Ulighed i sundhed

Vi behøver ikke diskutere, om der er sociale forskelle i sundhed i Danmark. For det er der. Men hvis vi ville, kunne vi godt gøre noget ved det.

Det var klar tale, da direktøren for Sundhedsstyrelsen, Jesper Fisker, gik på podiet på Region Midtjyllands nationale konference om sociale forskelle i sundhed tirsdag den 20. oktober i Århus.

Jesper Fisker understregede, at han ikke tror, man helt kan eliminere de sociale forskelle i sundhed. De vil altid være der til en vis grad. Men hvis vi ser på andre lande omkring os, kan vi se, at andre har valgt at gøre noget.

Fra tale til handling

Og det var netop Region Midtjyllands formål med konferencen: At bidrage til at gå fra snak til handling. Politisk såvel som praktisk og fagligt.  

- Det er fuldkommen uacceptabelt, at vi i vores sygehusvæsen oplever, at folk kommer til at vente længere på grund af deres sociale status, sagde formanden for det midlertidige udvalg om Sociale Forskelle i Sundhed, medlem af Regionsrådet for Region Midtjylland, Anders Kühnau (S).

Anne Marie Helger

Anne Marie Helger gav sit bud på sociale forskelle i sundhed

Baggrunden for konferencen var en rapport fra udvalget med en række konkrete anbefalinger til, hvad blandt andet regionen kan gøre.

- Men vi ved også, at vi ikke kan gøre det alene. Det kræver, at alle aktører: Kommuner, regioner og stat, fagfolk og politikere, gør en indsats, understregede, Anders Kühnau (S).

Del af sundhedsplanen

For Region Midtjyllands vedkommende fortalte regionsrådsformand Bent Hansen (S), at flere af pejlemærkerne i regionens sundhedsplan allerede adresserer social ulighed på flere områder. 

- I sundhedsplanen har vi seks pejlemærker. Et af dem hedder ligefrem ”lighed i sundhed”. Men også inden for pejlemærkerne ”sundhedsfremme og forebyggelse” og ”samarbejde mellem psykiatri og somatik” er der stærke hensyn til lighed i sundhed, sagde han.

Danmark scorer lavt i lighed

Professor på Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, Finn Diderichsen, efterlyste national handling.

I sammenligning med andre lande er vi langt fra duksen i klassen, når det kommer til lighed i sundhed, sagde han. Finn Diderichsen sammenlignede blandt andet med England, der har udarbejdet en national strategi for større social lighed i sundhed. Fra den strategi var der masser af eksempler på, hvad man kan gøre – også i Danmark. 

Et af eksemplerne var højere afgifter på tobak og alkohol og færre muligheder for at købe begge dele.

- Det er jo ikke revolutionerende nyt og blev blandt andet foreslået af vores egen, statslige forebyggelseskommission. Men altså ikke af regeringen, da den kom med sin sundhedspakke i fredags, sagde Finn Diderichsen.

Mod national handling

Da formanden for Region Midtjyllands midlertidige udvalg om Sociale Forskelle i Sundhed, Anders Kühnau (S), skulle samle op på konferencen kom han også ind på regeringens sundhedspakke.

- Den kunne godt have været meget mere ambitiøs. Som konferencen i dag har lært os, nytter det ikke med de drypvise indsatser i form af et projekt her og et andet der. Der skal en hel anderledes, målrettet indsats til, sagde han og så frem til at høre regeringens konkrete forslag.

- I dag har vi vist, hvad man blandt andet kan gøre på regionalt plan. Nu må vi vente og se, hvilke initiativer regeringen vil byde ind med på nationalt plan, sagde Anders Kühnau.

 

Flere oplysninger

Formand for Region Midtjyllands midlertidige udvalg om Sociale Forskelle i Sundhed, Anders Kühnau (S), 2360 2768 / kuhnau@rr.rm.dk

Formand for Regionsrådet for Region Midtjylland, Bent Hansen (S), 8728 5010 / 4031 3707 / bent.hansen@rr.rm.dk

Kontaktoplysninger på regionsrådets medlemmer.