14.06.07: Til efteråret satser Region Midtjylland på den professionelle kunst. Det sker når regionen arrangerer ”Besøg kunsten”, hvor publikum får mulighed for at kigge ind i værkstederne og få en snak med kunstnerne om deres arbejde

Til efteråret satser Region Midtjylland på den professionelle kunst.
Det sker når regionen arrangerer ”Besøg kunsten”, hvor publikum får mulighed for at kigge ind i værkstederne og få en snak med kunstnerne om deres arbejde, ligesom der bliver lejlighed til at købe et værk med hjem.

Regionen har inviteret ca. 400 professionelle kunstnere og kunsthåndværkere til at deltage i arrangementet, og på nuværende tidspunkt har 170 sagt ja til at være med.
Det betyder, at man kan besøge kunstnerne den første weekend i oktober lige fra Anholt og Samsø i øst til Harboøre og Ringkøbing i vest.

Derudover har 45 kunstnere ikke mulighed for at deltage, men de vil gerne være synlige på hjemmesiden for ”Midt i kunsten”.
Så alt i alt får borgerne lejlighed til at stifte bekendtskab med mere end 200 af regionens professionelle kunstnere.

For at holde et højt niveau er de inviterede medlemmer af BKF Billedkunstnernes Fagforbund, DK Danske Kunsthåndværkere, medlemmer af Kunstnersamfundet og Ukk unge kunstnere og kunstformidlere. Det vil sige, at kunstnerne har en anerkendt uddannelse og/eller har deltaget i flere censurerede udstillinger.

Formand for udvalget for kultur, turisme og oplevelsesøkonomi, Ove Nørholm udtaler: ” Vi er stolte over at kunne præsentere så mange dygtige kunstnere her i Region Midtjylland. Kreative personer er jo som bekendt med til at skabe vækst i et område, men vi tror også kunstnerne kan have glæde af at møde deres publikum”.

Der bliver udgivet en brochure over kunstnerne ligesom de også kan findes på www.midtikunsten.dk , når hjemmesiden er i luften i slutningen af august.