Der er tidligere orienteret om, at der er igangsat et forberedelsesarbejde i forhold til AUH, Risskovs flytning til Skejby. I første omgang er der udarbejdet udkast til kommissorier for tre arbejdsgrupper (serviceområdet, køkkenområdet og akutområdet), vedlagt. Rammenotat for processen vedlægges også.
Udkastene er den 22. december 2014 godkendt af de to hospitalsledelser, referat vedlagt. Udkastene forelægges til kommentering i HMU´erne på AUH og Psykiatri og Social. Så snart styregruppen for processen har forholdt sig til evt. kommentarer fra de to HMU´er, vil arbejdet blive igangsat.
HMU har tidligere nedsat en følgegruppe i forhold til AUH Risskovs udflytning til nybyggeri i Skejby bestående af de medlemmer af HMU, der arbejder i Risskov. Følgegruppen har indtil nu fokuseret på udformningen af bygningerne i Skejby. Følgegruppen har også sikret, at arbejdsmiljøorganisationen er blevet inddraget i arbejdet. Det vil være naturligt at lade følgegruppen fungere, indtil der foreligger et projektforslag for byggeriet og derefter nedlægge gruppen. Det kan overvejes at nedlægge følgegruppen med det nuværende kommissorium, når projektforslaget foreligger.
I den videre proces skal der tages stilling til en række organisatoriske problemstillinger vedr. alle aktiviteterne i Risskov, og der vil skulle ske en tilrettelæggelse af den konkrete flytteproces, når flyttetidspunktet kommer lidt nærmere. Det skal afklares, hvorledes medarbejdersiden mest hensigtsmæssigt inddrages i disse processer.
De organisatoriske processer vedr. akut-, køkken- og serviceområdet håndteres i de 3 nedsatte arbejdsgrupper, den nedsatte følgegruppe bestående af formandsskaberne i de to HMU´er og af den overordnede styregruppe bestående af de to hospitalsledelser. I de tre arbejdsgrupper er det foreslået, at der indgår to medarbejderrepræsentanter i hver af dem.
I forhold til byggeriet i Gødstrup forventes regionsrådet på sit møde i februar at udpege en vinder. Herefter går processen i gang med den endelige udformning af projektet. Når der foreligger et forslag til organisering af brugerprocessen og den organisatoriske proces, vil forslagene blive forelagt HMU til kommentering.
Der er nedsat to styregrupper på ledelsesniveau i Psykiatri og Social; en i Risskov og en i Vest, hvor arbejdet med at forberede udflytningen til Gødstrup og Skejby vil være forankret. Alle afdelinger, der er omfattet af udflytningen, er repræsenteret i styregrupperne på afdelingsledelsesniveau.
Der er ved at blive udarbejdet en oversigt over de opgaver, der skal løses i forbindelse med flytningerne til Skejby og Gødstrup. Listen vil løbende blive suppleret med nye opgaver.
Der ønskes en drøftelse i HMU omkring, hvordan MED-organisationen skal inddrages ifm. processerne med at forberede udflytningen til hhv. Gødstrup og Skejby.