22.05.2019

Et enigt regionsråd vil lette sparekravet for Aarhus Universitetshospital, så der ikke som planlagt skal spares 325 mio. kr., men 150 mio. kr. i 2019.

Regionsrådet i Region Midtjylland står sammen om at ville hjælpe Aarhus Universitetshospital.

- Vi ønsker fortsat at have et stærkt universitetshospital i Aarhus med et godt arbejdsmiljø. Derfor letter vi sparekravet betragteligt, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Der mangler 425 mio. kr. årligt, for at Aarhus Universitetshospital grundlæggende er i økonomisk balance. Men i stedet for at spare beløbet på en gang, ønsker regionsrådet at udsætte dele af besparelsen, så den indfases over fire år. Det betyder, at hospitalet skal spare 150 mio. kr. i 2019.

I morgen, torsdag, sender hospitalsledelsen på Aarhus Universitetshospital en spareplan for i år på 150 mio. kr. i høring blandt medarbejderne. Dermed opfylder hospitalet de 8 pct., der som aftalt med staten skal spares via effektiviseringer i 2019.

Når regionsrådet vælger at støtte op omkring universitetshospitalet med en mildere fireårig indfasning af besparelserne, vil det presse hele regionen.

- Fælleskabet understøtter de næste fire år Aarhus Universitetshospital med over 1/2 mia. kr. Det er penge, som vi ikke bare lige finder i kassen. Den udfordring håndterer regionsrådet, når vi lægger budgettet for 2020. Her vil vi kende resultatet af økonomiaftalen med regeringen, og det er mit håb og min forventning, at Folketinget vil bakke op omkring et fortsat stærkt universitetshospital i Aarhus, så vi kan fastholde og udvikle hospitalets styrkepositioner og profil, siger Anders Kühnau.

Arbejdsmiljø
Han understreger, at hensynet til et godt arbejdsmiljø har været et vigtigt element i beslutningen om at lette presset på hospitalet.

- Regionsrådet er fuldt ud bevidst om, at medarbejderne har travlt, og at det har været og fortsat vil være en meget stor opgave at samle fire hospitaler under ét tag. Derfor vil regionsrådets og hospitalsudvalgets formandskab drøfte situationen med repræsentanter for ledelse og medarbejdere på Aarhus Universitetshospital i forhold til at sikre et godt arbejdsmiljø på hospitalet, siger Anders Kühnau.

 

Kontaktoplysninger

For øvrige politiske kommentarer:

  • Regionsrådsformand Anders Kühnau (S), 2360 2768
  • Gruppeformand Hanne Roed (Rad.V), 2496 9631
  • Gruppeformand Carsten Kissmeyer (V), 3076 4866
  • Gruppeformand Henrik Gottlieb Hansen (S), 2129 9726
  • Gruppeformand Nicolaj Bang (K), 2182 1621
  • Gruppeformand Jacob Isøe Klærke (SF), 2683 7496
  • Gruppeformand Jakob Rixen (Lib. Al.), 4072 1541
  • Gruppeformand Marianne Karlsmose (Krist.dem.), 2682 5254
  • Regionsrådsmedlem Steen Thomsen (DF), 6162 5955
  • Gruppeformand Mikkel Rasmussen (Psyk.listen), 2370 1577
  • Gruppeformand Else Kayser (Enhedslisten), 2944 2832
  • Gruppeformand Rasmus Foged (Alternativet), 2370 1870

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på www.rm.dk/politik/regionsradsmedlemmer