Regionsrådet har med Akutplanen 2007 vedtaget, at der skal bygges et nyt hospital i Vestjylland, og den 18. juni 2008 besluttede Regionsrådet, at hospitalet skal bygges ved Gødstrup.

Ved at samle de vestjyske sygehusmatrikler styrkes udviklingsmulighederne, og der sikres et fagligt ambitiøst og attraktivt hospital med en fuldt udbygget fælles akutmodtagelse med fokus på produktivitet og effektiv drift. Samtidig vil hospitalet dække 5.000 kvadratkilometer, hvilket gør det til det akuthospital i Danmark, som dækker det største geografiske område. Dette stiller store krav til at skabe tryghed for borgerne i området.

Region Midtjyllands ansøgning for projektet behandles hos regeringens ekspertpanel, hvor ansøgningen dimensionerer et nyt hospital på 150.000 m2 med en anlægssum på 4,135 mia. kr.

Opstart på projektering er berammet til juli 2011, mens det første spadestik er berammet til at blive taget i januar 2013. Byggeriet forventes at være afsluttet i 2020, men allerede i 2016 skal den første patient behandles på hospitalet.

Endeligt tilsagn
Den 17. november 2010 indstillede regeringens ekspertpanel, at Det nye hospital i Vestjylland finansieres med 3,15 mia. kr. To dage senere bekræftede Indenrigs- og Sundhedsminister Bertel Haarder, at regeringen vil følge ekspertpanelets indstillinger. Næste store skridt i projektet er at udpege totalrådgiveren for det samlede projekt, hvor regionen indtil videre har udvalgt fem, som så skal snævres ind til én.

Finansministeriet fremsendte 19. november 2010 et brev, hvor det endelige tilsagn om finansiering af Det nye hospital i Vestjylland er beskrevet. Desuden indgår der blandt andet i brevet overvejelser angående projekter for Regionshospitalet Randers, Regionshospitalet Horsens og udflytningen af Århus Universitetshospital, Risskov til DNU. Brevets fulde ordlyd finder du i linket til højre.

Du kan læse mere om projektet for Det nye hospital i Gødstrup ved at klikke på nedenstående billede.



Hvis du vil vide mere om historikken for Det nye hospital i Gødstrup, kan du trykke her.

Det nye hospital i Gødstrup har sin egen hjemmeside, som du finder her. På hjemmesiden kan du blandt andet finde materiale fra borger- og brugermøder, lokalplan samt komme med dit input til Det nye hospital i Gødstrup.