24.11.2016

De første patienter fra Horsens, Hedensted, Odder og Skanderborg får nu tjekket deres stomi hjemme fra egen stue.

Nyopererede stomi-patienter har brug for at indføre nye rutiner og gå til en del kontroller, så de ikke får unødvendige komplikationer.

Derfor har Hospitalsenheden Horsens i samarbejde med Horsens, Hedensted, Odder og Skanderborg Kommuner etableret en telemedicinsk stomi-vurdering, så patienten i et større omfang end tidligere kan få hjælp i eget hjem.

Indtil videre er 30 stomi-patienter koblet op på ordningen. De fleste håndterer deres stomi hjemmefra eventuelt i samarbejde med en hjemmesygeplejerske. Hospitalspersonalet følger forløbet på distancen og kontaktes, hvis patienten eller hjemmesygeplejersken har brug for en mere specialiseret vurdering f.eks. i forbindelse med sår eller rødme, som kan opstå omkring stomien.

- Vi har rigtig gode erfaringer med telemedicinsk behandling af sårpatienter og har derfor set på muligheden for at tilbyde patienter med stomi den samme løsning. Det er et behandlingstilbud, vi rykker hjem til patienten i stedet for, at patienten skal komme til os, forklarer Anja Hedegaard, sygeplejerske i hospitalsenhedens Sår- og Stomiklinik, Kirurgisk Afdeling.

- Telemedicin-løsningen giver sammen med nogle enkelte kontroller på klinikken et mere fleksibelt forløb. Patienten er ikke så afhængig af at skulle frem og tilbage til hospitalet, og det betyder meget for de patienter, som har et arbejde at passe, og for de ældre patienter, for hvem transporten kan være besværlig, forklarer Anja Hedegaard.

Ekspertise på distancen

Alle nyopererede patienter, som kommer hjem efter at have fået en stomi på Hospitalsenheden Horsens, kan få besøg af en hjemmesygeplejerske. De fleste patienter tager imod tilbuddet. Mange bliver dog hurtigt selvkørende og håndterer herefter selv den løbende pleje såsom bandageskift.

- Telemedicin-løsningen giver patienten eller hjemmesygeplejersken muligheden for at tage et billede af stomien og sende til os for yderligere vurdering. Omvendt kan vi sende trinvise vejledninger med billeder retur til hjemmet. Det er ofte nemmere og hurtigere at se og følge billederne end at læse lange skriftlige forklaringer på, hvordan stomien håndteres bedst, forklarer Anja Hedegaard.

Teamet på Sår- og Stomiklinikken vil i fremtiden gerne have oprettet alle stomi-patienter som brugere af telemedicin-systemet. Det er ikke alle patienter, som vil kunne bruge løsningen i praksis, men det vil give personalet muligheden for at bruge billeder af stomierne til eksempelvis at forberede et kontrolbesøg.

- Vi bruger allerede telemedicin-løsningen til faglig udvikling og sparring på tværs af faggrupper og hospitaler, fordi vi nu har mulighed for at se på det samme billede af stomien og derudfra fastlægge, hvilken behandling og pleje, der er bedst, fastslår Anja Hedegaard.

Flere oplysninger:

Anja Skjold Hedegaard
Stomisygeplejerske, Stomi- og sårklinikken. Tlf.: 78426259

anja.skjold.hedegaard@horsens.rm.dk


Opret en kommentar

ReCAPTCHA ikke løst
Ingen kommentarer

{{comment.PostTitle}}


{{comment.PostDate.substr(0,5)}} kl. {{comment.PostDate.substr(6,11)}} af {{comment.PosterName}}