kunne sættes meget mere i system, hvis data kunne flyde frit i realtid.