Torsdag d. 14. maj flytter Århus Kunstbygning for en kort stund til Børneafdelingen på Århus Universitetshospital, Skejby. Når børnene ikke kan komme til kunsten, må kunsten komme til børnene

Torsdag d. 14. maj kl. 12 – 17 lukker og låser Århus Kunstbygning dørene på den faste adresse i J.M. Mørks Gade 13 og flytter for en kort stund til Børneafdelingen på Århus Universitetshospital, Skejby.

Alt personale – ledelse, administration, billetsalg, cafépersonale osv. – tager sammen af sted for at bringe en lille del af den samtidskunst, der vises i Århus Kunstbygning, ud til de indlagte børn på Skejby.

Arrangementet er det første i en række ud-af-huset aktiviteter, som Århus Kunstbygning vil gennemføre i fremtiden. Tanken bag er ganske enkel: at bringe samtidskunsten ud til så mange mennesker som muligt – også dem der ikke umiddelbart har mulighed for at komme i Århus Kunstbygning. Og Skejby var derfor et helt oplagt sted at starte.

- At Århus Kunstbygning bringer samtidskunsten til Børneafdelingen på Skejby ser vi som en fantastisk mulighed for at tilbyde de indlagte børn og deres forældre en oplevelse, der viser de vante omgivelser i Børneafdelingen fra en ny side.

- Samtidig involveres børnene aktivt og får gennem kreativt arbejde mulighed for at tale om deres oplevelser, når de er indlagte eller kommer ambulant i Børneafdelingen. Vi ser frem til arrangementet og er sikre på, at både børn og voksne samt personalet vil få en god eftermiddag i et anderledes og involverende miljø, siger Inge Pia Christensen, oversygeplejerske på Børneafdelingen, Skejby Sygehus.

Flere oplysninger
Pernille Lyngsø, tlf. 8620 6053 / pl@aarhuskb.dk