Mandag formiddag, den 4. juni, var der premiere på de arkæologiske undersøgelser af den kommende byggegrund for Det Nye Universitetshospital. Med undersøgelserne er de indledende øvelser til byggeriet af danmarkshistoriens største hospital i gang.

Mandag formiddag, den 4. juni, var der premiere på de arkæologiske undersøgelser af den kommende byggegrund for Det Nye Universitetshospital ved Skejby.
Med undersøgelserne er de indledende øvelser til byggeriet af danmarkshistoriens største hospital i gang. Begivenheden blev markeret med en lille recpetion i sol og blæst ved udgravningsstedet. Her fortalte regionsrådformand Bent Hansen (S), at han inden ugen er omme regner med at finde ud af, om regeringen så også bevilliger de penge der skal til, for at byggeplanerne kan blive til virkelighed.

Ildsted og stolpehuller
Da gravemaskinen gik i gang stod det hurtigt klart, at Det Nye Universitetshospital vil blive bygget på historisk grund. Inden for en halv time havde arkæologerne fra Moesgaard Museum fundet sporene af et ildsted og indtil flere stolpehuller, som markerede et byggeri.
I sin indledende tale understregede Bent Hansen, hvor vigtigt det netop er, at vi lærer af historien.

Nødvendig historie
”Vi er ikke noget uden den viden og inspiration, vi henter uden for grænserne. Og vi er ikke noget uden den viden og de erfaringer, vore forfædre har givet os. Så gå endelig i gang med at grave. Grav og lad os lære og inspirere af fortiden – men lad det ikke tage for længe, og lad det ikke blive for dyrt”, sagde regionsformanden til folkene fra Moesgaard.