Region Midtjylland skal sørge for, at Udrykningsbilen i Karup kan køre videre de næste seks måneder. Det indstiller Forretningsudvalget i Region Midtjylland til regionsrådets møde den 17. december.


Region Midtjylland skal sørge for, at Udrykningsbilen i Karup kan køre videre de næste seks måneder. Det indstiller Forretningsudvalget i Region Midtjylland til regionsrådets møde den 17. december.

Udrykningsbilen, der kører ud til alvorlig sygdom og ulykker i Karup-området, er formentligt en af landets mest specielt funderede beredskaber.

Køretøjet er f.eks. betalt af Lions Club, Flyvestation Karup stiller læger og lægeassistenter til rådighed i dagtimerne og lokale nødbehandlere har fået løn af Viborg Kommune. Også Region Midtjylland har støttet Udrykningsbilen økonomisk.
Hele ordningen bliver administreret af Karup Borger og Håndværkerforening.

Viborg Kommune har ikke ønsket at fortsætte ordningen, og derfor har akutbilen i Karup i en periode haft en usikker fremtid. Men på mødet i går, besluttede Forretningsudvalget i Region Midtjylland at indstille til regionsrådet, at regionen bevilger 250.000 kr. til at holde Udrykningsbilen kørende. Beløbet svarer til udgifterne til nødbehandlernes løn i seks måneder.

- Det er en god beslutning, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S). – Borgerne i Karup er fortsat sikret hurtig hjælp, og politisk får vi tid til at se på sammenhængen i vores præhospitale planlægning, vurderer Bent Hansen.

Forretningsudvalget foreslår i sin indstilling, at Udrykningsbilen i Karup, inden juni 2009, skal tænkes sammen med det øvrige udbud af bl.a. ambulancer og akutbiler. I den forbindelse forestiller udvalget sig, at der bliver taget endelig stilling til Udrykningsbilens fremtid.

Flere oplysninger
Bent Hansen (S), Regionsrådsformand, tlf. 8728 5010 / 4031 3707

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer