NYT FORSKNINGSPROJEKT SKAL HJÆLPE UNGE MELLEM 15 OG 30 ÅR I REGION MIDTJYLLAND, DER HAR LÆNGEREVARENDE FØLGER EFTER HJERNERYSTELSE.

Læger kan henvise unge i målgruppen til projektet frem til 31. august 2017.


Inklusionskriterier:

  1. Alder mellem 15 og 30 år.
  2. Commotio for min. 2 måneder og max. 6 mdr. siden, med      direkte kontakt mellem hovedet og en fast genstand.
  3. Fortsatte symptomer, der påvirker funktionsniveauet i      dagligdagen.
  4. Skal kunne forstå, tale og læse dansk

Eksklusionskriterier:

  1. Objektive neurologiske fund, som indikerer hjerneskade.
  2. Tidligere commotio inden for de sidste to år, der har medført      væsentlige og langvarige gener.
  3. Misbrug af alkohol, stoffer eller medicin.
  4. Multiple somatiske symptomer, der ikke er relateret til      patientens commotio. NB: Disse patienter kan henvises direkte til Funktionelle Lidelser, AUH,jvf. www.funktionellelidelser.dk
  5. Alvorlig psykiatrisk eller somatisk sygdom, der vanskeliggør deltagelse i behandlingsforløbet
  6. Betydelig indlæringsvanskeligheder eller mental retardering.

Hvordan henviser man?

En almindelig henvisning sendes til Regionshospitalet Hammel Neurocenters lokalisationsnummer 5790001999865.

VIGTIGT: Henvisningen skal tydeligt mærkes med ”Henvisning til Klinik for hjernerystelse”, og traumedato skal fremgå af henvisningen.

Baggrund for projektet

Projektet er del af det regionale projekt ”Bristede Drømme – Nyt Håb”.Hvert år får mange tusinde unge mennesker i Danmark en hjernerystelse. Langt de fleste kommer sig inden for nogle uger uden særlig hjælp eller behandling. Men en mindre gruppe (5-15%) har forsat symptomer 2 – 3 måneder efter deres hjernerystelse og er i risiko for at udvikle en kronisk tilstand. Der findes i dag ikke et særligt behandlingstilbud til denne gruppe.

Hvad går projektet ud på?

Formålet med projektet er at afprøve et nyudviklet træningsforløb til unge mellem 15 og 30 år, der 2 – 5 måneder efter en hjernerystelse fortsat er påvirkede af symptomer i deres dagligdag. Forløbet strækker sig over 8 uger, hvor den unge en gang om ugen vil modtage råd og vejledning fra en neuropsykolog, ergoterapeut og fysioterapeut om, hvad han / hun selv kan gøre for at få det bedre. Målet er, at den unge hurtigere kommer til at fungere bedre dagligdagen igen, og at forebygge udviklingen af kroniske symptomer.

En pilotafprøvning af træningsforløbet har vist lovende resultater. Det afprøves nu i et randomiseret studie, hvor 50 % af deltagerne ved lodtrækning tilbydes træningsforløbet, mens 50 % tilbydes vanlig behandling, dvs. typisk opfølgning ved egen læge.

Hvis træningsforløbet viser sig at være effektivt er målet, at det på længere sigt implementeres som et tilbud til unge med hjernerystelse i alle kommuner i Region Midtjylland.

Hvordan kan man deltage i projektet?

Alle deltagere i projektet inviteres i første omgang til en forundersøgelse på Regionshospitalet Hammel Neurocenter, hvor det undersøges nærmere, om man opfylder kriterierne for deltagelse. Man kan blive inviteret til forundersøgelsen på to måder:

1. Ved at besvare spørgeskemaet ”Forløb efter hjernerystelse” , der sendes ud til alle unge mellem 15 og 30 år ca. 2 måneder efter de har fået diagnosen ”hjernerystelse” på et hospital i Region Midtjylland.  Hvis besvarelsen tyder på, at der fortsat er væsentlige symptomer efter hjernerystelsen, vil man blive inviteret til en forundersøgelse.

2. Ved at blive henvist fra egen praktiserende læge eller hospitalslæge. Dette skal ske mellem 2 og 6 måneder efter hjernerystelsen.

Hjernerystelser