Hospitalsplan - illustration
Onsdag den 21. maj inviterer Region Midtjylland til borgermøde i Tinghallen i Viborg. Mødet handler om regionens forslag til hospitalsplan, som er i høring frem til den 29. maj.

Hvad sker der med neurorehabiliteringen i Skive? Skal arbejdsmedicin flytte til Herning? Og skal ballonudvidelser – pci-behandling – fremover foregå i Viborg eller på det nye hospital i Vest?

Spørgsmål som disse får borgerne mulighed for at diskutere med politikerne i regionsrådet på et borgermøde i Viborg onsdag aften.

Borgermødet er sidste af i alt tre, som Region Midtjylland har arrangeret i forbindelse med at hospitalsplanen er i høring.

Hospitalsplanen lægger rammerne for fremtidens hospitalsvæsen i Region Midtjylland. Eksempelvis fastlægger planen, hvilke profiler de enkelte regionshospitaler skal have. Planen giver også et bud på, hvordan hensynet mellem nærhed og specialisering af sundhedsvæsenet skal vægtes.

Journalist Jeanett Dian Amonsen er ordstyrer på borgermødet, hvor planen først bliver præsenteret og forklaret. Bagefter er der åbent for debat mellem borgere og ordførerne for de forskellige partier.

Mødet finder sted:
Onsdag den 21. maj kl. 19 – 21.30
Tinghallen, Tingvej 2, 8800 Viborg

Læs mere om hospitalsplanen på www.hospitalsplan.rm.dk

Flere oplysninger
Journalist Mette Breinholdt 8728 5819 / 5148 2427 / mette.breinholdt@stab.rm.dk

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.