En analyse af 28 patienter, der har skadet sig selv viser, at der tit er et mønster for, hvad der får patienterne til at skade sig selv. Ofte sker det, når der skal træffes beslutninger for fremtiden.

Hænder
En analyse af 28 patienter, der har skadet sig selv viser, at der tit er et mønster for, hvad der får patienterne til at skade sig selv. Ofte sker det, når der skal træffes beslutninger for fremtiden.

"Man har brug for at få noget, der er meget forkert, ud af kroppen; ud gennem blodet. Man bliver afhængig af det. Det føles godt. Det er ligesom at være en junkie."

Sådan beskriver en psykiatrisk patient begrebet selvskadning, hvor patienterne eksempelvis skærer i eller brænder sig selv. Når patienterne skader sig selv, er det oftest fordi den skade, de påfører sig selv, virker lindrende, da skaden fjerner fokus fra noget, der er endnu mere smertefuldt.

Nu har Regionspsykiatrien Herning sat fokus på at forebygge selvskadning blandt patienterne. Det sker som et led i at opfylde loven om patientsikkerhed. Loven betyder, at de psykiatriske afdelinger har pligt til at rapportere til en national database om de såkaldte utilsigtede hændelser. I afdelingen har man som noget nyt valgt også at se selvskadende adfærd som utilsigtede hændelser.

Regionspsykiatrien Herning har analyseret 28 tilfælde af selvskadning, der skete i en periode på fem måneder.
Det viste sig, at der tit er et mønster for, hvad der får patienterne til at skade sig selv. Det sker ofte, når de skal til samtale med læger, hvor der skal træffes beslutninger for fremtiden om eksempelvis ny behandling eller et nyt sted at bo.

Kortlægger mønstre
De ansatte er derfor blevet mere opmærksomme på, at de i sådanne perioder skal være i tæt kontakt med patienterne. Hvis patienterne alligevel skader sig selv, er det også vigtigt bagefter at tale med dem om, hvorfor de har skadet sig selv.

- Selvskadning er patienternes forsøg på at mestre de problemer, de slider med at klare. Vi forsøger at anerkende, at de har et behov for selvskadning, og så prøver vi på at kortlægge mønstre sammen med patienten over hvornår, hvordan og hvilke advarsler, der kom forud. Jeg håber, at vores fokus på problemet kan være med til at skabe en så stor en åbenhed, at patienterne har lyst til at fortælle om deres selvskadning, så de på den måde bedre kan mestre og forhåbentligt undgå det, siger Agnethe Clemmensen, der er kvalitetskoordinator i Regionspsykiatrien Herning.

Hun var for nylig til en konference i Paris sammen med tre kolleger for at fremlægge Herning-projektet, og det vakte stor interesse blandt konferencedeltagerne. Selvskadning er nemlig et fænomen, der er udbredt. Herhjemme skønnes det, at én ud af ti danske teenagere skader sig selv.



Flere oplysninger
Afdelingssygeplejerske Marguerite Weng: 99 27 24 60

Ledende oversygeplejerske Kirsten Krogh: 99 27 24 20

Regional risikomanager Solvejg Kristensen, Enhed for Klinisk Kvalitet og Patientsikkerhed: 87 28 49 79