Med Akutplanen 2007 besluttede Regionsrådet, at Regionshospitalet Randers skal fungere som hospital med akutmodtagelse, hvorfor etablering af ny akutmodtagelse er af vigtig betydning, da 83 % af alle indlæggelser på Regionshospitalet Randers er af akut karakter.

Forudsætningerne for etableringen af den nye fælles akutmodtagelse vil blandt andet omfatte tilvejebringelse af faciliteter til triage, modtagelse/diagnosticering og et fysisk sammenhængende sengeafsnit og ny skadestue med traumerum i nær tilknytning til triagen. Dette vil skabe grobund for at opfylde de forudsætninger, som Sundhedsstyrelsen anbefaler for akutafdelinger.

Det samlede projekt er på 537,9 mio. kr., hvilket medtager nybyggeri, ombygning og modernisering. Den nye fælles akutafdeling vil blive etableret i en ny bygning på anslået 11.000 m2, hvilket inkluderer behandlings- og sengeafsnit fordelt på tre etager. Samlingen af de nuværende akutte modtagelser gør plads til modernisering af cirka 14.000 m2, som primært skal facilitere den stigende akutte aktivitet.

Første fase af byggeriet forventes påbegyndt i starten af 2012, og med en samlet bevilling kan byggeriet være afsluttet i løbet af 2018.

Udmelding fra ekspertpanelet

Den 17. november 2010 modtog Region Midtjylland beskeden om, at ekspertpanelet ikke afsætter penge til projektet på Regionshospitalet Randers. 19. november 2010 modtog Region Midtjylland brev fra Finansministeriet, hvori det blandt andet beskrives, at etablering af akutmodtagelse på Regionshospitalet Randers er velbegrundet. Desuden vurderer ekspertpanelet, at størrelsen af projektet gør, at det bør indgå fremadrettet i regionens ordinære anlægsramme.

Du kan læse hele brevet ved at klikke på linket til højre.

Du kan læse meget mere om prospektet for Regionshospitalet Randers ved at klikke på nedenstående billede.

Gå til prospekt for Regionshospitalet Randers