Punktet har til formål at orientere HMU om konceptet og det planlagte forløb for APV- og TULE-undersøgelserne 2018-2019. HMU skal desuden drøfte og beslutte om den eksisterende grænse for brug af konsulenter ved TULE-dialogerne skal fastholdes eller ændres til den kommende TULE-runde.
Koncept og forløb for APV (ArbejdsPladsVurdering) og TULE (trivselsundersøgelse og en ledelsesevaluering) 2018-2019
Den 26. januar fik alle områdechefer og afdelingsledelser en orientering om tidsplan for kortlægning af TULE og APV.
Uændret APV- og TULE-koncept siden sidste runde
Både APV- og TULE-konceptet er det samme som ved sidste runde i 2016-2017.
Konceptet indeholder både spørgsmål formuleret i Region Midtjylland og fælles nationale spørgsmål, som går igen i de andre regioners trivsels- og ledelsesudviklingsundersøgelser.
Psykiatri og Social gennemfører TULE med de obligatoriske spørgsmål, som består af:
- 8 fælles nationale spørgsmål
- 7 spørgsmål om trivsel
- 4 spørgsmål om ledelse
- 1 spørgsmål om følgeskab
Af de 8 nationale spørgsmål handler de to om ledelse. Det vil sige, at der er i alt seks spørgsmål vedrørende ledelse i det nye koncept, herunder et som er en helhedsvurdering af ledelsen.
Ekstra spørgsmål
Psykiatri og Social har sat en række omfattende kompetenceudviklingsprojekter i gang. Projekterne var ved sidste TULE-runde nået længst indenfor psykiatriområdet.
Psykiatriområdet blev derfor stillet følgende supplerende spørgsmål i runden 2016-2017: "Kompetenceudviklingen i vores afdeling har øget min trivsel." Psykiatri- og Socialledelsen har nu besluttet, at det samme spørgsmål stilles til socialområdet i denne runde, da deres kompetenceudviklingsprojekter nu er nået længere end det var tilfældet i 2016.
Overordnet tidsramme og drøftelser af resultater i LMU'er og HMU
Socialområdet kortlægger APV og TULE den 24. september til den 8. oktober 2018 og psykiatriområdet den 11. marts til den 25. marts 2019.
Tidspunkterne er valgt af psykiatri- og socialledelsen i samråd med næstformændene i HMU. Tidspunktet for psykiatriens kortlægning er valgt for at tage hensyn til, at afdelingerne på AUH Risskov flytter fra Risskov til Skejby i efteråret 2018.
HMU får en tilbagemelding om de overordnede TULE-resultater, når de foreligger, mens HMU's egentlige drøftelse af resultaterne fra TULE og APV først finder sted, når der har været tilstrækkelig tid til, at arbejdsmiljøgrupper, ledere og LMU'er har fulgt op og bearbejdet resultaterne lokalt. Det vil være på HMU mødet i 4. kvartal 2019.
Informationsmateriale til områder og afdelinger
Områder og afdelinger vil få informationsmatieriale, som ledere og arbejdsmiljøgrupperne kan bruge, når de skal orientere om TULE- og APV-runden på deres LMU-møder og personalemøder. Ved sidste TULE- og APV-runde var der informationsmøder for alle afdelinger og områder, men i denne runde er der ingen ændringer i de to koncepter.
TULE workshops og hotlines til lederne
Der bliver arrangeret TULE workshops for lederne, så de kan få input til at forberede deres TULE-rapporter. TULE workshops vil finde sted umiddelbart op til det tidspunkt, hvor lederne får TULE rapporterne. En del ledere har de sidste runder været på afsted på workshop, så derfor bliver der i denne runde arrangeret tre workshops for socialområdet og tre for psykiatriområdet. De vil desuden blive fordelt geografisk.
Der bliver i lighed med tidligere runder en hotline for ledere, som dagen efter de får deres TULE-rapporter kan kontakte hotlinen, hvis de har brug for sparring. Det er Koncern HR Udvikling, som er konsulenter på hotlinen.
Særligt om APV
Der vil i lighed med tidligere blive arrangeret en forberedende APV-dag og en opfølgende APV-arbejdsdag for arbejdsmiljøgrupperne i de områder og afdelinger, som har ønske om det.
Brug af konsulent i opfølgningen på TULE-dialogerne (drøftelse og beslutning)
RMU har tidligere besluttet, at de enkelte HMU'er skal beslutte, hvornår det anbefales at anvende en konsulent til at facilitere TULE-dialoger på baggrund af resultaterne i rapporterne. HMU besluttede i 2016, at lederne skal have hjælp til at gennemføre TULE-dialogen, hvis resultatet af TULE-undersøgelsen er under 60 point ud af 100 mulige. I TULE-rapporten er der et tilfredshedsmål på en skala fra 0-10. TULE-resultatet er baseret på et gennemsnit af scoren på spørgsmålet: "Er du tilfreds med dit job som helhed, alt taget i betragtning?" Spørgsmålet er ét af de otte nationale spørgsmål.
Administrationen vurderer i samråd med Koncern HR Udvikling, at lederne efter deltagelse i en af de forberedende TULE-workshops, generelt bør kunne gennemføre en TULE-dialog selv på baggrund af en TULE-undersøgelse med et resultat mellem 60 og 70 eller højere ud af 100 mulige.
Psykiatri- og socialledelsen ønsker, at HMU drøfter, om grænsen skal fastholdes eller ændres i den kommende TULE- og APV-runde.
Lederne i Psykiatri og Social får tilbud om at deltage i workshops for at få redskaber til at gennemføre TULE-dialogen med medarbejderne. Der er samtidig mulighed for, at den enkelte leder ved dialog med sin leder og/eller brug af hotline kan søge vejledning til at forberede og gennemføre TULE dialogen og få hjælp til at få afklaret, om der er behov for en ekstern konsulent uanset den samlede tilbagemelding i TULE-rapporten. Det er Koncern HR Udvikling, som er konsulenter på den hotline, som lederne kan kontakte umiddelbart efter TULE-rapporterne kommer.
Koncern HR's TULE dialogpakke koster 7.250 kr. og er på 10 timer, som dækker formøde med lederen og facilitering af TULE-dialogen. PSL har besluttet, at afdelinger og områder som sidst selv afholder udgifterne til eksterne konsulenter til at facilitere TULE-dialogerne.