Bioanalytikere skal afbøde mangel på patologer Bioanalytikere fra patologisk-anatomisk institut på Regionshospitalet Skive skal betjene satellit for frysesnit på Regionshospitalet Viborg med undersøgelse af de såkaldte "skildvagtslymfeknuder" ved operation for brystkræft.


Bioanalytikere skal afbøde mangel på patologer Bioanalytikere fra patologisk-anatomisk institut på Regionshospitalet Skive skal betjene satellit for frysesnit på Regionshospitalet Viborg med undersøgelse af de såkaldte "skildvagtslymfeknuder" ved operation for brystkræft.


Patologisk-anatomisk institut på Regionshospitalet Skive går nye veje for at afbøde mangelen på speciallæger i patologisk anatomi og cytologi. Gennem det seneste år har instituttets mammapatologi-ansvarlige overlæge Gorm Søndergaard uddannet seks bioanalytikere til at vurdere frysesnit fra skildvagtslymfeknuder, der fjernes under operation for brystkræft for at afdække, om celler fra kræftknuden har spredt sig til lymfeknuder i armhulen. Frysesnit-undersøgelsen foregår, mens kvinden er på operationsbordet, og den har afgørende betydning for omfanget af
operationen - dvs. om det er nødvendigt at fjerne alle lymfeknuder i armhulen.

Starter 5. februar i Viborg
De seks specialuddannede bioanalytikere er nu fuldt udrustede til at overtage denne specielle type frysesnit-undersøgelse fra patologerne. Det sker 5. februar 2008.
Samtidig vil en stor del af diagnostikken komme til at foregå i instituttets frysesnit-laboratorium på Regionshospitalet Viborg - en mulighed, instituttet ikke har kunnet udnytte de senere år på grund af mangelen på speciallæger i patologisk anatomi og cytologi. Fordelen ligger i, at prøverne herefter ikke skal fragtes til Skive med taxi under operationen.

Lægelig backup ved hjælp af telemedicinsk udstyr
Foruden den et-årige specialtræning af bioanalytikerne baserer ordningen sig på moderne telemedicinsk it-udstyr, som hurtigt kan transmittere digitale mikroskopiske fotografier, så speciallægerne på patologisk-anatomisk institut i Skive kan “se med” og bistå bioanalytikerne, hvis der skulle opstå tvivl om tolkningen. Ordningen vil desuden være underlagt løbende, behørig kvalitetssikring.

Mammografiscreening øger behovet
Ud over at medvirke til at afbøde den nuværende mangel på speciallæger i patologisk anatomi og cytologi skal bioanalytiker-ordningen også imødegå det øgede behov for disse undersøgelser, der ventes i kølvandet på den nystartede folkeundersøgelse for brystkræft. Det ventes, at der i undersøgelsens første par år vil blive afsløret et større antal brystkræfttilfælde end normalt - med et tilsvarende større behov for frysesnit-undersøgelser. 

Flere oplysninger 
Overlæge Gorm Søndergaard, patologisk-anatomisk institut, tlf. 8927 4823
Specialeansvarlig overlæge Jens Chr. Møller, patologisk-anatomisk institut, tlf. 8927 4825
Ledende bioanalytiker Lis Lykke Gregersen, patologisk-anatomisk institut, tlf. 8927 4810