22.04.2022 

På tirsdag den 26. april 2022 er alle interesserede inviteret til møde i Thyborøn som opfølgning på den undersøgelse af kræftforekomst i Thyborøn-Harboøre, der blev offentliggjort i august 2021. På mødet deltager politikere og fagpersoner. 

Illustration med figurer, taleboble og finger i vejret.

På mødet er der mulighed for at høre mere om og stille spørgsmål til, hvordan Lemvig Kommune og Region Midtjylland planlægger at følge op på undersøgelsen om øget risiko for kræft i Thyborøn-Harboøre. Forskere bag kræftundersøgelse, der blev offentliggjort i august 2021, deltager i mødet. 

Mødet foregår på Wærket, Kirkegårdsvej 15, 7680 Thyborøn tirsdag den 26. april 2022 i tidsrummet kl. 16.30-18.00. 

Mødet var i første omgang fastsat til den 13. december 2021, men blev aflyst grundet corona. Læs mere om mødet, undersøgelsen og tilmelding på: www.sundhedharboøretange.rm.dk. Mødet kan desuden følges direkte online på: www.live.rm.dk.  

På mødet deltager bl.a.: Erik Flyvholm (V), borgmester, Lemvig Kommune; Anders Kühnau (S), regionsrådsformand, Region Midtjylland; Purnima Erichsen (C), formand, Hospitalsudvalget, Region Midtjylland; statistiker, Omicron, Søren Lophaven (kræftundersøgelsen) og lægefaglig direktør, Regionshospitalet Gødstrup Jens Friis Bak. 

Ekstramøde: Hvornår skal jeg gå til lægen?

I forlængelse af mødet om opfølgning på kræftundersøgelse den 26. april holdes et planlagt borgermøde med fokus på symptomer på alvorlig sygdom, og hvornår man bør gå til lægen. Praktiserende læge og lægefaglig konsulent i kvalitetsenheden "Cancer i Praksis" i Region Midtjylland Rikke Pilegaard Hansen er blandt oplægsholderne. 

Mødet er kl. 18.00 og slutter senest kl. 21.00. Mere om dette møde og tilmelding findes også via www.sundhedharboøretange.rm.dk

Borgermøde om jordforurening til maj 

Søndag den 15. maj 2022 kl. 10.00-13.00 holder Region Midtjyllands jordforureningsteam udendørs borgermøde. Mødet er det halvårlige informationsmøde, hvor alle interesserede kan høre mere om oprensning af generationsforureningerne efter Cheminova på Harboøre Tange. 

Dette arrangement vil dog også omhandle PFAS-forureningen, som de seneste måneder har vist sig i området. Mødet er en mulighed for at tale med miljøfaglige medarbejdere om forureningerne. Mødet holdes i Thyborøn på p-pladsen ved Sdr. Tværdige. Nærmere oplysninger følger i de lokale aviser og på www.harboøretange.rm.dk