Århus Universitetshospital, Skejby Sygehus slår 1. marts dørene op og viser forskning frem for alle interesserede



Århus Universitetshospital, Skejby Sygehus slår dørene op og viser forskning frem for alle interesserede


1. marts inviterer Århus Universitetshospital, Skejby, til en matiné, hvor hospitalets forskere udstiller og fortæller om deres forskning godt krydret med levende musik. Alle er velkomne, og der er fri entre til arrangementet, som foregår kl. 12.30-16.30 i personalekantinen og auditorierne. Brug indgang 6 (v. Hovedindgangen).

Det er professor i infektionsmedicin Lars Østergaard, der sammen med sangeren og musikeren Michelle Birkballe har taget initiativ til arrangementet.
- Forskning og musik har meget til fælles. God forskning er kreativitet sat i struktur - præcis som god musik, siger Lars Østergaard.

Fokus på HIV og hjertebørn
Alle hospitalets forskningsenheder er repræsenteret ved arrangementet, og Lars Østergaard vil selv bruge lejligheden til at sætte fokus på udviklingen af en vaccine mod hiv, mens Michelle Birkballe vil have mere forskning i behandling af hjertebørn.

- Jeg har en søn, som er hjertebarn, og jeg ved, at mere forskning vil kunne forbedre hans behandling i fremtiden. Samtidig vil jeg gerne være med til at sørge for, at der sker noget for alle de forældre og børn, som er indlagt på Skejby, siger Michelle Birkballe.

I en række boder i personalekantinen viser hospitalets forskere eksempler på den forskning, som er nødvendig for at kunne udvikle fremtidens patientbehandling.

I auditorierne vil der være korte foredrag ved professor Vibeke Hjortdal, professor Lars Østergaard og overlæge Olav Bjørn Petersen. Mellem foredragene er der musikalske indslag fra Mek-Pek, Michelle Birkballe/Popfilter, Harmoniorkesteret APO og DocRock.

Det er muligt at købe lidt let mad og drikke i løbet af dagen. Der bliver ikke adgang fra matinéområdet til det øvrige hospital.

Flere oplysninger
Professor Lars Østergaard, tlf. 8949 8300