Psykisk syge ryger mere, spiser mere usundt, er mere overvægtige og drikker mere alkohol end befolkningen i øvrigt. De psykisk syge lider også mere af alvorlige og kroniske sygdomme som fx rygerlunger, astma, sukkersyge og gigt. Men de psykisk syge er stærkt motiverede for at ændre på deres usunde livsstil. Mere end 200 praktiserende læger, psykiatribrugere, pårørende, politikere, ledere og fagfolk fra region og kommuner i Region Midtjylland hørte mere om det på konferencen ”Et sundere liv med sindslidelse – hvordan gør vi?”.

Psykisk syge ryger mere, spiser mere usundt, er mere overvægtige og drikker mere alkohol end befolkningen i øvrigt. De psykisk syge lider også mere af alvorlige og kroniske sygdomme som fx rygerlunger, astma, sukkersyge og gigt.

For eksempel ryger 44 % af de psykisk syge dagligt og 31 % har gigt. I den øvrige befolkning ryger 25 % og 18 % har gigt.

Den nedslående sundhedstilstand blandt de psykisk syge skal sammenholdes med, at de psykisk syge faktisk gerne vil ændre deres sundhedsvaner og livsstil. De er stærkt motiverede til at ændre på deres usunde livsstil.

Oplysningerne er fra Region Midtjyllands folkesundhedsundersøgelse ”Hvordan har du det”, hvor tallene for de psykisk syge stammer fra en særkørsel af datamaterialet bag undersøgelsen.
 
Tallene blev præsenteret af sundhedskonsulent Finn Breinholt Larsen, Center for Folkesundhed, Region Midtjylland, på konferencen ”Et sundere liv med sindslidelse – hvordan gør vi?”.
 
Her mødtes over 200 praktiserende læger, psykiatribrugere, pårørende, politikere, ledere og fagfolk fra region og kommuner i Region Midtjylland. Inspirationskonferencen fandt sted 13. september.

Deltagerne blev præsenteret for den nyeste viden om sundhedsfremme og forebyggelse i forhold til psykisk syge.

Det er positivt, at de psykisk syge rent faktisk er stærkt motiverede. Det giver involverede parter et godt afsæt til at arbejde sammen om at støtte op om og understøtte udviklingen af en bedre sundhedstilstand hos de psykisk syge – og sammen med de psykisk syge. Der blev på konferencen præsenteret flere konkrete initiativer, som viste, at det kan lade sig gøre at skabe rammer, som understøtter et sundere liv hos de psykisk syge.

Kirsten Vinther-Jensen, kontorchef i Center for Folkesundhed, Region Midtjylland fremhævede psykiatriens indsats med sundhedsfremme.

Hun udfordrede salen ved at give eksempler på, at personalet i nogle tilfælde har et lidt for stort omsorgsgen for de psykisk syge. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at personalet i ”misforstået” godhed kommer til at tænke ”Patienterne er for syge – og det er synd for dem at belaste dem yderligere med sundhedstiltag”. Sådan en tilgang til de psykiatriske brugere og patienter er uværdig og forholder de psykisk syge muligheden for et sundere liv.

Inspirationskonferencen gav en række gode bud på, hvordan vi kan styrke indsatsen. Dagen var præget af et stort engagement og livlig debat.

Konferencen var tilrettelagt af Region Midtjylland, repræsentanter for de 19 kommuner i regionen, de praktiserende læger og organisationer for brugere og pårørende.

Yderligere oplysninger fås hos kontorchef Lisbeth Damgård, Psykiatrifaglig Stab, Region Midtjylland. Tlf. 22 80 84 94