Gå til stort billede af Henrik Qvist (tv), Rolf Holub fra Karnten og Klaus Kumutat fra Bayern

Udfordringerne med klimaforandringer, ressourceknaphed og jordforurening er grænseoverskridende og skal også løses hen over grænserne. Det sagde formand for Region Midtjylland bæredygtighedsudvalg Henrik Qvist på en international konference i Østrig forleden.

Der blev lagt i ovnen til samarbejde hen over grænserne om bæredygtighed, miljø og grøn omstilling, da midtjyske politikere og embedsmænd i fredags deltog i ENCORE-konferencen i Østrig. ENCORE (Environmental Conference of the Regions of Europe) er et regionalt europæisk netværk, som i de kommende to år skal ledes af Region Midtjylland og den østrigske Korint-region og munde ud i en tilsvarende konference i Herning i 2018.

"Arbejdet i ENCORE er utrolig vigtigt, da den miljømæssige dagsorden krydser lokale, regionale og nationale grænser. Vi har en fælles udfordring, som vi bedst løser i samarbejde", sagde Henrik Qvist blandt andet til de cirka 100 deltagere fra 21 regioner i 11 lande.

Mål for omstillingen

"I Region Midtjylland vil vi ikke være med til at efterlade jordkloden i en dårligere forfatning, end vi modtog den. Vi har valgt at arbejde seriøst med tre områder på miljøfronten – nemlig klimaforandringerne, cirkulær økonomi og beskyttelse af jorden som udgangspunkt for et godt miljø, rent drikkevand og rene og sunde fødevarer", sagde Henrik Qvist.

Her gav han som eksempel, at Region Midtjylland og de 19 kommuner har sat mål for den grønne energiomstilling, nemlig mindst 50 procent vedvarende energi i 2025, lige som det er målet at genbruge 70 procent af alt vores affald i 2025.

Forretningspotentiale

Det heldige er så, tilføjede Henrik Qvist, at opmærksomhed på miljøområdet samtidig er en god forretning. Forbrugerne efterspørger og har i stigende grad opmærksomhed på miljø og bæredygtighed og tvinger dermed virksomhederne til at gå i den retning.

"Derfor er mit budskab, at vi simpelthen ikke har råd til at ignorere miljømæssige udfordringer", sagde Henrik Qvist.

Fra Region Midtjylland deltog fem politikere fra udvalget for bæredygtig omstilling.

Unge stemmer

Forud for konferencen havde 40 unge europæere, herunder to studerende fra Horsens Statsskole (gymnasium), varmet op med at drøfte, hvilke vigtige dagsordener politikerne bør arbejde videre med. "De unges stærke engagement og budskab om at passe bedre på vores klode, var et fantastisk signal til os alle, og vi glæder os meget til at arrangere den næste konference", siger Henrik Qvist oven på nogle tætpakkede konferencedage.

Billedtekst:

Henrik Qvist (tv) fortalte om Region Midtjyllands initiativer for at skubbe på den grønne omstilling. Til højre for ham står Rolf Holub fra Karnten og Klaus Kumutat fra Bayern. Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. 

 

Flere oplysninger

Henrik Qvist (Ø), medlem af Regionsrådet i Region Midtjylland og formand for det midlertidige udvalg for bæredygtig omstilling, telefon: 2684 0211
Rolf Johnsen, chefkonsulent, Region Midtjylland, Regional Udvikling, telefon: 7841 1944 / 2962 0830