Region Midtjylland har trådt endnu et skridt for at imødekomme den stigende efterspørgsel på psykiatrisk behandling og døgninstitutionspladser for børn og unge. Midlet er en ny bygning i Risskov, der fremover vil huse en del af børne- og ungdomspsykiatrien og et socialt døgntilbud under Region Midtjylland.

Region Midtjylland har trådt endnu et skridt for at imødekomme den stigende efterspørgsel på psykiatrisk behandling og døgninstitutionspladser for børn og unge. Midlet er en gul murstensbygning på Solbakken i Risskov, der fremover vil huse en del af børne- og ungdomspsykiatrien og et socialt døgntilbud under Region Midtjylland.

De nye lokaler indvies officielt af regionsrådsformand Bent Hansen ved en reception tirsdag 21. oktober 2008 kl. 10-12.

Henover 2008 er bygningen været igennem en større renovering.

I kælderen er der nu indrettet lokaler til en ny afdeling under døgninstitutionen Møllebækken med plads til fire unge med hjerneskade eller mistanke herom. Den ene halvdel af overetagen huser nu ambulatoriet under Afsnit B på Århus Universitetshospital, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Regionscenter Risskov. Det er et specialafsnit for småbørn i alderen nul til seks år - primært med autisme og gennemgribende udviklingsforstyrrelse.

Den resterende halvdel af overetagen tjener nu som hjemsted for ledelsen og administrationen på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center. Samtidig er der frigivet plads til flere nye ansatte i børne- og ungdomspsykiatriens eksisterende bygninger på Harald Selmers Vej.