Indlagte børn på Århus Universitetshospital, Skejby får moderne behageligt og praktisk tøj på

Indlagte børn på Århus Universitetshospital, Skejby får moderne behageligt og praktisk tøj på
Indlagte børn på Skejby får moderne behageligt og praktisk tøj på


Ingen husker, hvornår hospitalstøjet til børnene på Børneafdelingen ved Århus Universitetshospital, Skejby, blev udviklet, men de fleste kan hurtigt blive enige om, at i dag er det ikke noget, man har lyst til at se sit barn i.

Jane Speedtsberg blev ansat på midtVask, for et par år siden for at styrke kundeservicen og medvirke til en udvikling af midtVask tøj- og serviceydelser. Jane Speedtsberg fungerer som oldfrue på Skejby og er ansat af midtVask, der leverer tøj og vasker for alle offentlige sygehuse i den østlige del af Region Midtjylland. Jane Speedtsberg konstaterede, da hun kom til Skejby, at tøjet til børnene så ud præcis, som det havde gjort 25 år tidligere.

- Det undrede mig, at tøjet ikke var mere moderne, for de fleste kan sætte sig ind i, hvor meget miljø og trivsel betyder, når man er syg. Samtidig var det så upraktisk, at sygeplejerskerne klippe fødderne af sparkedragter for at kunne observere hudfarven og for at kunne komme til med ledninger, slanger og blodprøver, siger Jane Speedtsberg.

Derfor har midtVask servicecenter samarbejdet med Børneafdelingen på Skejby om at få udviklet en helt ny kollektion af børnetøj og sengetøj til indlagte børn.

Tøjet skal se ud, så børnene har lyst til at få det på, og samtidig skal det være praktisk for både børn og personale. Der må ikke være bindebånd og syninger, som generer børn, der ligger meget ned, og det skal være nemt for personalet at komme til. Trykknapperne må ikke indeholde nikkel, og de skal kunne tåle at blive åbnet og lukket hele tiden. Tøjet må ikke være for varmt, og det skal kunne tåle vask ved 78 grader.

Og meget tyder på, at det er lykkedes, for midtVask får meget positiv respons tilbage fra brugerne.

- Før blev hospitalstøjet kun brugt til børnene, når det var påkrævet af hensyn til undersøgelser og behandlinger, men nu er det et mere reelt alternativ til børnenes eget tøj. Det styrker hygiejnen på Børneafdelingen, for tøjet kan blive skiftet ofte, og det bliver vasket ved mindst 78 grader, siger Jane Speedtsberg.

Også personalet på Børneafdelingen er glade for fornyelsen.

- Det er herligt, at også tøjet signalerer, at der er tænkt på, at det er børn, der er indlagt på Børneafdelingen. Samtidig er det vigtigt for os, at især tøjet til de nyfødte og for tidligt fødte er praktisk, så vi kan komme til børnene uden at forstyrre dem unødigt, siger oversygeplejerske Inge Pia Christensen, Børneafdelingen.

I løbet af det næste års tid vil det nye børnetøj blive taget i brug på de øvrige hospitaler i den østlige del af Region Midtjylland, som midtvask leverer tøj til og vasker for.
Tryk på billederne for at se dem i høj opløsning. Tryk for at hente billedet i højere opløsning

Billederne kan frit bruges, når Århus Universitetshospital, Skejby og fotograf Tonny Foghmar krediteres.
 Tryk for at hente billedet i højere opløsning
  Tryk for at hente billedet i højere opløsning

Flere oplysninger
Oldfrue Jane Speedtsberg, Århus Universitetshospital, Skejby, tlf. 8949 5851