Medicinteamet i Region Midtjylland består af farmaceuter og arbejder løbende med en række indsatser på medicinområdet, som skal sikre bedre patientsikkerhed og kvalitet i behandlingen samt en bedre lægemiddeløkonomi. Indsatserne kan have flere formål, men der bliver ikke iværksat indsatser med fokus på bedre lægemiddeløkonomi, hvis det giver anledning til ringere patientbehandling. En mere hensigtsmæssig brug af medicin kan bidrage til færre indlæggelser, hvilket er økonomisk fornuftigt for det samlede sundhedsvæsen – og bedre for den enkelte patient.

Indsatser til en god lægemiddeløkonomi kan handle om skift fra dyre til billigere lægemidler, dette sker med en samlet vurdering af effekt af behandling i forhold til pris og bivirkninger. 

Indsatser i forhold til kvalitet vil have fokus på at begrænse ordination af uhensigtsmæssige lægemidler, fx lægemidler med lille eller ingen dokumentation for effekt, lægemidler med mange bivirkninger i forhold til effekten.

Nogle indsatser er igangsat på baggrund af analyser, som har vist et behov for en indsats. Andre er fastlagt på baggrund af konstaterede patientsikkerhedsmæssige problemstillinger rejst af Sundhedsstyrelsen, medier eller andre aktører.

Indsatserne er rettet mod almen praksis, og ment som en støtte til almen praksis arbejde for at øge kvaliteten i lægemiddelbehandlingen og sikre bedst mulig udnyttelse af ressourcerne.

Indsatserne sker ved information, praksisbesøg og kurser.