Susse Wold gæster onsdag 30. september Århus Universitetshospital, Skejby, til et arrangement om hiv-forskning, AIDS-Fondet og hendes liv og virke.

Susse Wold vil blandt andet fortælle om sit mangeårige virke som præsident for AIDS-Fondet, når hun onsdag 30. september besøger Århus Universitetshospital, Skejby, til en gratis foredragsaften med lidenskab og videnskab. Med udgangspunkt i sin erindringsbog "Fremkaldt" fortæller Susse Wold om sit liv og sit virke.

Aftenen byder ud over Susse Wold også på et foredrag med professor, dr. med. Lars Østergaard fra Skejby. Han vil fortælle om landevindinger og udfordringer i hiv-forskningen og forsøget på at skabe en hiv-vaccine

Foredragsaftenen finder sted onsdag 30. september fra 19-21:30 i auditorium A ved hovedindgang 6 på Århus Universitetshospital, Skejby.
Aftenen er gratis og åben for alle.

Bag foredragsaftenen står Forskningsrådet på Skejby i samarbejde med Infektionsmedicinsk Afdeling og AIDS-Fondet.

Forskningsrådet på Skejby ønsker at give alle adgang til den spændende forskning der foregår på hospitalet. Under titlen "Forskningsfortællinger" vil rådet fremover to gange om året invitere alle interesserede til gratis foredrag om forskning formidlet for lægfolk. Foredragene vil oftest blive holdt sammen med en kendt gæst, der har erfaring med området.

Aftenen med Susse Wold og Lars Østergaard er den første i rækken af forskningsfortællinger.

- Vi er stolte over at kunne byde velkommen med Susse Wold. Hun er en spændende person og fortæller, der gennem sit store engagement i AIDS-Fondet er med til at flytte grænser for hiv- og AIDS-smittede, siger professor, dr. med. Lars Østergaard fra Skejby.

Gå til program for foredrag med Susse Wold

Læs programmet for aftenen i den vedhæftede pdf-fil.