Mandag eftermiddag, den 22. februar, trækker sundhedsminister Jakob Axel Nielsen i lægekittel og går i vagt med en reservelæge i den nye akutafdeling A24 på Regionshospitalet Viborg.


Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K), Foto: Helle Moos


Mandag eftermiddag, den 22. februar, trækker sundhedsminister Jakob Axel Nielsen i lægekittel og går i vagt med en reservelæge i den nye akutafdeling A24 på Regionshospitalet Viborg.


Første spadestik til det nye akuthus er ikke taget endnu, men alligevel er Regionshospitalet Viborg efter åbning af en ny akutafdeling for medicinske og organkirurgiske patienter og med en nyrenoveret skadestue godt på vej med at indføre Sundhedsstyrelsens nye principper for modtagelse af akutte patienter.

Hvor den akutte patient tidligere blev modtaget af yngste reservelæge, arbejder landets akutmodtagelser nu frem mod, at den akutte patient modtages og undersøges af et team af relevante specialister. Denne omlægning er en stor udfordring for akuthospitalerne og deres ansatte – organisatorisk, arbejdsmæssigt, bygningsmæssigt og ikke mindst med hensyn til uddannelse. Men samtidig et stort kvalitativt løft for patienterne.

Det er udfordringerne i denne udvikling, arrangørerne vil indvie sundhedsministeren i på en eftermiddag ”on location”. Jakob Axel Nielsen kommer blandt andet til at opleve et vagtskifte i akutafdelingen. Senere deler han vagt en times tid med reservelæge Hans Kristian Sangill Brødløs og får på den måde et personligt indblik i, hvordan hverdagen former sig for yngre læger og for det øvrige personale i en akutafdeling – med de nuværende opgaver og de muligheder, fremtiden byder på. Grundlæggende får ministeren en overordnet introduktion til Regionshospitalet Viborg af hospitalsledelsen – med de store udbygningsplaner i særligt fokus.

Resultat af blogindlæg
Besøget er kommet i stand, efter at en reservelæge på Regionshospitalet Viborg blev opmærksom på en blog-korrespondance på Yngre Lægers hjemmeside. Her udtrykte ministeren interesse for selv at opleve, hvordan lægers arbejdsvilkår er.

- Vi var enige om, at vi ville prøve at få ministeren til Viborg – og at akutafdelingen af flere grunde ville være velegnet til formålet. Så vi bød os til, og der gik ikke lang tid, før vi havde en aftale, siger fællestillidsrepræsentant for Yngre Læger på Regionshospitalet Viborg Claus Thygesen.

- Jeg glæder mig til at komme tæt på både patienter og personale på Regionshospitalet Viborg. Det er et sygehus, som står over for at gennemføre store forbedringer på det akutte område i de kommende år. Kvalitetsfonden og Region Midtjylland har afsat 1.150 mio. kr. bl.a. til en fælles akutmodtagelse i Viborg, og det stiller store krav – ikke mindst til personalet. Det arbejde ser jeg frem til at høre om, siger sundhedsminister Jakob Axel Nielsen.


Fakta
  • Akutafdelingen rummer for øjeblikket 26 senge til akutte medicinske og organkirurgiske patienter
  • Oplevelsesturen i virkeligheden på et dansk akuthospital er arrangeret af Yngre Læger i samarbejde med hospitalsledelsen.

Møde for pressen
Som afslutning på vagten stiller sundhedsministeren sig til rådighed for pressen på akutafdelingen. Men dels af hensyn til ministerens muligheder for at få et ”normalt” indblik i hverdagen på akutafdelingen, og dels af hensyn til de akutte patienter får pressen ikke lejlighed til at være med på vagten.

  • Mød sundhedsministeren i akutafdeling A24 (indgang fra etage 4 i trafikcentret) klokken 17.00 til 17.30. 
    Hospitalsledelsen og akutafdelingens daglige ledelse være til rådighed for pressen samtidig

  • For kontakt til akutafdelingens daglige ledelse, eventuelt ønske om på forhånd at besøge akutafdelingen, for information om fotomuligheder på dagen eller for yderligere baggrundsinformation, kontakt:

    Kommunikationsmedarbejder Susanne Overgaard, kommunikationsafdelingen, Regionshospitalet Viborg, Skive, Kjellerup,  8927 2593 / susanne.m.overgaard@Viborg.RM.dk.
  •