Telemedicin rejser nogle juridiske og etiske dilemmaer i forholdet mellem patient og behandler – og behandlerne imellem. Teknologien udvisker nemlig grænserne for, hvor en behandling starter og slutter. 

Sektorgrænser udviskes helt eller delvist

Også sektorgrænserne bliver delvist udviskede med telemedicinske løsninger på tværs af sektorer. Det er derfor vigtigt, at have klare aftaler om, hvem der har behandlingsansvaret for en given borger, i hvilke faser. 

Overvej, om telemedicinen og de nye samarbejdsformer, kræver, at samarbejdsaftaler bliver justerede, når der bliver sat strøm til processerne. Aftal hvem, der følger op på henvendelser, hvornår osv. 

Adgang til viden om eget helbred og handlemuligheder

I dag kan borgere selv hente en række sygdomsoplysninger over internettet og bestille sundhedsydelser fx i udlandet. Borgere har desuden nem elektronisk adgang til oplysninger via patientorganisationer, elektroniske lægebrevkasser og fra medicinalindustrien, som stiller egne eksperter til rådighed.

Med den store mængde information fra mange forskellige kanaler, kan der opstå tvivl om, hvem der har de rette svar og det endelige ansvar for en behandling. Hvis en patient fx får rådgivning fra en specialist i udlandet, som viser sig at være af fatal karakter. Hvem har så ansvaret?

I dag findes der også metoder til, at borgere kan købe en kortlægning af deres gener på nettet. Det giver indblik i, hvad borgeren kan være disponeret for af sygdomme. Det rejser imidlertid etiske spørgsmål om forebyggende behandling, pålidelighed af data og ikke mindst placering af ansvar for at vurdere risikoen for, at en sygdom, man er disponeret for, rent faktisk opstår og vil kræve behandling.

Læs også om jura og telemedicin