Visions- og udviklingsplanen for Socialområdet i Region Midtjylland italesætter udfordringerne på Socialområdet og sætter retning for prioriterede indsatser i de kommende år. Det sker dels med formuleringen af en ny vision, der fokuserer på borgerperspektivet og den faglige specialisering, der skal til for at understøtte, at borgeren kan udleve sine ønsker, håb og drømme, og dels via en række indsatser i tre strategispor, der skal udvikle Socialområdet i den ønskede retning.

Høringssvar

Udkast til visions- og udviklingsplan for socialområdet i Region Midtjylland har været sendt i høring fra den 25. august til 11. oktober 2023. Samlet er der modtaget 33 høringssvar. Via linket findes de indkomne 33 høringssvar med tilhørende oversigt med kategorisering fra A-G og nummereret til referencebrug i den videre sagsbehandling og læsning.

Generelt er der tale om positive og konstruktive tilbagemeldinger i forhold til visions- og udviklingsplanen. Planen ses som både sammenhængende, relevant og ambitiøs. I langt største parten af de indkomne høringsvar tilkendegives det, at visions- og udviklingsplanen på fin vis italesætter og identificerer de rammevilkår og afledte udfordringer, som regioner og kommuner i de kommende år skal adressere. Både visionen, strategispor og politiske målsætninger vurderes generelt set at give retning og bud på løsninger på fremtidens udfordringer, ligesom både en række kommuner og styrelser ser og roser visions- og udviklingsplanen for at have et godt samspil med deres egne visioner og strategier for socialområdet.

Læs alle høringssvar

Tre strategispor

Ét socialområde

Strategisporet "Ét socialområde" fungerer som en overordnet strategi for at skabe et mere sammenhængende socialområde på tværs af specialområderne. Den stigende kompleksitet i de udfordringer, der omgiver målgrupperne, kalder på fælles løsninger for at sikre, at Socialområdet i Region Midtjylland også fremadrettet kan tage sig af nogle af de sværeste og mest krævende opgaver på det specialiserede socialområde. Det handler blandt andet om at skabe en effektiv og robust organisation, der er omstillingsparat over for ændringer i rammevilkårene eller samarbejdspartnernes behov.

Det hele menneske

Strategisporet "Det hele menneske" fungerer som en overordnet strategi for at skabe yderligere fokus på borgerperspektivet, at møde borgeren med værdighed, ligeværd og respekt samt yde indsatser tilpasset den enkelte. Den stigende kompleksitet i målgruppernes udfordringer samt det stigende fokus på borgeres indflydelse på og ret til at bestemme over eget liv kalder på at styrke inddragelseskulturen, både ift. borgere og pårørende, samt sundhedsindsatserne i socialområdet.

Fagligt stærke specialområder

Strategisporet "Fagligt stærke specialområder" fungerer som visionens faglige fundament, hvor højt specialiserede tilbud og skabelsen af attraktive arbejdspladser udvikles lokalt i specialområderne. Som en del af visionen er der udvalgt syv af FN's verdensmål, der kan omsættes til Socialområdets praksis. De tilføjer en ekstra dimension til udviklingen af nye indsatser og løsninger på Socialområdet. De udvalgte verdensmål er knyttet til hver sit strategispor.

Tidsplan og bilag

Regionsrådet besluttede den 23. august 2023 at sende forslaget til visions- og udviklingsplanen i offentlig høring frem til den 11. oktober 2023.

En bred kreds af interessenter på socialområdet har modtaget høringsversionen direkte. Derudover har alle interesserede mulighed for at afgive høringssvar. Alle høringssvar kan indsendes elektronisk til visionsogudviklingsplan@social.rm.dk.

Alle modtagne høringssvar vil indgå i den videre proces frem mod regionsrådets endelige behandling af psykiatriplanen på regionsrådsmødet den 20. december 2023. Høringssvarene vil blive offentliggjort i forbindelse med den politiske behandling.

Du kan se regionsrådssagen her. Som bilag til sagen finder du udkastet til visions- og udviklingsplanen, en oversigt over høringsparter samt et brev til høringsparterne.

Hvis du ønsker at få høringsmaterialet tilsendt via mail, kan du sende en mail til visionsogudviklingsplan@social.rm.dk.

Regionsrådet håber, at rigtig mange vil læse og afgive deres kommentarer til udkastet til visions- og udviklingsplanen for Socialområdet i Region Midtjylland.