Region Midtjylland bad i efteråret både Herning og Holstebro kommuner om at pege på mulige placeringer til et nyt Regionshospital, der skal erstatte de nuværende sygehuse i de to byer. Nu er forslagene offentligtgjort.



Læs også hvor Holstebro Kommune mener hospitalet bør bygges

Herning Kommune har i en pressemeddelelse afleveret sine forslag til, hvor et kommende Regionshospital kan placeres.

Region Midtjylland bad i efteråret både Herning og Holstebro kommuner om at pege på mulige placeringer til et nyt Regionshospital, der skal erstatte de nuværende sygehuse i de to byer. Et sygehus, der kommer til at servicere 300.000 borgere i den vestlige del af regionen og som forventes at få godt 4000 medarbejdere.

Herning Kommune afleverer i denne pressemeddelelse sine forslag til, hvor et kommende storsygehus kan placeres. Listen rummer fire placeringer samt en ekstra placeringsmulighed, der ikke ligger mellem Herning og Holstebro, men som har mange andre fordele, når alle aspekter bliver analyseret.

- Vores tilgang til opgaven har været, at placeringen af et nyt, stort sygehus er så vigtig en beslutning, at den ikke må træffes med følelserne, men i stedet skal bygge på faglige og saglige argumenter, så placeringen understøtter den bedst mulige sygehusløsning for flest mulige mennesker i den vestlige del af Region Midtjylland. Som udgangspunkt havde vi 19 forskellige placeringer, som vi siden oktober har undersøgt grundigt ud fra en lang række objektive kriterier. Den screening har bragt os ned på de fire lokaliteter i henholdsvis Tjørring Nord, Gødstrup, Aulum og Sinding, som vi nu har afleveret til regionen og deres rådgivende ingeniører, skriver Herning Kommunes bormester Lars Krarup (V) i pressemeddelelelsen.

De kriterier, som de oprindelige 19 forslag er blevet vurderet efter, er blandt andet at arealet skal være på minimum 50-55 hektar, for at give plads til det store byggeri samt eventuelt senere udvidelser.
Derudover er der set på placering i forhold til transporttider for befolkningen, samspillet med det omkringliggende landskab, trafik og infrastruktur, forsyning, miljø og regionspolitikernes kommissorium, der taler om en placering ”mellem Herning og Holstebro”.

- På den oprindelige 19-punkts liste havde vi også en mulig placering i Birk. Og selv om man ikke kan sige, at det er en placering mellem Herning og Holstebro, har vi alligevel valgt at give Regionsrådet den placering med, fordi placeringen scorer meget højt på alle andre parametre, siger Lars Krarup.

Alle Herning Kommunes analyser og argumenter for de 4+1 placeringer vil blive offentliggjort mandag 18. februar 2008.

Når Regionsrådet i juni har truffet sin endelige beslutning om placeringen af det kommende storsygehus, vil der blive holdt detaljerede informationsmøder med de borgere, der eventuelt vil blive berørt af byggeriet.

Se kort over Herning Kommunes forslag til placering af nyt Regionshospital

Teksten er udtryk for Herning Kommunes synspunkter

Den videre proces

  • 30. januar offentliggjorde kommunerne deres forslag til placering. De forslag undersøger COWI. COWI kan desuden selv foreslå alternative placeringer.
  • 5. maj 2008 afleverer COWI sin rapport.
     
  • 29. maj sender administrationen en indstilling – dvs. et forslag – til politikerne.
     
  • 3. juni behandler politikerne forslaget i forretningsudvalget.
  • 18. juni bliver forslaget diskuteret på regionsrådet, som her beslutter sig for en placering.