Hvordan støtter og taler man med spædbørn, hvis forældre er ramt af eksempelvis psykisk sygdom? Det får pædagoger, sundhedsplejersker og familiebehandlere mere viden om, når Regionspsykiatrien Distrikt Vest inviterer til temadag om spædbørnskommunikation.

Barnehånd - modelfoto
Hvordan støtter og taler man med spædbørn, hvis forældre er ramt af eksempelvis psykisk sygdom? Det får pædagoger, sundhedsplejersker og familiebehandlere mere viden om, når Regionspsykiatrien Distrikt Vest inviterer til temadag om spædbørnskommunikation.


Spædbørn opfatter mere end lyde og berøring. Det nyfødte barn er allerede fra fødslen klar til at kommunikere og kan forstå ord, mimik, gestus og tonefald. Det er erfaringerne fra psykolog Inger Thormann, der igennem mange år har arbejdet med spædbørnsterapi på Skodsborg Observations- og Behandlingshjem. Her har hun haft børn i terapi, der har haft brug for hjælp, fordi deres forældre ikke har været i stand til at drage omsorg for dem.

Inger Thormann kommer tirsdag den 7. oktober til Aulum Fritidscenter, hvor hun skal holde oplæg på en temadag arrangeret af Regionspsykiatrien Distrikt Vest. Temadagen er rettet mod sundhedsplejersker, familiebehandlere, vuggestuepersonale og andre, der arbejder med spædbørn.

På temadagen vil Inger Thormann blandt andet fortælle om de erfaringer, hun har med at sætte ord på det, der har bragt ubalance i spædbarnets liv. Det kan eksempelvis være, at moderen ikke er i stand til at drage omsorg for barnet, fordi hun er ramt af en fødselsdepression eller har forladt barnet. Ved at fortælle barnet, hvorfor moderen ikke kan tage sig af det, har Inger Thormann oplevet, at barnet har fået det bedre og har accepteret den situation det befinder sig i.

- Jeg har utrolig gode erfaringer med at fortælle spædbørnene om den situation, de befinder sig i. Jeg har oplevet børn, der har været triste og ulykkelige og ikke ville spise, fordi moderen ikke har kunnet drage omsorg for dem. Når jeg har fortalt dem om deres situation og med ord vist forståelse for, at det var svært for dem, så fik de det mærkbart bedre, fortæller Inger Thormann.

Der er allerede tilmeldt 100 ansatte fra blandt andet Herning, Holstebro, Lemvig, Ikast-Brande og Struer kommuner.

- Jeg håber, deltagerne kan få nogle redskaber med hjem fra temadagen, som de kan bruge i deres arbejde, så de kan være med til at lindre smerten hos børn, der oplever omsorgssvigt, sige Inger Thormann.


Litteratur
”Med hjerte og forstand – De tidlige anbringelser” af Inger Thormann og Charlotte Guldberg, Hans Reitzels Forlag


Flere oplysninger
Psykolog Inger Thormann, Skodsborg Observations-& Behandlingshjem: 45 80 32 52

Journalist Marianne Jakobsen, Regionspsykiatrien Distrikt Vest:
8728 4219 / 2172 91 79
 
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.