Nu går starten til at skabe en fælles vision for udvikling af regionens landdistrikter. Formanden for Region Midtjyllands Udvalg vedrørende landdistrikter Kaj Møldrup Christensen (S) opfordrer til en debat om fremtidens landdistrikter.

Vi mangler en kvalificeret debat om, hvad vi vil med vore landdistrikter på lang sigt. Det mener Formanden for Region Midtjyllands Udvalg vedrørende landdistrikter, Kaj Møldrup Christensen, som anerkender mange gode initiativer både lokalt og nationalt, men som samtidig også savner en fælles debat om den langsigtede udvikling i regionen.

- Hvordan ser vi landdistrikterne i Region Midtjylland om 15-20 år? Skal landdistrikterne være rekreative områder for en befolkning, som lever i byerne og udgøre grundlaget for en effektiv landbrugsproduktion? Og hvordan hænger rekreation sammen med effektiv landbrugsproduktion? Eller ønsker vi aktive landdistrikter og landsbyer, hvor befolkningen bor og er beskæftiget i nærområderne?, spørger Kaj Møldrup Christensen.

Debatemner for enhver smag

Strategien for landdistrikternes udvikling skal blandt andet bruges som byggesten i arbejdet med Den regionale udviklingsplan. Dén plan er en fælles strategi for kommunerne og regionen og den skal skabe sammenhæng og synergi mellem langsigtede udviklingsperspektiver for Midtjylland.

- Den debat vi løber i gang nu, er en enestående mulighed for at tænke udviklingen i landdistrikterne ind i et større perspektiv. Udfordringen er nu at udpege nogle indsatsområder, hvor der kan igangsættes konkrete initiativer, som støtter den ønskede udvikling, siger udvalgets næstformand Harry Jensen (V).

Han mener mange gode kræfter i landdistrikterne allerede arbejder på opgaven.

– Men Strategiarbejdet kan i den sammenhæng medvirke til at målrette og prioritere indsatsen. I stedet for at vi gerne vil alt alle steder, skal vi måske i højere grad tage udgangspunkt i det enkeltes områdes styrkepositioner, vurderer Harry Jensen.

Anna Amaliaerne bør også tale landdistrikter

Region Midtjyllands Udvalg vedrørende landdistrikter vil i strategiprocessen involvere en række af regionens centrale landdistriktsaktører med henblik på at kunne levere et kvalificeret bidrag til den regionale udviklingsplan ved udgangen af august måned.

Det er også udvalgets håb, at en eller flere af regionens Anna Amaliaer vil tage emnet op på deres tesaloner: For det er også landdistrikternes fremtid, der er på spil, når visionerne for fremtidens uddannelses-, kultur- eller infrastruktur skal diskuteres.


Yderligere oplysninger

Formand for Udvalget vedr. landdistrikter, Kaj Møldrup Christensen (S), tlf. 8646 7460
Hent billede af Kaj Møldrup Christensen (S)

Næstformand for Udvalget vedr. landdistrikter, Harry Jensen (V), tlf. 9736 9058
Hent billede af Harry Jensen (V)

Afdelingschef, Regional Udvikling, Region Midtjylland, Erik Sejersen, tlf. 2068 5588