Århus Universitetshospital, Skejby holder i dag (8.10.08) rejsegilde på nye slusestuer der skal bruges af patienter med meget smitsomme sygdomme - f.eks. SARS-udbrud.

Røntgenbilleder af den meget smitsomme lungesygdom SARS
Infektionsmedicinsk Afdeling er ved at blive udvidet med fire slusestuer, som kan bruges til patienter med SARS, ebola og andre smitsomme sygdomme. Onsdag 8. oktober kl. 13 er der rejsegilde på de nye stuer, som lever op til nutidens skrappe krav til ventilationsanlæg og til håndtering af spildevand og affald.


- Det betyder, at vi i Vestdanmark får isolationsstuer, der i tilfælde af epidemier med særdeles smitsomme mikroorganismer, kan sikre patienterne den absolut bedste behandling. Isolationsstuerne opfylder alle sikkerhedskrav, og risikoen for, at smitten spredes til personalet eller til resten af samfundet, vil være forsvindende lille, siger ledende overlæge og professor Lars Østergaard.

I tilfælde af en epidemi, vil der kunne ligge op til 4 patienter med samme smitsomme sygdom på hver af de nye slusestuer, hvis der ikke er behov for særligt apparatur. Ellers vil der være plads til 1 eller 2 patienter med behov for overvågnings- og/eller dialyseudstyr.

Samlet vil Infektionsmedicinsk Afsnit Q1 i fremtiden råde over op til 38 sengepladser ved en epidemi med fx tuberkulose eller fugleinfluenza og op til 16 sengepladser i tilfælde af epidemi med SARS, ebola eller andre sygdomme med samme højere smitteniveau. Den samlede pris for byggeriet bliver 45,6 mio. kr.

Infektionsmedicinsk Afsnit Q1 vil kunne fungere som et hospital i hospitalet, hvor alle undersøgelser og behandlinger foregår på stuen, fx respiratorbehandling og dialyse. Patienten indlægges direkte på stuen fra græsplænen udenfor. Personalet kommer ind på stuen gennem en sluse, hvor de kan tage heldragt, visir og maske med indåndingsfilter på.

Til daglig, hvor der ikke er indlagt patienter med stærkt smitsomme epidemisygdomme, forventes de nye store stuer brugt til voksne patienter med lungesygdommen cystisk fibrose og til patienter med behov for særlig tæt observation og meget udstyr, fx. patienter med blodforgiftning eller meningitis.

Pressen er velkommen til rejsegildet, som finder sted onsdag 8. oktober 2008 kl. 13-15 ved Infektionsmedicinsk Afdeling Q (Indgang 1) på Århus Universitetshospital, Skejby, Brendstrupgårdsvej 100, 8200 Århus N.

Flere oplysninger
Ledende overlæge og professor Lars Østergaard, tlf. 8949 8300